Nyt fra biblioteket uge 41

Publiceret 07-10-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

”Husanmelder” Jette Nygaard anmelder ”Adam i Paradis”

”Vi fødes alle som originaler, og lever vi længe nok, dør vi som kopier. Medmindre noget sker ..” skriver Rakel Haslund-Gjerrild i sin bog ”Adam i Paradis”, en historisk roman og samtidig en hyldest til kunstner Kristian Zahrtmann, hvis liv ikke var ukompliceret!

Zahrtmann blev som os alle født som en original, hvilket han egentlig vedblev at være livet igennem. Han blev født ind i en tid (1900-tallet), hvor tavshed nærmest var en dyd, hvor religion spillede en stor rolle, og hvor moralen var høj. Især homoseksualitet var tabu og kriminelt. Hvis man var ”uterlig”, kastedes man i arresten. Det satte selvsagt tavshedskulturen på fuld blus: mange forhold skete i det skjulte.

Bogen er bygget op omkring Zahrtmanns billeder. Hvert kapitel har titlen på et af hans malerier, fx ”Adam i Paradis” (1914), og ”Sokrates og Albikiades” (1911). Desuden afsluttes hvert kapitel med autentiske avisnotitser eller artikel, et brev, en forhørsrapport, der hver især beskriver, hvordan samfundet behandlede og så på homoseksualitet i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Den Store Sædelighedsfejde fandt sted i Danmark. Den danske forfatter Herman Bang var en af de utroligt udskældte.

Kristian Zahrtmann er 70 år, føler sig gammel og grim, bor sammen med husholdersken fru Hessellund og hendes søn. I huset kommer gennem tiden mange unge talentfulde kunstnere for at lære. Der kommer mange mandlige nøgenmodeller, og der udspinder sig historier, hvor der underliggende antydes en vis feminisme og forfængelighed hos Zahrtmann, ren lidenskab om man vil. Det samme gælder for Zahrtmanns udlandsrejser til fx Lucca, Italien.

Læs Jettes anmeldelse og se tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration. 

 

Byttemarked -genbrug med omtanke

Tøm skabe og skuffer for legetøj, sko, tøj, lamper og bøger – ting, du alligevel ikke bruger – og kom til byttemarked på Vordingborg Bibliotek.

Trænger du til at få ryddet ud i klædeskabet? Måske i stuen eller i køkkenet? Og vil du give dit gamle tøj og ting nyt liv til glæde for andre og miljøet? 

Byttemarkedet er en gratis og miljøvenlig begivenhed, hvor man kan bytte ”gammelt” til ”nyt”. Har du lyst til at deltage i ”bytteriet”, skal du blot medbringe det, du vil give væk, og sætte det på bordene. 

Dernæst kan du selv gå på opdagelse og tage ting med hjem, som andre ikke længere har brug for. Eventuelt ”overskud” vil gå til humanitært formål. 

Tingene, der byttes, skal kun være i størrelse, så man selv kan bære det med to hænder.

Der er gratis adgang og vi sørger naturligvis for, at du kan nyde en dejlig kop kaffe undervejs. Vi glæder os til at se dig!

Byttemarkedet er drevet af frivillige i samarbejde med Vordingborg Bibliotek. Der kan altid bruges ekstra hænder til at byde velkommen, holde orden og rydde op på selve dagen. 

Skriv en mail til Susanne på suni@vordingborg.dk, hvis du er interesseret i at hjælpe.

Dato: 10. oktober 

Tid: kl. 10:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

 

Upcyclingscafé

Har du også et skab fuldt af tøj, du ikke bruger, men som du ikke nænner at smide ud? Den lille detalje, der skal ændres for at det sidder perfekt på dig. Det kan være det skal være mere personligt med broderier, knapper eller specielle syninger?

Vi har startet en Upcyclingscafé – et netværk for alle, der vil forvandle sit gammelt tøj til nye favoritter.

Hvad: Vi syr, klipper, strikker, lapper og inspirerer hinanden.
Hvem: Både nybegyndere og øvede sy-entusiaster er velkomne.
Hvorfor: For at mindske tøjspild og skabe et hyggeligt, kreativt frirum – med en masse vidensdeling og fællesskab.

