I uge 38 var der Hygiejneuge over hele landet. I Vordingborg Kommune stod den på både UV-lys, tandbørster og masser af nysgerrighed, da Sundhedsplejen og Tandplejen besøgte skoler og dagtilbud flere steder i kommunen.
Glitterbug afslørede bakterier på hænderne
På Præstø Skole og Kulsbjerg Skoles afdelinger i både Stensved og Nyråd havde Sundhedsplejen taget såkaldt GlitterBug med til børnene. Det gjorde, at eleverne under UV-lyset kunne se, hvordan de lysende spor – som viser bakterier og dermed potentiel smitte – bevægede sig fra hænder til borde, håndtag og andre overflader.
Mange af børnene blev overraskede over, hvor let sporene kunne sprede sig fra overflade til overflade og videre til andre hænder samt hvor grundigt man skal vaske hænderne med sæbe så der ikke er spor tilbage. Det gav anledning til gode samtaler om håndvask, smittespredning og de situationer, hvor det er særligt vigtigt at vaske hænder grundigt.

