Spring til indhold

Tilbud i PPR

Åben psykologisk rådgivning til børn og unge

Børn og unge i 5. til 10. klasse der har brug for på tale med en psykolog, har mulighed for at møde op på kommunens skoler.

Følgende tider for åben rådgivning på skolerne er gældende for skoleåret 2023/2024: 

  • 10. klasses centeret og Gåsetårnskolen, afd. Iselinge: Tirsdage kl. 09.00-11.00
  • Kulsbjerg Skole, afd. Stensved: Onsdage kl. 12.00-14.00
  • Møn Skole, afd. Stege: Onsdage kl. 13.00-14.30. Lukket fra uge 8 til og med uge 11.
  • Præstø Skole: Onsdage 12.00-14.00 i ulige uger
  • Svend Gønge Skole: Tirsdage kl. 10.30-12.30 i lige uger

Den åbne rådgivning er lukket i skolernes ferie

Åben psykologisk telefonrådgivning

Ring 55 36 20 40

Den åbne telefonrådgivning er for alle børn, unge og forældre eller jer der arbejder med børn og unge. Ring til os hvis der er behov for sparring, råd eller vejledning.

Den telefoniske åbne rådgivning besvares af psykologer ansat i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

Telefonrådgivningen er åben tirsdage mellem kl. 10.00 - 12.00 undtagen i skolernes ferier.

Mind My Mind - Psykologisk hjælp til børn og unge

(Der er aktuelt lukket for tilgang til Mind My Mind. Det vil fremgå af denne side, når der atter er plads til nye forløb)

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Vordingborg Kommune tilbyder Mind My Mind, der er et tilbud om psykologisk hjælp til børn og unge med tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder.

HVAD ER MIND MY MIND?
Mind My Mind er et tilbud om individuel psykolog behandling til børn og unge, der viser tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder. Barnet vil træne metoder til at mestre angst, depressive symptomer og/eller adfærdsvanskeligheder. Forældre til et barn med adfærdsvanskeligheder vil træne metoder til at mindske konflikter og øge det positive samvær med barnet.

Mind My Mind er baseret på kendte psykologiske, kognitive og adfærdsterapeutiske metoder. Mind My Mind adskiller sig fra andre tilbud ved, at de mest kendte metoder er samlet i ét træningsprogram, der gør det muligt at tilpasse forløbet til det enkelte barn, uanset om det har angst, depressive symptomer, adfærdsvanskeligheder eller en kombination af disse vanskeligheder.

VISER MIT BARN TEGN PÅ ANGST, DEPRESSION OG/ELLER ADFÆRDSVANSKELIGHEDER?
Angst, bekymring, tristhed, irritabilitet, vrede eller trodsighed er en normal del af livet og helt naturligt for børn i bestemte udviklingsperioder. Men nogle børn oplever så store og vedvarende vanskeligheder med disse reaktioner, at det er plagsomt og griber forstyrrende ind i deres dagligdag. Det kan betyde, at der er ting, barnet ikke kan gøre, selvom det egentlig gerne vil og burde kunne i forhold til sin alder. Hæmmet livsudfoldelse og udvikling er de allervigtigste tegn på, at dit barn har brug for hjælp til at overvinde angsten, tristheden eller vredesudbrud.

HVEM KAN DELTAGE I MIND MY MIND?
Er dit barn mellem 6 og 16 år, går det i 0. til 9. klasse, og er du bekymret for, om dit barn trives dårligt på grund af tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder?
Så kan et tilbud om Mind My Mind være relevant for dig og dit barn.
Dit barn må ikke have en psykiatrisk diagnose i forvejen og forløbet har ikke til formål at give dit barn en diagnose.

HVORDAN FÅR MIT BARN TILBUD OM MIND MY MIND?
Du kan henvende dig til PPR, hvis du er bekymret for, om dit barn har tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder. Hvis du som forælder ønsker, at dit barn skal vurderes for om Mind My Mind
er et relevant tilbud, vil du og dit barn, hvis det er 8 år eller derover, blive bedt om at udfylde spørgeskemaer til brug for en visitation af dit barn. Alle spørgsmål besvares elektronisk via internettet. Spørgeskemaer kan besvares hjemmefra og fra mobiltelefon, PC eller tablet.
PPR kan herefter invitere dig og dit barn til samtale med en psykolog, hvor I sammen vil drøfte dit barns trivsel, familieforhold og skolegang. Hvis psykologen i PPR vurderer, at dit barn viser tegn på angst, depression og/ eller adfærdsvanskeligheder, og Mind My Mind kunne være et relevant tilbud, vil der blive iværksat et Mind My Mind forløb.

