Nyt fra biblioteket uge 45

Publiceret 06-11-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Støberihallerne i Præstø

Ugens anmeldelse

Bibliotekar Jette Mehlsen anmelder Rødovre blues af Jonas T. Bengtsson

Jeg er vild med velskrevne socialrealistiske romaner og jeg elsker et godt grin!

Har du det på samme måde, så kan jeg kun anbefale, at du læser ”Rødovre blues”.

Romanen foregår på Københavns vestegn hvor bogens fire hovedpersoner bor og færdes.

Margrethe er en udbrændt og frustreret hjemmehjælper, der ”ikke finder sig i pis”. Hun behandler de borgere, som hun besøger med respekt og værdighed. Hun er ligeglad med arbejdsmiljøloven og har aldrig en sygedag. Dagens højdepunkt er, når hun kommer hjem fra arbejder og tænder en smøg og åbner en øl.
Margrethe har ikke set sin eneste datter i otte år, ikke siden datteren stak af med Margrethes fladskærms-tv for at finansiere sit misbrug. Nu har datteren fået en fængselsstraf og Margrethe får overdraget sit seksårige barnebarn, som hun ikke anede eksisterede.

Erik har overtaget sin serbiske svigerfars hvidvaskforretning. Erik er vestegnens svar på Godfather, og blandt Rødovres kriminelle er han kendt som Store Erik. Eriks liv ligger i ruiner efter hans kone begik selvmord to år tidligere, og han er ved at miste kontakten til sin højt elskede teenagedatter. Erik er godt på vej til et nervesammenbrud, og det får ham til at træffe nogle uheldige beslutninger, som sætter spørgsmålstegn ved han evner som øverst i familiehierarkiet.

Goran er Eriks svoger og den søn, der burde have overtaget ledelsen af det serbiske familiefirma. Goran er Erik underordnede, og ham der ”jonglerer regnskabet” og forsøger at redde trådene ud, når Erik dummer sig. Goran driver en spillehal, som mest er et skalkeskjul for familiens hvidvaskforretning.

Luka er Eriks nevø og familiens kloge hoved. Luka dropper ud af sit studie for at gå ind i det kriminelle familiefirma. Lukas første opgave er at afpresse en hjemmehjælper for den narkogæld, som hendes datter skylder. Det bliver ikke nogen nem opgave for Luka, for dén hjemmehjælper ”finder sig ikke i pis”!
Således sluttes ringen og de fire hovedpersoners veje krydser hinanden.

Læs hele Jettes anmeldelse og se tidligere anmeldelser på
www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration.

Skumringstimen

Vi fejrer Nordisk Litteraturuge i uge 46, hvor Marianne Christensen læser op af en udvalgt tekst til stearinlysenes skær

Traditionen tro samles vi til skumringstimen den anden mandag i november måned. I hele uge 46 vil der være et væld af arrangementer i hele Norden for både børn og voksne - en årtier gammel tradition.

Igen i år har biblioteket lavet et samarbejde med den lokale forfatter og fortæller Marianne Christensen, der læser op samt Per Østergaard, der sidder ved klaveret. Vi lover, det bliver en hyggelig aften - både med fællessang, kaffe og lidt kage.

Årets højtlæsningsbog til Skumringstimen er den svenske roman De vil drukne i deres mødres tårer (2018) af Johannes Anyuru. 

De vil drukne i deres mødres tårer er en fremtidsroman, som beskriver, hvordan et demokratisk samfund som Sverige kan blive, hvis man ikke værner om sine demokratiske værdier. 

Under et foredrag med en kontroversiel karikaturtegner, bliver en boghandel udsat for en terroraktion. Denne hændelse bliver filmet og streamet. Pigen, som filmede terroraktionen, bliver senere indlagt på retpsykiatrisk klinik. Her tager hun kontakt til en forfatter, som hun vil dele historien med. 

Hun fortæller, at hun kommer fra et fremtidigt og splittet Sverige. Hendes historie får forfatteren til at reflektere over sit eget liv, tilhørsforhold og det samfund, vi lever i. Romanen skildrer konsekvenserne af mistillid og udgrænsning, samtidig med, at den tematiserer håb, frihed og sprogets magt.

Gratis deltagelse med billet. Biblioteket byder på kaffe og kage.

