Nyt fra biblioteket uge 39

Publiceret 15-09-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Præstø Bibliotek i Støberihallerne

Ugens anmeldelse

Bibliotekar Merete Stockfleth anmelder ”Seksten solopgange” af Samantha Harvey

Nogle gange falder man over en bog, der bare rammer plet. Sådan har jeg det med Samantha Harveys Seksten solopgange. Det er en af de mest intense og smukke romaner, jeg har læst i år.

Seks astronauter suser rundt om Jorden og oplever 16 solopgange på et enkelt døgn. Men glem alt om klassisk science fiction. Det her er et dybt personligt drama om afstand, hjemve og menneskelige relationer.

Selvom astronauterne kigger ned på kontinenter, skiftende årstider og enorme tyfoner oppe fra himlen, slår deres hjerter stadig i takt med dem derhjemme.

Samantha Harvey lukker os direkte ind i deres tanker: En frygter for sit ægteskab, en anden drømmer om sin datter, og en tredje mister sin mor midt under missionen.

Læs Meretes vurdering af romanen og se tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration.

Den musikalske rejse - rytmisk fortælling for de 0-3-årige i Præstø

Interaktiv musikalsk fortælling om hunden Mulle, hvor de små børn bliver en del af fortællingen.

Giv dit lille barn en stor oplevelse med denne interaktive musikalske fortælling om den lille hund Mulle, der tager os alle med på en rejse ind i skoven. Her skal vi bl.a. møde fuglen fugl, som kender hvert et dyr, vi ser på vores vej i skoven. Her er der plads til at drømme og slippe fantasien løs. 

Mette Outzen er uddannet Pædagog med efteruddannelse i Rytmik fra henholdsvis det klassiske og rytmiske musikkonservatorie. Hun har, i hendes 23-årige virke som pædagog, rytmikpædagog og historiefortæller, været rundt omkring i landet på diverse institutioner og biblioteker med hendes musikalske fortællinger. 

Glæd jer til at opleve Mette Outzen i samspil med de små børn. Arrangementet er en del af Kulturkufferten. 

Der skal købes billet til både børn og voksne.

Dato: 25. september 2026
Tid: kl. 16.00
Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek
Billetter: Køb billet
 

Bæredygtig byttedag

Mød op på Lundby Bibliotek, hvor du kan du bytte planter, krea-ting og bøger.

Frø- og plantebytte i Bibliotekshaven på Lundby Bibliotek.

Giv dine overskydende planter og frø et nyt hjem og kom hjem med nye grønne familiemedlemmer til haven. Har du overskud af stauder, indsamlede frø eller planter, du mener, andre vil kunne få glæde af, så tag dem med til biblioteket, hvor du kan være heldig at bytte dem til nogle andre spændende sorter. 

Husk tydelig mærkning af dine planter, så andre kan se, hvad de får med hjem.

Krea-bytte

Byt dit stof, garn og andre sy/strik relaterede materialer.

Strikker, hækler eller syr du? Har du noget superlækkert garn, metervarer eller andre gode ting (knapper og lignende), der bare ligger og samler støv. Tag det med under armen og giv det videre til andre, der også har en forkærlighed for håndarbejde. 

Du kan selvfølgelig bytte det du har med til andre skønne ting.

Bogbytte

Bogbytte er den bæredygtige måde at få nye bøger, da det handler om genbrug og byttehandler. Du kan kvit og frit tage en eller flere bøger med hjem samtidig med, at du afleverer dem, du har læst. Har du ikke noget, du kan aflevere, er du alligevel velkommen til at tage noget læsestof med hjem. Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du også andre litteraturglade mennesker.

Tilmelding til bæredygtig byttedag er ikke nødvendig - bare mød op. 

Vi har kaffe på kanden og en småkage til ganen.

Dato: 26. september 2026
Tid: 10:00
Sted: Lundby Bibliotek
 

Investér dig fri - det er aldrig for sent

Vil du i gang med at investere - eller blive mere sikker på, hvordan du gør det rigtigt i en urolig verden? Går du og tror, at det er for sent at investere bare fordi du ikke længere er ung?

