Skolevejsundersøgelsen i 2025 viste, at mange børn, der bor under 1 km fra skolen, bliver kørt i skole. Herunder næsten hvert fjerde barn i niende klasse.
Når bilen bliver standardvalget på ture, som barnet selv kunne klare på cykel, går barnet glip af både daglig bevægelse og vigtig erfaring med at færdes i trafikken. Og samtidig har morgenturen på cykel også god indflydelse på de første timer i skolen:
”Skolerne slår i de kommende uger et slag for at vælge cyklen, når det er muligt. Som velmenende forælder tænker man ikke nødvendigvis over, at man gør sit barn en bjørnetjeneste, når man kører sit barn i skole, hvis det har mulighed for at cykle. Blandt andet fordi cykelturen er en sund start på dagen og generelt en ret nem måde at få mere bevægelse ind i hverdagen på,” fortæller Søren Hansen, formand for Udvalget for Social, Ældre og Sundhed.
”Samtidig peger undersøgelser på, at børn, der har været fysisk aktive inden skoledagens start, i nogle sammenhænge kan være mere koncentrerede og læringsparate i de første timer af skoledagen. Det vil vi også meget gerne understøtte,” fortæller Glenn Hansen, formand for Udvalget for Børn, Familie og Undervisning.
Hele skolevejen er ikke et krav
Vordingborg Kommune dækker et stort geografisk område, og ikke alle børn har en skolevej, der er oplagt at cykle hele vejen. Derfor tæller al cykling med i kampagneperioden: Hele eller dele af skolevejen, ture i fritiden og weekenden samt cykling i skole- og SFO-tiden.
Forældre kan hjælpe ved at finde en tryg rute, tjekke cykel og hjelm og tage de første ture sammen med barnet. Målet er ikke, at alle skal cykle lige langt, men at flere børn får gode erfaringer og gradvist bliver mere selvhjulpne og vælger cyklen oftere. Og det er netop det, Alle børn cykler sætter fokus på.
To uger, der skal sætte sig som en vane
Under Alle Børn Cykler registrerer klasserne deres cykeldage. Hjelm og cykeltjek giver ekstra point, og konkurrence og præmier gør det sjovt for eleverne at komme i gang. Men ambitionen rækker længere end de 14 kampagnedage. Når børn oplever, at de selv kan komme til skole, en ven eller en fritidsaktivitet, kan cyklen blive et naturligt valg i hverdagen. Samtidig vil færre biler omkring skolerne bidrage til en mere tryg skolevej og overskuelig aflevering for alle.
”For nogle børn er det naturligt at cykle til og fra skole, mens det for andre giver bedst mening at bruge cyklen i fritiden eller som en del af skolevejen. Uanset hvornår man bruger cyklen, gør hver tur en forskel, og de kommende uger er en ekstra god mulighed for at cykle sammen med kammerater og styrke fællesskabet,” slutter udvalgsformændene samstemmende.
FAKTA OM ALLE BØRN CYKLER
- Kampagnen løber fra 7.-20. september 2026 og er gratis for klasserne.
- Flere end 1.000 børn i Vordingborg Kommune deltager i kampagnen
- Alle cykelture tæller; cykelhjelm og cykeltjek giver ekstra point.
- Næsten 100.000 elever deltager årligt, og 3 ud af 4 lærere oplever, at eleverne cykler mere end normalt under kampagnen (kilde: Cyklistforbundet).
Læs mere: alleboerncykler.dk