Spring til indhold

Olieforurening- og indeklimaudfordringer i Præstø

Ophold dig ikke i din bolig, hvis du oplever gener som hovedpine, kvalme eller utilpashed.

Beboere i Præstø midtby har fredag den 17. november modtaget nyt brev i e-Boks om forureningen med olieprodukter i området omkring Svend Gønges Torv, Strandvejens Tværvej, Strandvejen og Jernbanevej. 

I brevet informerer vi om følgende:

Den 7. november 2023 fik vi gennemført stikprøve-undersøgelser af jordforurening i området og af indeluft i udvalgte boliger i det berørte område. Udvælgelsen skete på baggrund af lugt og synsmæssige observationer i området.

Undersøgelserne påviste et for højt niveau af benzen og kulbrinter i flere boliger, hvilket sandsynligvis skyldes afdampning fra oliestoffer.

Vi har drøftet undersøgelsens resultater med Styrelsen for Patientsikkerhed og har taget direkte kontakt til beboerne i de pågældende boligejendomme.

Hvis du oplever fysiske gener pga. olieforureningen
Udover de ejendomme som har fået foretaget konkrete undersøgelser, er det fortsat anbefalingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at man ikke opholder sig i sin bolig, hvis man oplever gener som hovedpine, kvalme eller utilpashed, som kan skyldes en eventuel olieforurening.

I de tilfælde vil vi fortsat opfordre til, at man kontakter sit forsikringsselskab for at undersøge mulighederne for genhusning. Hvis man ikke har mulighed for at få hjælp fra et forsikringsselskab, så kan Vordingborg Kommune hjælpe med at formidle midlertidig indkvartering. Hvis det bliver aktuelt, bedes I kontakte Centerchef for Borger og Arbejdsmarked, Lotte Svilling på telefon 2044 8831 eller lsvi@vordingborg.dk

Kontakt os hvis du oplever olielugt i din bolig
Vi vil også meget gerne høre fra dig, hvis du har haft oversvømmelser af din boligejendom og i den forbindelse har konstateret en olielugt i din bolig. I det tilfælde kan du kontakte vores Jordforureningsgruppe på jordforurening@vordingborg.dk senest fredag den 15. december 2023 for at få en vurdering af eventuelle nødvendige tiltag.

Vi vil også anbefale, at du lufter grundigt ud i din bolig, hvis du oplever olie-lugtgener. Vær dog opmærksom på, at det er bedst at lufte ud på dage uden direkte solskin, da der kan være en forøget fordampning af olien i jordoverfladen på solskinsdage.

Vi har været i kontakt med Region Sjællands Afdeling for Jordforurening og Grundvandsbeskyttelse. De er lige nu ved at planlægge undersøgelser af den jordforurening, som er opstået og vil hurtigst sende et brev ud til alle relevante boligejere.

Du er også velkommen til at kontakte os på jordforurening@vordingborg.dk hvis du har uddybende spørgsmål til ovenstående.