Tag dine glemte tekstiler og dit gode humør under armen. Vi sørger for kaffe på kanden og masser af dele-idéer. Vi har pt. 2 symaskiner, en overlocker, en broderimaskine, masser af sy grej og bordplads. Ekstra tekstiler, lynlåse knapper mv. skal man selv sørge for at have med. Netværket starter med kun at sy egne projekter, men kan med tiden åbnes op for at hjælpe andre.

Vi mødes 2. mandag i måneden 13-16 og 4. fredag i måneden 10-13.

Kom og vær med til at skabe et grønnere og sjovere tøjfællesskab! 

Dato: 12. oktober

Tid: kl. 13:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

 

Find fantastiske læseoplevelser til de mørke efterårsdage på biblioteket!

I ugerne 42-43-44 holder Vordingborg Bibliotekerne efterårsudsalg af kasserede materialer.

Det sker på Vordingborg-, Præstø- og Møn Bibliotek.

Fra mandag den 12. oktober kl. 12 starter salget, hvor man kan være heldig at gøre et kup.

Kig forbi og find efterårets gode læseoplevelser før din nabo! Bogsalget er selvbetjent og der betales via MobilePay. 

I den betjente åbningstid er det også muligt at betale med kontant og kort på biblioteket.

Husk din egen pose, at bære bøgerne hjem i.

Dato: 12. oktober - 1. november

Tid: kl. 12:00 - 23:00

Sted: Vordingborg Bibliotek 

 

Leg, bevægelse og fællesspisning i Vordingborg

Kom og bevæg dig sammen med dit barn. 

Vi slutter af med hyggelig fællesspisning

Kom til et par hyggelige timer med dit barn (3-8 år) til højtlæsning, bevægelse og fællesspisning.

Vi skal bevæge os til musik - og høre en hyggelig historie. Bagefter spiser vi sammen (der er også vegetariske retter).

 

Dato: 14. oktober 

Tid: kl. 16:30 - 18:30

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet 

 

Halloween tegneworkshop

Vær kreativ sammen med tegneren Tormod Tegner - for børn fra 5-12 år

Kom til en sjov tegneworkshop, hvor Tormod lærer børnene, hvordan man tegner spændende og uhyggelige motiver til Halloween.

Tormod Tegner viser også egne tegninger frem og fortæller inspirerende historier undervejs - historier som skal illustreres. Der tages udgangspunkt i børnenes niveau og der arbejdes med skabeloner og tegnevejledninger!

Dato: 15. oktober

Tid: kl. 13:00 & kl. 14.00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet

 

Erkan Özden: Min historie

Erkan Özden tager udgangspunkt i sin bog ”Små mænd med store hænder - barn af en gæstearbejder”. En dybt personlig slægtsfortælling om vandringen fra et lille lokalsamfund i det landlige Tyrkiet til industriarbejdspladsen B&W i København.

Det var en vandring til et nyt land langt mod nord, en vandring fra land til by og så var det en klassevandring fra minimal eller ingen skolegang til europæisk akademikerstand, på én generation. I det store perspektiv var det intet mindre end en stille revolution inde bag de fire vægge i rækkehuset i Taastrup.  

Men det er også en fortælling om monumentale omvæltninger, smerte og afsavn. For den første generation, der blev født i Danmark, var dobbeltheden og den indre splittelse en tro følgesvend. Alt det sætter Erkan ord på i sin danmarkshistorie.  

Erkan Özden er journalist, moderator, foredragsholder og forfatter. Han har siden 2014 været nyhedsvært på TV Avisen i DR, tidligere USA-korrespondent med base i Washington og rejsende reporter i katastrofe- og konfliktzoner. Erkan Özden har dækket nogle af de største begivenheder i nyere tid, blandt andet tsunamien i Sydøstasien og de voldsomme jordskælv i Pakistan og senest i Tyrkiet i foråret 2023. 

Han har også været vært på udenrigsmagasinet DR2 Udland og Krigens Døgn. Derudover har Erkan Özden i 10 år stået i spidsen for et af kerneområderne i børne- og ungdomssatsningen på DR. Erkan Özden er uddannet cand.comm. i journalistik og dansk fra Roskilde Universitet.

