Spring til indhold

Lille tilbagegang i DI’s erhvervsklimaundersøgelse

Vordingborg Kommune må i år tage til takke med en lille tilbagegang til en plads som nummer 68.

I 2022 var Vordingborg Kommune blandt de absolutte højdespringere i DI’s erhvervsklimaundersøgelse I år må kommunen på trods af god fremgang på flere områder tage til takke med en placering som nummer 68, hvilket er et skridt tilbage i forhold til sidste års placering som nummer 55.

På trods af tilbagegang i den samlede placering, er der dog sket store fremskridt på flere områder i forhold til sidste år. Største fremgang ses i kategorien ”uddannelse”, hvor Vordingborg Kommune har løftet sig hele 49 pladser til en placering som nummer 9.  Vordingborg Kommune er dermed regionens bedste og 9. bedste i landet i denne kategori, som blandt andet dækker over kommunens evne til at motivere unge og voksne til mere uddannelse blandt andet gennem erhvervspraktikker og virksomhedsbesøg.

Der er også god fremgang i kategorien ”sagshandling”, som dækker over kommunens evne til hurtig, effektiv og kompetent sagsbehandling. Her rykker Vordingborg Kommune 36 pladser frem fra nummer 60 i 2022 til en plads som nummer 24 i år. Når det handler specifikt om virksomhedernes vurdering af sagsbehandlingen i forbindelse med byggesager, rykker Vordingborg Kommune hele 39 pladser frem fra en plads som nummer 54 i 2022 til en 15. plads i år. Det samme gælder for sagsbehandling af sygedagpengesager. Her bliver det også til en solid fremgang på 54 pladser fra en placering som nummer 66 i 2022 til en 12. plads i år.

Vordingborg Kommune rykker også syv pladser frem i kategorien ”grøn udvikling” til en 23. plads.

Denne kategori dækker blandt andet over indsatser, som kan hjælpe eller fremme virksomhedernes muligheder for at fremme eller drive virksomhederne mere klimavenligt.

Sidst men ikke mindst angiver flere virksomheder i år sammenlignet med sidste år, at de vil anbefale kommunen til andre.

I den tungere ende får Vordingborg Kommune en plads som nummer 90 i kategorien ”arbejdskraft” som dækker over virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft. Det er samme placering som sidste år. De lokale virksomheder giver dog udtryk for, at de oplever en lille forbedring i samarbejdet med kommunens Jobcenter.

Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed ville gerne have fortsat fremgangen fra sidste år. ”Jeg kan se, at vi har flyttet os en lille smule i den positive retning i forhold til virksomhedernes tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed. Det er også mit indtryk, når jeg er ude at besøge virksomhederne, at de generelt er tilfredse med samarbejdet med kommunen. Vi har grundlæggende en rigtig god dialog med virksomhederne i Vordingborg Kommune. Men jeg kan også se, at det er små marginaler, som gør en stor forskel i midterfeltet i den her undersøgelse. Så vi fortsætter det gode arbejde, som vi er i gang med, og så regner jeg med, at det afspejler sig i næste års resultater. Jeg vil dog samtidig også glæde mig over vores store fremskridt i kategorierne uddannelse, sagsbehandling og grøn udvikling” siger Mikael Smed.

59 lokale virksomheder har i år svaret på undersøgelsen.