Det er vigtigt at understrege, at Mind My Mind ikke altid er et relevant tilbud. Det vil afhænge af, hvilke
problemer dit barn har og i hvilken grad. Nogle gange vil andre tilbud være mere relevante eller det kan være en god ide at se tiden an, for at se om dit barns trivsel bedres.

Beslutter I sammen med psykologen, at Mind My Mind er relevant for dig og dit barn, vil I aftale et tidspunkt for den første træning inden for ca. 2 uger.
Træning i Mind My Mind varer ca. 1 time pr. gang og der tilbydes 13 træningsgange. Derefter tilbydes der to opfølgende træningsgange ca. 3 og 6 måneder efter, at I har afsluttet selve træningen.
Træningen ligger altid i den almindelig åbningstid fra kl.8:00 til kl. 16:00 og foregår I PPR’s lokaler på Gåsetårnsskolen i Vordingborg eller Svend Gønge skolen i Lundby.

Hvis dit barn har adfærdsvanskeligheder, vil det primært være dig og evt. den anden forælder, der modtager forældretræning eventuelt suppleret med træning af dit barn.


KONTAKT TIL PPR FOR YDERLIGERE INFORMATION OM MIND MY MIND
I kan ansøge om Mind My Mind ved at ringe eller maile til PPR på telefon: 55 36 20 41 eller mail: ppr-sikker@vordingborg.dk.
Her vil I blive skrevet op til et Mind My Mind forløb og blive bedt om at udfylde de relevante spørgeskemaer og samtykke til at jeres barn deltager i indsatsen. Når skemaerne er udfyldt og der er mulighed for at iværksætte visitationsvurderingen ift. om Mind My Mind er et relevant tilbud for jeres barn, vil I blive kontaktet af psykolog fra PPR.
Grundet til tider stor søgning til tilbuddet, kan der periodevis være lukket for tilgang til Mind My Mind. Når der atter er mulighed for at tilbyde Mind My Mind vil det bl.a. fremgå af denne hjemmeside.

VIL DU VIDE MERE OM MIND MY MIND

Infopjece Om Mind My Mind Til Forældre.

Infopjece Om Mind My Mind Til Fagfolk.

Åben og Rolig - gruppeforløb for unge i 7.-10.klasse.

(I øjeblikket lukket for tilgang)

(BEMÆRK - der er i øjeblikket lukket for tilgang til Åben og Rolig).

Oplever du begyndende utilfredshed i livet? Har du svært ved at overskue hverdagens gøremål? Oplever du et øget pres eller en følelse af mangel på mening?

Måske har du svært ved at koncentrere dig, og kan opleve dig irritabel, trist eller rastløs? Måske har du tankemylder, søvnbesvær eller bekymringstanker?

Kan du genkende noget af dette fra dit liv og ønsker du at få trivsel og livsglæde til at fylde mere, kan dette gruppeforløb måske være noget for dig.

Åben og Rolig gruppeforløbet har fokus på krop, psyke og sociale relationer. Der vil blive arbejdet med kropslige øvelser og meditationer, som kan nedbringe stresssymptomer. 

Du skal have lyst til at indgå i et gruppeforløb med andre unge og deltage i grupperefleksioner og de forskellige øvelser.

Gruppeforløbet afholdes på Sankelmarksvej i Vordingborg,  tirsdag eftermiddage i 6 uger. Gruppen vil bestå af 8-12 unge, som alle går i 7.-10-klasse. Gruppeforløbet varetages af 2 psykologer fra PPR.

Kunne dette gruppeforløb være noget for dig eller måske for dit barn, kan du henvende dig til PPR på telefon 5536 2041 eller mail ppr-sikker@vordingborg.dk.

Her vil du blive skrevet op til forløbet og efterfølgende blive kontaktet af psykologerne, for at I sammen kan afklare, om dette er et relevant tilbud for dig eller dit barn.