Dato: 20. oktober

Tid: 19:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet

 

Lær at bruge en broderimaskine

Kom og lær hvordan du kan pynte dit tøj med flotte broderier

MakerSpace på Vordingborg Bibliotek har fået en broderimaskine - Brother Innov-is 880E - som byder på rigtig mange muligheder til at brodere navne eller mønster for at pynte sit tøj. Men, mange muligheder kan også virke overvældende.

Derfor starter vi meget enkelt med at kigge på, hvad maskinen kan og hvordan man betjener den. Vi kigger på, hvordan man tråder maskinen, hvordan man spænder stof op i rammen og hvordan man vælger motiver samt tilpasser dem.

Efter en intro får du selv mulighed for at prøve maskinen af. Max 6 deltagere, da der kan opstå lidt ventetid, inden det bliver din tur.
Det ville være bedst, hvis du kan bruge en almindelige symaskine.

Gratis adgang, men husk at hente en billet. 

Dato: 20. oktober 

Tid: kl. 19:00 

Sted: Vordingborg Bibliotek

Hent billetter

 

Selvhjælpsbøger fordærver; filosofi healer

En filosofisk kritik af selvhjælpslitteraturen og et bud på et livsfilosofisk alternativ.

Hvis der er én ting, vi alle sammen ved, er det, at vi fortjener at have det godt. Internettet og boghandlerne bugner med gode råd til, hvordan man får et bedre liv: Lige fra de konventionelle råd om at tabe sig, træne og blive rig, til de mere alternative, der lover sjælefred gennem langvarige gåture eller et bedre sexliv gennem særlige øvelser. 

Fælles for disse råd er, at de ikke virker. Eller rettere sagt, at de aldrig fortæller hele historien. De fleste bøger bygger enten på mangelfuld research eller personlige erfaringer, og stikker ikke dybere end den overfladekultur, som de skrives ind i. 

Hvis vi vil læse noget, der rent faktisk åbner nye livsmuligheder, må vi derfor ty til dybere traditioner — f.eks. filosofien. 

Over fire aftener skal vi i dette kursus se på nogle af de mest populære selvhjælpsfilosofier. Vi skal finde ud af, hvilket verdenssyn de baserer sig på, finde deres begrænsninger (som også er vores tids populære tænknings begrænsninger), og så hive nogle alternativer frem af den filosofiske tradition. 

Onsdag den 21. oktober 2026
Onsdag den 28. oktober 2026
Onsdag den 4. november 2026
Onsdag den 11. november 2026

Alle dage kl. 19.00.

Som kursusgænger vil I derfor både få blik for den populære selvhjælpslitteraturs mangler, såvel som adgang til en dybere, mere righoldig livsfilosofisk tradition. 

Kurset afholdes af Emil Skovlykke Carlsen, der er cand.mag. i filosofi, og som til dagligt arbejder som gymnasielærer og foredragsholder.

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet. 

Dato: 21. oktober 

Tid: 19:00 

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet

 

Røde Port

Forfatterforedrag med Nanna Holm – en stærk debutroman om venskab, længsel og barndommens genfærd.

"Som tiden er nu, mangler vi måske drømmerne"

Nanna Holm besøger Præstø Bibliotek, hvor hun kommer og fortæller om sin anmelderroste debutroman ”Røde Port”. Om at debutere som forfatter i slutningen af 40'erne, om magien der opstår, når romankarakterer får deres eget liv og om, hvad vi kan lære af den kollektive måde at leve på i dag – på godt og ondt. 

Romanen udspiller sig en sommer i 1980’erne i et fritidskollektiv på Langeland. Kollektivets voksne drømmer stort og fester sent, mens børneflokken driver rundt i døsige dage og utrygge nætter. Flere årtier senere, må tre af barndomsvennerne fra dengang atter rykke sammen, og være hinandens bolværk mod det frie fald. Hør Nanna Holm fortælle om tilblivelsen af romanen, og om vejen til at debutere som forfatter.

Nanna siger "Jeg er selv vokset op i et miljø, der på mange måder minder om Røde Port, så jeg kender de børn, der krydsede den tid og det miljø."  Røde Port er en roman om børn, der bliver tidligt voksne, og voksne, der ikke kan slippe fri af barndommen.

Dato: 22. oktober 

Tid: kl. 19:00

Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek 

Køb billet