Spring til indhold

Samarbejde på vej om flere rovfisk i vores farvande

Borgmestre vil i samspil med staten sikre flere gedder og aborrer.

Kan man lave et rovfiske-eventyr i Sydsjælland? Hvor man genskaber de store bestande af gedder og aborrer som både lever i kystvandet og i de ferske vande? Ja, mener borgmestrene i Næstved, Faxe, Vordingborg, Køge, Stevns og Guldborgsund Kommuner.

Verdens mest saltstærke og unikke bestande af gedder og aborrer svømmer rundt i farvandet omkring Sydsjælland, Møn, Falster og Lolland. Langt op i 1960’erne var der imponerende bestande af begge disse rovfisk i brakvandet. I dag er de næsten helt forsvundet i alle vores kystnære områder. Men sådan behøver det ikke at være.

Tidligere på året udkom en faglig anbefaling om ”Rovfiskene tilbage til brakvandet”. Den har nu fået to ministre til at tage turen til Tubæk Å ved Præstø i mandags, for at vise deres støtte til anbefalingen. Miljøminister Magnus Heunicke og Fiskeriminister Jacob Jensen satte blandt andet to gedder ud i åen og sagde ja til et samspil mellem staten og de lokale kommuner for at få flere rovfisk på Sydsjælland.

I Vordingborg Kommune har vi de sidste år arbejdet for at skabe nye gydepladser for rovfiskene, blandt andet ved Tubæk Å. Så vi er glade for opbakningen fra staten og glæder os til, at der kommer mange flere gedder og aborrer i vores kystnære områder.

Læs mere her: Ministre og borgmestre til rovfiske-træf ved Tubæk - Fishing Zealand