Dato: 9. november

Tid: 19:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Hent billetter til Skumringstimen her 

Hunde og mennesker

Hunde har en masse behov de skal have opfyldt for at få et godt hundeliv. Jo mere vi forstår, hvilke fantastiske dyr hunde er og hvor vildt det er, at vi kan få lov at gøre dem til en del af vores familier, des sjovere er det – ikke mindst for hundene.

Hunde har været en del af vores liv i over 30.000 eller måske endnu længere, og har haft mange forskellige roller. Både helt lavpraktiske som at hjælpe os med at holde varmen i de lange vinteraftener og holde bestanden af mus og rotter nede. Men også som jagthunde, vagthunde, fødekilde, trækdyr, statussymboler, underholdning, som støtte og hjælp, endda som terapidyr – men den vigtigste rolle er nok at indgå som en helt naturlig del af vores husstand – som et familiemedlem.

Hundens stamfar er ulven, men hunden er ikke længere en ulv, den har fundet sin helt egen niche sammen med os. Vi har udvalgt og avlet på hunde med netop de egenskaber som vi vægter højst, så de passer til de opgaver de skal løse for os. Det var i lang tid det vigtigste – altså den funktion hunden skulle udfylde. 

I de sidste 150 år har hundes udseende fået en større betydning for os. Man kan roligt sige, at der findes hunde for enhver smag, og med tiden har vi fremavlet hunde med temmelig ekstreme træk. Selvom hunde ikke længere ligner ulve, og er tilpasset et liv sammen med mennesker, så har de en masse hundebehov de skal have opfyldt for at få et godt hundeliv. 

Jo mere vi forstår, hvilke fantastiske dyr hunde er og hvor vildt det er, at vi kan få lov at gøre dem til en del af vores familier, des sjovere er det – ikke mindst for hundene.

V. Karen Thodberg, PhD i Etologi, seniorforsker

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet.

Dato: 10. november

Tid: 19:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet til Hunde og mennesker her

NERF Battle

Vær med til at kæmpe med og mod dine venner, når vi lukker Vordingborg Bibliotek og afholder Nerf Night!

Har du tænkt over, hvad der sker på biblioteket efter lukketid? 

Denne fredag er helt særlig. Vi lukker nemlig biblioteket og holder Nerf Night – Helt specielt og kun for børn i 3.-5.- klasse.

Så er du vild med Nerf, pizza og snacks? Vi har det hele.

Vi har guns, patroner og alt det, der skal bruges til en perfekt aften. Du skal bare møde op sammen med alle vennerne. Så holder vi en fest på Vordingborg Bibliotek.

Du skal ikke medbringe penge, Nerf guns eller egne drikke- og madvarer.

Vi har Nerf guns, så du skal ikke medbringe din egen og selvfølgelig sørger vi for sikkerhedsbriller.

Dato: 13. november 

Tid: 17:30

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet til NERF Battle her

Mikkelines rævestreger

Mød den listige Mikkeline. Børneteater for børn fra 6 år.

Glæd dig til at Knudsen og Nørby gæster Vordingborg Bibliotek med denne herlige børneforestilling fyldt med musik, tegninger og sjov og ballade. 

Niels og Morten tegner, fortæller, spiller og synger - og publikum kommer helt tæt på historien og hjælper endda Mikkeline, når det bliver svært for hende at slippe afsted med sine rævestreger.

Fortællingen bygger på den gamle “Ræffue bog” (Rævebogen), som udkom første gang helt tilbage i 1555. 

Dengang var historien skrevet som satire for voksne, men børnene tog hurtigt ræven til sig. Og selv i dag fascinerer Mikkelines elegante snilde og vilde påfund både børn og voksne.

Arrangementet er for alle, der elsker historier, musik og levende fortællinger med humor og fantasi.

Husk at købe billetter til både børn og voksne.

Dato: 14. november

Tid: 11:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet til forestillingen Mikkelines rævestreger her

Natur og imigination hos den danske forfatter Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan opfattes traditionelt som realist og naturalist, tilhænger af det moderne gennembrud. 

Grundig læsning i forfatterskabet viser også et andet billede: en dyb og inderlig naturforbindelse og en nytolkning af det religiøse. 

Foredraget vil præsentere denne linje i forfatterskabet og pege på inspirationskilder, hvor Pontoppidan taler direkte ind i et nyt og anderledes natursyn.

V. Aksel Haaning mag.art, Ph.D og forfatter

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet. 

Dato: 16. november

Tid: 19:00

Sted: Vordingborg Bibliotek

Køb billet til foredraget om Henrik Pontoppidans forfatterskab her