Mind My Mind er et tilbud om individuel psykolog behandling til børn og unge, der viser tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder. Barnet vil træne metoder til at mestre angst, depressive symptomer og/eller adfærdsvanskeligheder.
Forældre til et barn med adfærdsvanskeligheder vil træne metoder til at mindske konflikter og øge det positive samvær med barnet.
Mind My Mind er baseret på kendte psykologiske, kognitive og adfærds-terapeutiske metoder. Mind My Mind adskiller sig fra andre tilbud ved, at de mest kendte metoder er samlet i ét træningsprogram, der gør det muligt at tilpasse forløbet til det enkelte barn. Dette uanset om det har angst, depressive symptomer, adfærdsvanskeligheder eller en kombination af disse vanskeligheder.
Viser mit barn tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder?
Angst, bekymring, tristhed, irritabilitet, vrede eller trodsighed er en normal del af livet og helt naturligt for børn i bestemte udviklingsperioder. Men nogle børn oplever så store og vedvarende vanskeligheder med disse reaktioner, at det er plagsomt og griber forstyrrende ind i deres dagligdag.
Det kan betyde, at der er ting, barnet ikke kan gøre, selvom det egentlig gerne vil og burde kunne i forhold til sin alder. Hæmmet livsudfoldelse og udvikling er de allervigtigste tegn på, at dit barn har brug for hjælp til at overvinde angsten, tristheden eller vredesudbrud.
Hvem kan deltage i Mind My Mind?
Er dit barn mellem 6 og 16 år, går det i 0. til 9. klasse, og er du bekymret for, om dit barn trives dårligt på grund af tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder?
Så kan et tilbud om Mind My Mind være relevant for dig og dit barn.
Dit barn må ikke have en psykiatrisk diagnose i forvejen og forløbet har ikke til formål at give dit barn en diagnose.
Hvordan får mit barn tilbud om Mind My Mind?
Du kan henvende dig til PPR, hvis du er bekymret for, om dit barn har tegn på angst, depression og/eller adfærdsvanskeligheder. Hvis du som forælder ønsker, at dit barn skal vurderes for om Mind My Mind er et relevant tilbud, vil du og dit barn, hvis det er 8 år eller derover, blive bedt om at udfylde spørgeskemaer til brug for en visitation af dit barn. Alle spørgsmål besvares elektronisk via internettet. Spørgeskemaer kan besvares hjemmefra og fra mobiltelefon, PC eller tablet.
PPR kan herefter invitere dig og dit barn til samtale med en psykolog, hvor I sammen vil drøfte dit barns trivsel, familieforhold og skolegang. Hvis psykologen i PPR vurderer, at dit barn viser tegn på angst, depression og/ eller adfærdsvanskeligheder og Mind My Mind kunne være et relevant tilbud, vil der blive iværksat et Mind My Mind forløb.
Det er vigtigt at understrege, at Mind My Mind ikke altid er et relevant tilbud. Det vil afhænge af, hvilke problemer dit barn har og i hvilken grad. Nogle gange vil andre tilbud være mere relevante eller det kan være en god ide at se tiden an, for at se om dit barns trivsel bedres.
Beslutter I sammen med psykologen, at Mind My Mind er relevant for dig og dit barn, vil I aftale et tidspunkt og sted for den første træning.
Træning i Mind My Mind varer ca. 1 time pr. gang og der tilbydes 13 træningsgange. Derefter tilbydes der to opfølgende træningsgange ca. 3 og 6 måneder efter, at I har afsluttet selve træningen.
Træningen ligger altid i den almindelig åbningstid fra kl.8:00 til kl. 16:00.
Hvis dit barn har adfærdsvanskeligheder, vil det primært være dig og evt. den anden forælder, der modtager forældretræning eventuelt suppleret med træning af dit barn.