Nyt fra biblioteket uge 46

Publiceret 13-11-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Bibliotekar Stine Grabas anmelder spændende krimiserie

Er du til krimier?

Så skal du måske kaste dig over de hæsblæsende krimier med makkerparret Sommer og Ness.

Tom Schrøder sidder inde for mord, men grundet god opførsel får han ledsaget udgang. Tom dræber betjenten og flygter. Men hvad får ham til at flygte nu, når han ser frem mod en snarlig løsladelse? 

Efterforskerne Ulf Sommer og Agnete Ness fra Kripos er på bar bund. Ulf kender Tom fra ungdomsårene og kan ikke gennemskue intentionerne.

Kort tid efter kommer der en melding om, at Toms 7-årige datter er forsvundet fra sit ophold hos Toms advokat, hvor datteren var blevet anbragt i pleje. Advokaten mistede i selvsamme område sin 4-årige datter, der for mange år siden blev voldtaget og dræbt. Jagten på Tom er håbløs. Han kan være hvor som helst, og mon det er for sent at finde datteren i live? 

Læs hele Stines anmeldelse og se tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration.

Censureret udstilling - Udstilling med 17 forskellige kunstnere

I oktober måned blev 200 værker indleveret med en efterfølgende bedømmelse. 17 kunstnere blev udvalgt med i alt 32 værker, som kan opleves i udstillingsperioden. Der er både grafik, skulpturer, tekstil og malerier. 

3 kunstnere bliver præmieret for deres kunst.

Fernisering fredag d. 13. november kl. 16.

Dato: 13. november - 18. december

Tid: kl. 07:00 - 23:00

Sted: Vordingborg Bibliotek. 

Mikkelines rævestreger

Mød den listige Mikkeline. Børneteater for børn fra 6 år.

Glæd dig til at Knudsen og Nørby gæster Vordingborg Bibliotek med denne herlige børneforestilling fyldt med musik, tegninger og sjov og ballade. 

Niels og Morten tegner, fortæller, spiller og synger - og publikum kommer helt tæt på historien og hjælper endda Mikkeline, når det bliver svært for hende at slippe afsted med sine rævestreger.

Fortællingen bygger på den gamle “Ræffue bog” (Rævebogen), som udkom første gang helt tilbage i 1555. 

Dengang var historien skrevet som satire for voksne, men børnene tog hurtigt ræven til sig. Og selv i dag fascinerer Mikkelines elegante snilde og vilde påfund både børn og voksne.

Arrangementet er for alle, der elsker historier, musik og levende fortællinger med humor og fantasi.

Husk at købe billetter til både børn og voksne.

Dato: 14. november

Tid: 11:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet

Natur og imagination hos den danske forfatter Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan opfattes traditionelt som realist og naturalist, tilhænger af det moderne gennembrud. 

Grundig læsning i forfatterskabet viser også et andet billede: en dyb og inderlig naturforbindelse og en nytolkning af det religiøse. 

Foredraget vil præsentere denne linje i forfatterskabet og pege på inspirationskilder, hvor Pontoppidan taler direkte ind i et nyt og anderledes natursyn.

V. Aksel Haaning mag.art, Ph.D og forfatter

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet. 

Dato: 16. november

Tid: 19:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet

Læs bogen - se filmen

Læs "Ilden" af Sigriður Hagalín Björnsdóttir og se filmen "Flammende begær" i biografen.

Næste bog i rækken er "Ilden" af Sigriður Hagalín Björnsdóttir.

Vulkanen på halvøen Reykjanes begynder at røre på sig, og geologen Anna skal overbevise politikerne om, at de står overfor en potentiel katastrofe. Samtidig rører det på sig i hendes privatliv, hvor hun skal gentænke sit perfekte ægteskab. Medrivende fortælling om vulkaner og kærlighed.

