Mandag til onsdag i skolernes efterårsferie uge 42 er der mulighed for piratsejlads på Færgen IDA. Det sker mellem kl. 10 og 15.00 i Stubbekøbing og på Bogø samt selvfølgelig på Grønsund.
Børn, forældre og bedsteforældre samt sørøvere og pirater kan drage på sørøvertogt på det berygtede Grønsund – gå i land på Bogø og besøge sørøverhytten og bålpladsen ved shelterne, hvor der er aktiviteter for børnene bl.a. tegnekonkurrence og piratsnobrød og piratdrik.
I Stubbekøbing er der mulighed for skattejagt, og finder man frem til skatten, er der helt sikkert en belønning til børnene, og som noget helt nyt er der et aktivitetstelt, hvor der kan laves sværd og sørøverklap til øjet.
Piratskibet M/F IDA er ladet med pirater, og der er mulighed for at hjælpe skibet i havn og få et certifikat, og Hr. Plys forklædt som pirat underholder på dækket med historier og tryllerier med balloner for både store og små.
Kom gerne udklædt, så piraterne ikke forveksler dig med en landkrabbe.
Arrangementet koster kun en almindelig returbillet, der trækkes i billetautomaterne på havnene.