Ugens anmeldelse
Jette Nygaard anmelder roman af Deborah Levy, årets forfatter på ”Verdenslitteratur på Møn”
Anderledes, dybt problematisk og manipulerende er forholdet mellem mor og datter i Deborah Levy’s ”Hot Milk”.
Anderledes, fordi fortællingens hovedperson, den 25-årige datter Sofia, fuldkomment helliger sig sin selvmedlidende og egocentriske mor, Rose, og hendes mystiske sygdom i benene. Man kan sige, at Sofia er i moderens vold.
Mor og datter drager til Sydspanien, Almería, for at moderen kan komme i behandling hos den alternative dr. Gomez, hvilket i sig selv bliver en kompliceret affære.
Dybt problematisk, fordi moderen er manipulerende, og Sofia føler sig enormt ensom trods nye relationer under opholdet. Hun søger identitet, er ved at finde sin seksualitet og sit eget liv i uafhængighed, men moderen står i vejen.
Ydermere skal Sofia færdiggøre sit speciale i antropologi, og det trækker tænder ud.
Set fra helikopteren kan man sige, at både mor og datter kæmper for deres liv, hver på deres måde.
Manipulerende, fordi talemåden og sproget, bl.a. mellem mor og datter, er ret ubehagelig: ”Min datter spilder sig liv,” svarede Rose. ”Sofia er trind og doven, og hun snylter på sin mor i en temmelig fremskreden alder”. Eller: ”Hent mig noget vand, Sofia”, og det er altid det ”forkerte” vand.
Læs hele Jettes resumé og vurdering af romanen og se tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration.
Upcyclingscafé
Har du også et skab fuldt af tøj, du ikke bruger, men som du ikke nænner at smide ud? Måske er det en lille detalje, der skal ændres for, at det sidder perfekt, eller det skal gøres mere personligt med broderier, knapper eller specielle syninger.
Vi starter en Upcyclingscafé – et netværk for alle, der vil forvandle sit gamle tøj til nye favoritter. Vi syr, klipper, strikker, lapper og inspirerer hinanden. Både nybegyndere og øvede sy-entusiaster er velkomne.
Vi har i øjeblikket 2 symaskiner, en overlocker, en broderimaskine, masser af sy grej og bordplads. Ekstra tekstiler, lynlåse, knapper mv. skal du selv sørge for at medbringe.
Netværket starter med, at vi syr egne projekter, men kan med tiden åbnes op for at hjælpe andre.
Vi mødes fast den 2. mandag i måneden kl. 13-16 og den 4. fredag i måneden kl. 10-13. Vi sørger for kaffe på kanden og masser af dele-idéer.
Dato: mandag d. 14. september
Tid: kl. 13:00 - 16:00
Sted: Kulturarkaden, 1. sal Innovationsrummet
Lav skilte eller tryk på tøj med folieskærer & sublimationsprinter
Har du lyst til at lave dine egne skilte eller trykke tekst og motiver på tøj? Deltag i denne workshop for voksne og lær at bruge bibliotekets folieskærer og sublimationsprinter.
Vi arbejder i det gratis program Inkscape. Sublimationsprinteren kan trykke alle slags motiver på tøj og porcelæn, der er beregnet til formålet, og du kan købe T-shirts og krus på stedet, hvis du vil prøve det af med det samme.
Workshoppen ledes af Tonni og Lene, og alle er velkomne uanset erfaring. Kom og få en hyggelig og kreativ aften i Makerspace Vordingborg.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Vi forbeholder os retten til at aflyse, hvis der er færre end 4 deltagere. Ved spørgsmål kan du kontakte Henning Schmidt på hensc@vordingborg.dk
Dato: tirsdag den 15. september
Tid: kl. 19:00 - 21:00
Sted: Vordingborg Bibliotek
Billetter: Hent billet
Repair Café Præstø
Kig forbi Repair Café, hvis du har noget, der skal fixes. Uanset om det skal syes, hamres eller lappes, står vores dygtige, frivillige 'fixere' klar til at kigge på det sammen med dig.
Det er ganske gratis at få repareret sine ting eller sit tøj, da caféen drives af frivillige.
Hvis du på forhånd ved, at der skal bruges specifikke reservedele for at få dine ting til at virke igen, skal du selv huske at købe og medbringe dem.
Repair Café Præstø holder normalt åbent den 1. lørdag i måneden kl. 10-12 og den 3. torsdag i måneden kl. 17-19.
Dato: torsdag d. 17. september
Tid: kl. 17:00 - 19:00
Sted: Støberihallerne, Præstø Bibliotek
Billetter: Mød bare op
Meditation på biblioteket
Kom til gratis meditation og skab et roligt rum, hvor tankerne kan falde til ro, og hvor nærværet i nuet får plads. Opmærksomheden samler sig om kroppen, åndedrættet og de stille lyde i rummet, hvilket giver en følelse af ro, velvære og indre balance.
Meditation kan blandt andet hjælpe med at mindske stress, styrke immunforsvaret samt skabe mental og fysisk ro.
Forløbet er for voksne – både for dig, der aldrig har prøvet det før, og dig, der allerede har en fast praksis. Meditationerne ledes af Kenneth Plon, som har mere end 40 års erfaring som meditationslærer.
Det kører hver torsdag kl. 17.00–17.45 i perioden fra 10. september til 22. oktober (undtagen torsdag d. 1. oktober). Der kræves ingen tilmelding, og du kan deltage de gange, det passer dig.
Dato: torsdag den 17. september
Tid: kl. 17:00 - 17:45
Sted: Møn Bibliotek
Billetter: Gratis adgang uden tilmelding
Tove Ditlevsens veje
Som digter er Tove Ditlevsen en af de største sprogkomponister i dansk lyrikhistorie, og som prosaist var hun en eminent skildrer af stemningsskift mellem mennesker.
Til dette foredrag fortæller Lilian Munk Rösing om de konkrete veje og gader i Ditlevsens liv og forfatterskab, og om de veje, hun tog for at forfølge sin dybeste passion: at skrive.
Forelæsningen bygger på Munk Rösings bog Tove Ditlevsens veje (Gyldendal, 2025), som er et personligt portræt og en skildring af, hvad Ditlevsen kunne som litterær kunstner.
Arrangementet koster 120 kr. og afholdes i samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet.
Dato: mandag den 21. september
Tid: kl. 17:00 - 19:00
Sted: Støberihallerne, Præstø Bibliotek
Billetter: Køb billet