Nyt fra biblioteket uge 44

Publiceret 29-10-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Præstø Bibliotek i Støberihallerne

Ugens anmeldelse

Anmeldelse af Nina Minhs ”Spis, spis, spis - phở og andre vietnamesiske klassikere”.

Bibliotekar Mette Storm har ladet sig inspirere af en lækker kogebog:

Har du det ligesom mig; Slæber kogebøger hjem fra biblioteket, med opskrifter flankeret af skønne billeder – med lokkende, eksotiske og lækre ingredienser?

Bugner hylderne derhjemme med kogebøger (købt med et lille håb om at få dem brugt)?

Er du glad for mad, der bugner af farver og smagseksplosioner?

Så er denne kogebog et godt bud til dig!

Her er et godt udvalg af typiske vietnamesiske retter, autentiske, men stadig lavet med ingredienser, der i nogle tilfælde, skal skaffes i specialbutikker. 

Tjek de overskuelige og godt forklarede opskrifter ud; lav den traditionelle nudelsuppe Pho, forårsruller af dej eller med rispapir. Forsøg dig med de mange forskellige retter med nudler eller ris – de marinerede æg, eller syltede gulerødder eller kinaradise. Prøv en vietnamesisk udgave af creme brulé eller banankage.

Læs Mettes anmeldelse og se tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration.

 

Hunden Ib - fortællekoncert

Kom til fortællekoncert med den lille nysgerrige og fantasifulde hund Ib

Mange børn kender den elskelige Hunden Ib fra de populære billedbøger og TV. 

Nu får både børn og forældre en enestående mulighed for at opleve Hunden Ibs finurlige univers live.

Det er Peter Nordahl, forfatteren og stemmen bag Ib, der sammen med sin faste musiker bringer fortællingerne til live i en sanselig og autentisk forestilling. Med sig har de en kæmpebog fyldt med illustrationer, som danner en visuel rød tråd gennem fortællingerne. Mellem historierne fylder Peter Nordahl rummet med de velkendte sange fra TV – spillet og sunget live.

Fortællekoncerten henvender sig til børn i alderen 3–6 år, og både børn og voksne skal have billet.  

Dato: 31. oktober 

Tid: 10:00 

Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek 

Køb billet

 

Art-Jaco & Colours by Bruun 

Tina Jacobsen fra Galleri Jaco-Art har malet i mange år. Hun arbejder i et spændingsfelt mellem det abstrakte og det figurative. 

Malerierne opstår intuitivt gennem lag af farver, linjer, former, hvor menneskelige figurer langsomt træder frem. Det er vigtigt, at der bliver skabt en stemning i maleriet. Det er malerier fyldt med energi.

Tina Jacobsens malearbejde er en fin kontrast til hendes hektiske hverdag, hvor hun slapper af med det kreative. Find hendes galleri på facebooksiden Galleri Jaco-Art. 

Käte Bruun Jacobsen arbejder primært abstrakt og farverigt – gerne intuitivt og ekspressivt. Ofte med naturen som inspiration. Det er det abstrakte og lidt finurlige, der tiltaler hende mest. Malerier, der er åbne for fortolkning. Malerier beskueren selv kan gå på opdagelse i. Efter stemninger, associationer, indtryk og udtryk. 

Kätes kreative og eksperimenterende tilgang indebærer, at der er stor variation i farvevalg, stilarter og teknikker i hendes værker. Hun deltager jævnligt i forskellige malekurser og udstiller regelmæssigt. 

Det er afgørende for Käte Bruun Jacobsen at holde fast i optimismen og det glædesfyldte i livet. Også når det er svært. Det vil hun gerne være med til at formidle og dele gennem sine farverige og glædesfyldte værker.

Dato: 1. - 30. november 2026

Tid: 07:00 – 23.00

Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek 

 

Reformationen – den danske kulturrevolution

I 1536 ændrede Reformationen Danmark totalt. Tro, ritualer og fællesskab forsvandt, og lutherdommen blev tvungen lov. Men hvordan skete denne enorme omvæltning af det danske samfund, og præger Reformationens arv os stadig den dag i dag?

Alle danskeres verden blev med ét slag forandret i 1536. De sociale, økonomiske og magtmæssige omvæltninger var enorme, og det enkelte menneske måtte se størstedelen af det, der havde udgjort det sikre fundament for deres liv – tro, ritualer, moral, fællesskab – forsvinde. Processioner, helgendage, valfarter og lys for de døde blev nu kaldt ”munkevildfarelse”, ”gøgl og udplyndring” og ”en fuldstændig vanvittig lære”, som blev forbudt ved lov. 