Filmen er instrueret af Ugla Hauksdóttir og har Vigdís Hrefna Pálsdóttir og Pilou Asbæk i hovedrollerne. Deltag i bogsnakken i biografsalen kl. 9.15, hvor bogen bliver vendt og alle kommer til orde. Snakken faciliteres af en bibliotekar. Filmen vises kl. 10. Billet købes i Bio Bernhard. 

Lån bogen på biblioteket - se filmen i biografen.

Dato: 18. november

Tid: kl. 09:15

Sted: Bio Bernhard, Præstø

AI med måde – mellem begejstring og bekymring

Bliv klogere på kunstig intelligens

Kunstig intelligens er allerede en del af hverdagen. Den skriver kode, accelererer forskning og skubber til vores kreativitet på måder, vi knap kunne forestille os for få år siden. 

Men bag de imponerende resultater gemmer sig en bagside: AI bruges til cyberangreb og misinformation, den bygges ind i våbensystemer, den forstærker de skævheder, den er trænet på – og selve træningen hviler på underbetalte mennesker i det globale syd og på datacentre, der sluger enorme mængder strøm og vand. 

Oplægget tegner et nuanceret billede og forsøger at balancere teknologibegejstring og dommedagsstemning. Konklusionen er dobbelt: Hold dig opdateret, så du forstår den verden, AI er i gang med at forandre. Og brug AI med måde – så du hver gang afvejer, om nytten står mål med ressourceforbruget.

Foredraget er gratis, men kræver billet. 

Dato: 18. november

Tid: kl. 19:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Hent billetter

Hemmelighederne i de tyske bunkere på Vestkysten

Lyt med når museumsinspektør Chrestina Dahl live streames og taler om håndteringen af Atlantvoldens bunkere fra 1945 til i dag. Deltag efterfølgende i en samtale med de andre deltagere.

Efter Danmarks befrielse i maj 1945, kunne en hverdag i fredstid påbegyndes efter fem års besættelse. Der gik dog herefter en rum tid med at bringe bybilledet og hverdagen tilbage til normalen. Det gjaldt i særlig grad langs den jyske vestkyst, hvor der under besættelsen blev bygget store tyske anlæg som forsvar mod et angreb fra vest. 

Anlæggene var en del af forsvarslinjen Atlantvolden, der strakte sig fra den spansk/franske grænse i syd til Nordkap i nord. 

Men hvorfor var Atlantvoldens bunkere så svær en størrelse at håndtere i tiden efter befrielsen? Og hvordan udviklede danskernes forhold til de bastante betonkonstruktioner sig sidenhen? 

Det er nogle af de emner som dagens foredrag v/ museumsinspektør og ph.d. Chrestina Dahl fra Vendsyssel Historiske Museum vil tage udgangspunkt i med eksempler fra Nordjylland. 

Eftermiddagen starter med 25 minutters oplæg med Chrestina Dahl, der live streames og sin viden om de tyske bunkere. 
Efterfølgende taler vi sammen om emnet over en kop kaffe og et stykke kage.  
 
Book en gratis billet, hvis du er nysgerrig på dagens emne.

Dato: 19. november 

Tid: kl. 16:30

Sted: Støberihallerne - Præstø Bibliotek

Hent billetter

Bogbyttedag på Vordingborg Bibliotek

Bogbyttedag er den bæredygtige måde at få nye bøger, da det handler om genbrug og byttehandler. 

Du kan kvit og frit tage en eller flere bøger med hjem samtidig med, at du afleverer dem, du har læst. 

Har du ikke noget, du kan aflevere, er du alligevel velkommen til at tage noget læsestof med hjem. Der plejer at være et pænt stort udvalg.

Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du også andre litteraturglade mennesker.

Som altid vil der være kaffe på kanden. Vel mødt!

Fredag 20. november kl. 11-16 + lørdag 21. november kl. 10-13.

Dato: fredag d. 20. november 2026 & lørdag d. 21. november

Tid: kl. 11:00 - 16:00 & kl. 10.00 – 13.00

Sted: Vordingborg Bibliotek