Til dette foredrag viser Kasper Birk og Pernille Wahlgren, hvordan helt almindelige mennesker kan bruge investering til at skabe mere økonomisk frihed og ro i maven. 

Mange tror, at investering kun er for dem med mange penge eller stor finansiel viden. 

Men sådan behøver det ikke være. Med den rette tilgang kan de fleste komme i gang også med en helt almindelig økonomi.

Til foredraget får du:

• En enkel måde at komme i gang med at investere
• Indblik i hvad vi selv investerer i og hvorfor vi mener det er det rigtige her og nu i en uforudsigelig verden.
• Forståelse for din egen pengepsykologi
• Inspiration til hvordan investering kan give mere tid, frihed og muligheder i dit liv og hvorfor det er vigtigt

Foredraget er for alle – både dig der er ny, og dig der allerede investerer lidt.

Pernille Wahlgren er investor, etnolog og forfatter til 3 investeringsbøger med over 20 års erfaring som investor. Kasper Birk er investor, og tidligere redaktør og erhvervsjournalist. I 2021 forlod han det traditionelle arbejdsliv og arbejder i dag med investering og økonomisk frihed. Sammen har de hjulpet tusindvis af mennesker med at skabe større økonomisk råderum. Deres erfaringer er samlet i bogen “Invester dig fri – det er aldrig for sent at investere sig til et bedre liv”.

Medbring papir og blyant og tag gerne en ven, partner eller dit barn med. Investering bliver bedre, når man taler om det sammen.

Dato: 28. september
Tid: kl. 19:00
Sted: Vordingborg Bibliotek
 

Lær at bruge en broderimaskine

MakerSpace på Vordingborg Bibliotek har fået en broderimaskine - Brother Innov-is 880E - som byder på rigtig mange muligheder til at brodere navne eller mønster for at pynte sit tøj. 

Men, mange muligheder kan også virke overvældende. Derfor starter vi meget enkelt med at kigge på, hvad maskinen kan og hvordan man betjener den. 

Vi kigger på, hvordan man tråder maskinen, hvordan man spænder stof op i rammen og hvordan man vælger motiver samt tilpasser dem. Efter en intro får du selv mulighed for at prøve maskinen af. Max 6 deltagere, da der kan opstå lidt ventetid, inden det bliver din tur.

Det er bedst, hvis du kan bruge en almindelige symaskine.

Gratis adgang, men husk at hente en billet. 

Dato: 29. september 
Tid: kl. 19:00
Sted: Vordingborg Bibliotek
 

Ordblindemesse - åben for alle

Ordblind? Du er ikke alene - og mulighederne er mange!

"Alle ordblinde skal kunne deltage i det danske samfund på lige vilkår med alle andre." Christian Bock, Ordblindementor, ordblindementor.dk

Uge 40 er international ordblindeuge, og derfor sætter Vordingborg skoler, Vordingborg biblioteker samt VUC Storstrøm fokus på ordblindhed – både udfordringerne, men også mulighederne der findes.

Ordblindhed behøver ikke at være en begrænsning i hverdagen. Der findes i dag et hav af muligheder og teknologiske hjælpemidler, som kan gøre hverdagen, skolen, uddannelsen og arbejdslivet markant lettere.

Derfor inviterer vi alle interesserede – skolesøgende børn, forældre, pårørende og voksne – til en inspirerende eftermiddag og aften med fokus på viden, netværk og konkrete løsninger.

Inspirerende aftenoplæg kl. 18:30 – 19:30 Hvordan ordblindhed ikke behøver at være en hindring. Christian Bock deler ud af sine egne erfaringer og giver et ærligt, motiverende indblik i de udfordringer, ordblinde møder – og ikke mindst, hvordan de overvindes. Foredraget er gratis - mød bare op.

Udforsk standene Fra kl. 17, kan du gå på opdagelse blandt vores inviterede udstillere. Få en snak med repræsentanter fra relevante skoler, efterskoler og organisationer, der alle brænder for at støtte ordblinde.