Nu skulle alle følge lutherdommen, lære Luthers katekismus udenad og i øvrigt adlyde enhver myndighed uden at stille spørgsmål. 

Hvordan kom det til denne gennemgribende forandring af det danske samfund og hvordan har det siden påvirket os? 

Kan vi endnu i dag se Reformationens påvirkning?

Tove Niclasen, lektor, cand. mag. i tysk, latin og oldtidskundskab

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet.

Dato: 2. november 2026

Tid: 19:00 

Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek 

Køb billet

 

Workshop i Raspberry/Pi

Har du lyst til at dykke ned i Raspberry Pi-universet?
Så kom med til en hyggelig og spændende workshop med Steen!

Uanset om du er nysgerrig på Raspberry Pi eller allerede har snuset lidt til det, er der mulighed for at lære mere, eksperimentere og få fingrene i teknologien.

Læs mere om Raspberry Pi her:  https://www.raspberrypi.org/

Det er helt gratis – men kræver billet, som kan hentes her på siden. 

Vil du vide mere?
Kontakt Henning Schmidt på mail: hensc@vordingborg.dk

Dato: 3. november 2026

Tid: 19:00 

Sted: Vordingborg Bibliotek

Hent billetter

 

”Hvert sekund tæller” - Anders J. Andersen om sin barndom og om velfærdsstaten.

Bogen, Hvert sekund tæller, er Anders J. Andersens ualmindeligt ærlige og levende beretning om tiden efter den ulykke, han kom ud for som syvårig. 

Fortællingen veksler mellem barndomserindringer og perspektiverende refleksioner over velfærdsstaten. På den måde lykkes bogen med at løfte den personlige oplevelse og gøre den alment interessant. Med en blanding af humor og alvor beskriver Anders J Andersen de fem år, hvor han boede på hospitaler og genoptræningssteder langt fra hjemmet.

Anders J. Andersen, f. 1962, er født og opvokset på en gård på Møn. Han er jurist og har været sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen og senere handicaprådgiver for Folketingets Ombudsmand. Siden slutningen af 1980’erne har Anders J. Andersen været aktiv i handicappolitik. 

Han har beklædt et utal af tillidsposter inden for handicaporganisationerne både lokalt, nationalt og internationalt. 

I dag er han, som medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune, lokalpolitisk en markant stemme. Hvert sekund tæller er hans første bog.

Dato: 3. november 2026

Tid: 19:00 

Sted: Vordingborg Bibliotek

Hent billetter  

 

Skumringstimen

Vi fejrer Nordisk Litteraturuge i uge 46, hvor Marianne Christensen læser op af en udvalgt tekst til stearinlysenes skær

Traditionen tro samles vi til skumringstimen den anden mandag i november måned. I hele uge 46 vil der være et væld af arrangementer i hele Norden for både børn og voksne - en årtier gammel tradition.

Igen i år har biblioteket lavet et samarbejde med den lokale forfatter og fortæller Marianne Christensen, der læser op samt Per Østergaard, der sidder ved klaveret. Vi lover, det bliver en hyggelig aften - både med fællessang, kaffe og lidt kage.

Årets højtlæsningsbog til Skumringstimen er den svenske roman De vil drukne i deres mødres tårer (2018) af Johannes Anyuru. 

De vil drukne i deres mødres tårer er en fremtidsroman, som beskriver, hvordan et demokratisk samfund som Sverige kan blive, hvis man ikke værner om sine demokratiske værdier. 

Under et foredrag med en kontroversiel karikaturtegner, bliver en boghandel udsat for en terroraktion. Denne hændelse bliver filmet og streamet. Pigen, som filmede terroraktionen, bliver senere indlagt på retpsykiatrisk klinik. Her tager hun kontakt til en forfatter, som hun vil dele historien med. 

Hun fortæller, at hun kommer fra et fremtidigt og splittet Sverige. Hendes historie får forfatteren til at reflektere over sit eget liv, tilhørsforhold og det samfund, vi lever i. Romanen skildrer konsekvenserne af mistillid og udgrænsning, samtidig med, at den tematiserer håb, frihed og sprogets magt.

Gratis deltagelse med billet. Biblioteket byder på kaffe og kage.

Dato: 9. november 2026

Tid: 19:00 

Sted: Vordingborg Bibliotek

Hent billetter