Salg af startnumre til Royal Run åbner 30. september

Publiceret 18-09-2026

Royal Run kommer til Vordingborg i 2027. Læs her hvordan du kan sikre dig en plads blandt deltagerne til den store motionsfest.

Borgmester opsætter plakater til offentliggørelse af Vordingborg som værtsby for Royal Run i 2027

Vordingborg By bliver i 2027 vært for en kæmpestor folkefest, når Royal Run kommer til byen den 17. maj – 2. pinsedag.

10.000 deltagere får mulighed for at løbe eller gå en af de tre ruter i vores smukke købstad.

Salg af startnumre åbner den 30. september klokken 10.00 – Læs mere på denne side: https://royalrun.dk/tilmeld/forbered-din-tilmelding/

Hvis du har lyst til at være med, og hvis du aldrig har prøvet at købe startnummer til et løb som Royal Run før, så er det en god idé at sidde klar til at tilmelde dig, når salget af startnumre åbner.

Royal Run er et populært arrangement, hvor mange gerne vil være med.

Og startnumrene plejer at blive udsolgt inden for ganske kort tid.

Royal Run er et familievenligt motionsevent for alle. Så selvom det måske er nyt for dig at skulle bestille et startnummer og stille op til start ved et motionsløb, så kan du roligt melde dig til og gennemføre løbet helt på dine egne præmisser.

 

Fakta om Royal Run

  • Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund og DGI i samarbejde med Dansk Atletik.
  • Royal Run støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Novo Nordisk Fonden. TV 2 og TV 2-regionerne er mediepartnere.
  • Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag.
  • Traditionen tro afholdes Royal Run på 2. pinsedag. I 2027 er det den 17. maj at motionsfesten afholdes.
  • Der tilbydes tre distancer, som både kan gennemføres løbende, gående og rullende i eksempelvis kørestol. Alle er velkomne uanset niveau, alder og erfaring. Distancerne er: One mile (1,609 km), 5 km og 10 km.

De fem værtsbyer til Royal Run ’27 er:

  • Thisted
  • Silkeborg
  • Haderslev
  • Vordingborg
  • København/Frederiksberg

Sådan forløb Royal Run 2026:

  • 35 % af deltagerne var med i et motionsløb for første gang.
  • Det er femte gang på otte år, at procentdelen af førstegangsdeltagere er over 30 procent.
  • 46 % af deltagerne havde tidligere været med i Royal Run.
  • 2,6 % af deltagerne havde været med alle otte gange.
  • Startnumrene blev udsolgt på rekordtid: Fire timer tog det, før alle startnumre var revet væk.
  • Med de 112.450 deltagere rundede Royal Run 700.000 deltagere fordelt over otte år

Læs mere om Royal Run i Vordingborg

Her på siden kan du læse mere om Royal Run i Vordingborg

Royal Run i Vordingborg

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune