Spring til indhold

UNESCO-ansøgning er klar

Den endelige ansøgning om at få Møns Klint optaget som UNESCO Verdensarv er nu klar til Kulturministeriet.

I juni 2018 blev Møns Klint optaget på den Danske UNESCO Nationalkommissions tentativliste. Tentativlisten er den lille eksklusive liste over kultur- og natursteder, som Danmark via Kulturministeriet ønsker at prioritere i det nationale verdensarvsarbejde. At være repræsenteret på den nationale tentativliste er samtidig betingelsen for at kunne søge UNESCO om at blive nomineret til UNESCO WORLD HERITAGE.

Udvalget for Bosætning, Økonomi og Nærdemokrati bevilgede på deres møde den 18. august 2020 1,5 mio. kr. til ansøgningsprocessen mod at få optaget Møns Klint på UNESCO´s Verdensarvsliste. Geocenter Møns Klint har været tovholder og projektleder i de tre år ansøgningsprocessen har stået på.

Projektets primære formål er, at få Møns Klint indskrevet på UNESCO’s Verdensarvsliste, hvormed klintens naturværdier sikres for kommende generationer. Sekundært skal en UNESCO Verdensarv nominering være med til at sikre, at væksten i vores turisme ikke ødelægger de centrale naturværdier, som gæsterne i første omgang kommer for at opleve. En UNESCO verdensarv udpegning kan derfor blive helt central i forhold til at sikre en fortsat bæredygtig udvikling af den lokale turisme.

Ansøgningen er nu færdig og klar til indsendelse. Ansøgningen har været igennem en proces, hvor den er godkendt af Naturstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen. De videnskabelige analyser og begrundelser for optagelsen på verdensarvslisten er endvidere gennemgået af eksperter på området.

Hvis vi skulle være så heldige at komme igennem med ansøgningen og blive udpeget, lægges der op til, at der oprettes et UNESCO sekretariat, som samarbejdsplatform for de forhåbentlig to UNESCO udpegninger. Der skal skabes så mange synergier som muligt mellem Biosfære og Verdensarv udpegningerne, så det er muligt at administrere dem med så få ressourcer som muligt.

Det er Kulturministeriet, der indsender ansøgningen til UNESCO på Danmarks vegne. Ansøgningen bliver afleveret til UNESCO i Paris i februar måned 2024. Herefter starter behandlingen af ansøgningen, der indebærer et UNESCO besøg på Møns Klint til sommer 2024. Hvis alt lykkes, og ansøgningen bliver godtaget, kan en eventuel optagelse af Møns Klint på Verdensarvslisten ske til sommeren 2025.

Med den forventede optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste kommer Møn til at være en af de destinationer i Danmark, der står absolut stærkest. De 3 internationale mærkningsordninger UNESCO Verdensarv, UNESCO Biosfære og DARK SKY har potentiale til at bliver de afgørende bærende søjler i den langsigtede bæredygtige udvikling af lokalsamfundet på Møn og øerne, og på sigt hele kommunen.