Spring til indhold

Nyt fra biblioteket uge 16

Mere normale forhold fra 26. april, Ugens anmelder, forskningens døgn.

Biblioteket vender tilbage til mere normale forhold:

Fra mandag d. 26. april genåbner Vordingborg Bibliotekerne samt borgerservice i Stege og Præstø. Se mere om åbningstiderne her: www.vorbib.dk

Der vil være krav om fremvisning af Coronapas for at få adgang til bibliotek, borgerservice, innovationsrum, avislæsesal m.m. Der vil fortsat være lukket for selvbetjening – ligesom større arrangementer og forsamlinger er udelukket pga. nuværende forsamlingsforbud. Derimod kan du stadig afhente på forhånd reserverede materialer, ligesom du kan aflevere dine materialer uden fremvisning af Coronapas.

Du skal stadig spritte af eller bruge de fremsatte handsker. Afstandskrav på minimum 1 m og helst 2 m skal følges. Personalet vil hjælpe med til, at det hele bliver overholdt.

Husk, som alle andre steder, at blive hjemme, hvis du har symptomer på sygdom.

Vi begynder at tilskrive gebyrer på materialer, der skulle have været afleveret i lukkeperioden, d. 28. maj. Har du tidligere gebyrer kan du betale med MobilePay og Dankort-betalinger via hjemmesiden Vorbib.dk – vi tager ikke imod kontanter.

Husk at bestille materialer på app’en ’Biblioteket’, på www.vorbib.dk og på Bibliotek.dk.

Vi glæder os til at se jer alle igen.

Ugens anmelder

Ugens anmelder i uge 16 er Anne Regitze (Gitte) Petersen. Hun anmelder bogen “Det er en meget dårlig ide at gemme bananer” af Michael Pedersen.

Bogen beskriver et ægtepar, der snart skal fejre sølvbryllup. De behandler ikke hinanden særlig pænt, og der er ”lukket for det varme vand”. Vi følger deres trakasserier, og det liv, der udspiller sig bag hjemmets 4 vægge, når passionen ikke lever mere.

Læs hele Annes anmeldelse på vores hjemmeside vorbib.dk eller på vores Facebook-side.

Forskningens døgn

Som i foregående år deltager Vordingborg Bibliotekerne i Forskningens Døgn.

Forskningens døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere. Alle udbudte foredrag foregår online og kan streames hjemme fra sofaen.

Mandag d. 26. april kan du høre om dannelse, tirsdag d. 27. april handler det om hhv. kosmologi, jagten på kæmpelyn og robotter. Torsdag d. 29. april gælder det astrologi og astronomi i oldtidens Babylon eller Bob Dylans digte.

Du kan se mere, samt tilmelde dig her: bibliotekets arrangementer.

Husk at tilmelding er nødvendigt for at få link til deltagelse. Det er gratis at deltage.