Asbest

Regler for håndtering, arbejde og aflevering

Asbest er sundhedsskadeligt og kan ved indånding føre til alvorlige sygdomme. Derfor gælder der skærpede regler for både håndtering, nedrivning og bortskaffelse af asbestholdige materialer.

På denne side kan du læse om:

  • hvordan asbestaffald skal håndteres og afleveres
  • hvilke regler der gælder for arbejde med asbest
  • krav om autorisation og uddannelse
  • forbud mod rensning af asbestholdige tage

Asbest er et naturligt forekommende silikatbaseret mineral, der består af mikroskopiske, stærke og ildfaste fibre. Asbest har på grund af sine varmeisolerende egenskaber tidligere været anvendt i en lang række byggematerialer, blandt andet:

  • eternittage og facadeplader
  • lofts- og vægplader
  • fliseklæb og fuger
  • rørisolering
  • ventilationskanaler

Materialerne er ikke nødvendigvis farlige, så længe de er hele og urørte. Risikoen opstår især, når materialerne beskadiges, skæres, knækkes eller rives ned, så der frigives asbeststøv.

Brugen af asbest blev helt forbudt i DK i 1987 (der er dog importeret asbestholdige tagplader herefter).

Er der asbest i dit affald, skal du anmelde det til kommunen på bygningsaffald.dk. Når kommunen har modtaget og behandlet din anmeldelse, vil du få en anvisning fra os om, hvor du skal aflevere affaldet.

Kontakt byggeaffaldsgruppen på byggeaffald@vordingborg.dk, hvis du har brug for vejledning.


Emballering af asbest:

Inden bortkørsel skal asbest være indpakket i to lag tæt, lukket plast eller i lukkede big-bags.

Nedrivning af asbestholdige materialer må som udgangspunkt kun udføres af virksomheder med autorisation. Reglerne gælder både for private boligejere og virksomheder.

Der findes dog enkelte undtagelser for kortvarigt arbejde af mindre karakter, f.eks.:

  • nedtagning af enkelte tagplader
  • mindre reparationer af enkelte badeværelsesklinker/-fliser

Større nedrivningsarbejder – eksempelvis fjernelse af hele asbesttage eller større facadearealer – kræver altid autorisation.

Virksomheder, der udfører autorisationskrævende asbestarbejde, skal være godkendt efter Arbejdstilsynets regler.

Derudover gælder der krav om uddannelse:

  • Medarbejdere, der udfører autorisationskrævende asbestarbejde, skal have gennemført en særlig arbejdsmiljøuddannelse.
  • Fra 21. december 2025 gælder der også uddannelseskrav for personer, der udfører andet asbestarbejde, herunder rengøring, mindre nedrivning og håndtering af asbeststøv.

Asbestarbejde skal udføres, så spredning af støv undgås. Det indebærer blandt andet brug af værnemidler, korrekt emballering af affald og grundig rengøring efter arbejdet.

Asbestarbejde skal altid anmeldes til arbejdstilsynet på forhånd, og om muligt senest 3 dage før arbejdet påbegyndes.

Asbestaffald skal håndteres forsigtigt og afleveres særskilt som forurenet eller farligt affald.

Følgende regler gælder:

  • Asbestaffald skal være forsvarligt emballeret i tætte og lukkede plastposer eller indpakket i to lag plast.
  • Emballagen skal være tydeligt mærket med ”Asbest”.
  • Materialerne må ikke knuses, saves eller højtryksspules.
  • Affaldet må ikke blandes med andet byggeaffald.

Mindre mængder, asbestaffald, op til 20 tagplader, fra private husholdninger kan afleveres på kommunens genbrugsplads efter de gældende anvisninger. Større mængder og erhvervsaffald skal afleveres efter nærmere aftale med godkendt modtageanlæg.

Det anbefales at kontakte genbrugspladsen eller kommunen, inden asbestaffald afleveres.

Private husstande i Vordingborg Kommune kan benytte en særlig henteordning for mindre mængder asbestaffald. Ordningen administreres af AffaldPlus og skal gøre det lettere og mere sikkert at komme af med asbestholdige materialer uden selv at transportere affaldet til genbrugspladsen.

Ordningen fungerer ved, at borgeren bestiller og betaler en godkendt bigbag via AffaldPlus’ selvbetjeningsløsning. Bigbaggen hentes på en af AffaldPlus’ genbrugspladser, hvorefter asbestaffaldet emballeres efter de gældende sikkerhedsregler. Når sækken er fyldt og lukket korrekt, bestilles afhentning, og AffaldPlus sørger herefter for transport og korrekt bortskaffelse af affaldet.

Ordningen gælder kun for private husstande og kun for mindre mængder asbestaffald. Den kan derfor ikke anvendes ved større nedrivningsprojekter, eks. udskiftning af hele tage. Har du mere end 1 ton asbestaffald, skal affaldet anmeldes til kommunen og håndteres via godkendt transportør eller miljøanlæg.

Fra 1. juli 2026 forbydes højtryksspuling af asbesttage i Danmark for at beskytte miljø og sundhed mod spredning af asbestfibre. Dette forbud stopper i praksis de fleste former for rensning og maling af ældre asbest-eternittage, da rensning uden højtryk sjældent er effektivt.

Miljømyndigheder og Arbejdstilsynet anbefaler derfor, at asbesttage ikke renses, da det ikke nødvendigvis forlænger tagets levetid at rense og male det, og da man til gengæld risikerer at beskadige taget, når man færdes på det.

Hvis man alligevel vælger at rense sit tag uden højtryk, bør man opsamle vandet og hælde det i spildevandskloakken. Hvis du afrenser over 200m2, skal vandet fra afrensningen filtreres inden det kommes i kloakken.

Asbestrester og indhold fra filtre pakkes ind i tætte plastikposer med mærket ”asbestaffald” og bortskaffes som deponeringsaffald til godkendt modtager.  

Gode råd til borgere

  • Undgå selv at bearbejde materialer, der kan indeholde asbest.
  • Få mistænkte materialer undersøgt, hvis du er i tvivl.
  • Brug altid professionelle og autoriserede virksomheder ved større eller støvende asbestarbejder.
  • Følg kommunens anvisninger for emballering og aflevering af affaldet.
Senest opdateret 19-05-2026
Kontakt

Byggeaffald

Østergårdstræde 1A
4772 Langebæk

Personligt fremmøde kun efter aftale.

Telefontid
55 36 24 39 (tast 2)
Mandag til fredag: 9.00 - 12.00

Send os en mail

Denne mail er ikke egnet til at sende personfølsomme oplysninger.

Har du behov for at sende en sikker mail til Vordingborg Kommune, skal den sendes via Digital Post på borger.dk.