Dato: 30. september
Tid: kl. 17:00
Sted: Vordingborg Bibliotek
 

Udstilling: Simon Lindhardt

Simon Lindhardt arbejder med maleri og skulptur i et abstrakt og nøje komponeret formsprog. 

Hans stil er enkel og kontrolleret med fokus på geometriske former, systemer, gentagelser og logikker, som han bruger til at udforske maleriets potentiale, men også dets begrænsninger.

Kunstneren kombinerer to teknikker fra hver sin tid: Det enkle, minimalistiske formsprog fra det 20. århundrede, hvor forskellige kunstnere skrællede alle detaljer og al unødig pynt væk i et forsøg på at nå ned til den rene form, og den gamle kunstgenre “trompe l'œil”, hvor billedkunstnere - fra antikken og frem - maler uhyre naturalistiske og illusionistiske malerier, som skulle snyde betragteren til at tro, at det flade maleri var en tredimensionel genstand. 

Simon Lindhardts værker kombinerer begge praksisser, og resultatet er noget tredje, nemlig små, ofte kalejdoskopiske billedrum, hvor former og figurer fletter sig ind og ud af hinanden. Disse flade/ikke-flade billedrum opstår på poser, papir, lærred eller som objekter, der hænger på væggen.

Udstillingen i KulturArkaden viser et stort udvalg af værker, som strækker sig over perioden fra 2009 til 2022.    

Simon Lindhardt (f.1982) er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi i 2008. Han har udstillet og arbejdet i Europa og USA - og ikke mindst i Berlin, hvor han har boet i mere end tolv år. Siden 2019 har han boet på Møn.

Fernisering fredag d. 2. oktober kl. 16.00

Dato: 2. oktober - 7. november
Tid: 07:00 - 23:00
Sted: Vordingborg Bibliotek
 

Tøjbyttedag

Byt, del og genopdag nyt tøj

Har du garderoben fuld af tøj, som aldrig rigtig kommer i brug? Nu får du chancen for at give dit tøj nyt liv – og samtidig gøre en forskel for både andre og klimaet. 

Kom og deltag i vores tøjbyttedag, hvor du kan glæde andre med dit overskydende tøj, finde unikke styles til din egen garderobe og samtidig mindske dit klimaaftryk ved at genanvende frem for at købe nyt.

Vi modtager tøj, overtøj og accessories – fra fine bluser til lækre jakker og smukke tørklæder. Dog tager vi ikke imod undertøj og sko. Alt tøjet skal være pænt, rent og uden lugtgener, huller eller skader, så alle kan finde noget, de virkelig vil elske at bruge. 

Tøj med firma- eller navnelogoer samt tøj af dårlig kvalitet modtager vi heller ikke.

Du behøver ikke nødvendigvis at have noget med – kom endelig forbi og find en god handel eller bare for at blive inspireret af andres skatte.

Skulle der være tøj, der ikke finder en ny ejer på dagen, sørger vi for, at det bliver doneret til lokale genbrugsbutikker, så det får mulighed for at glæde andre.

Vi glæder os til at se dig til en dag fyldt med bæredygtighed, fællesskab og gode fund!

Dato: 3. oktober 
Tid: kl. 10:00
Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek 
 

Otto er et næsehorn

Børneteater frit efter Ole Lund Kirkegaards elskede fortælling - for børn fra 6 år

”Måske kunne gulvet i det gamle hus have holdt til et gult næsehorn. Måske kunne det også have holdt til Hr. Holm, Flu Flora, Topper og Viggo. Men en vred politimester, der stamper og skælder ud, det var alligevel for meget for det gamle gulv.” 

Den dag Topper finder en magisk blyant, forandrer meget sig i det gamle hus ved havnen. Det kan være svært at være barn og tale med sure bagerkoner og travle skælde-ud-voksne, især når man har et gult næsehorn på anden sal. 

Glæd jer til denne herlige forestilling opført af André Andersen Teaterkompagni.

Husk at købe billet til både børn og voksne!

Dato: 3. oktober 
Tid: kl. 11:00 
Sted: Vordingborg Bibliotek