Publiceret 05-11-2026

Vordingborg Kommune har solgt en erhvervsgrund i Ørslev til den nordiske datacentervirksomhed atNorth. Et kommende datacenter i det eksisterende erhvervsområde skal skabe nye arbejdspladser i kommunen og muligheder for at bruge overskudsvarmen til erhvervsudvikling i området.

Billede af kabler og servere

Kommunalbestyrelsen vedtog den 7. oktober 2026 en lokalplan for Ørslev Erhvervspark. Efterfølgende har Vordingborg Kommune solgt en erhvervsgrund i det eksisterende erhvervsområde til AtNorth, som driver datacentre i Island, Sverige, Finland og Danmark, i Ballerup og ved Ølgod. Tidsplanen for etableringen fastlægges først, når der er sikkerhed for, at der er tilstrækkelig kapacitet i elnettet. 

Borgmester Michael Seiding Larsen (V) glæder sig over, at en nye virksomhed har valgt at investere i kommunen. 

”Med atNorth får vi en virksomhed, der kan skabe lokale arbejdspladser og opgaver til vores erhvervsliv – både under byggeriet og efterfølgende, når datacenteret kommer i drift. Samtidig rummer overskudsvarmen et interessant potentiale for eksisterende virksomheder og nye erhvervsaktiviteter i området. Vi skal være åbne over for nye virksomheder, der ønsker at investere i kommunen. Det er sådan, vi skaber vækst, der også kommer borgerne til gode," siger borgmester Michael Seiding Larsen. 

Viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv, Vækst, Energi og Bosætning Jakob Helles ser også muligheder i det kommende datacenter: ”Hvis vi også i fremtiden skal være en kommune, hvor mennesker har lyst til at bo, skal vi have virksomheder, der vil investere her, og arbejdspladser, som mennesker kan se en fremtid i. Arbejdspladser og bosætning hænger tæt sammen. Derfor skal vi gribe de muligheder, der opstår, når nye virksomheder ønsker at etablere sig i kommunen. Med atNorth får vi ikke bare et datacenter, men også mulighed for at skabe aktivitet for lokale virksomheder og udvikle nye erhverv omkring overskudsvarmen. Det er den slags investeringer, der kan være med til at styrke vores lokale erhvervsliv og skabe et grundlag for fremtidig vækst,” siger Jakob Helles.

Hos Business Vordingborg ser man også særligt mulighederne i at bruge overskudsvarmen som drivkraft for erhvervsudvikling.

”Et datacenter, der deler sin varme, kan blive en del af lokalsamfundet. Vi er allerede i dialog med virksomheder, som kan bruge overskudsvarmen i deres produktion. Varmen kan også give grundlag for nye drivhuse, som atNorth allerede har erfaring med. Vi ser projektet som en mulighed for nye virksomheder og arbejdspladser i kommunen,” siger Helene Urth, direktør for Business Vordingborg.

Første etape forventes at være på op til 60 MW. Det er et mindre anlæg end mange af de datacenterprojekter, der i øjeblikket bliver omtalt i Danmark. Lokalplanen giver mulighed for at bygge i etaper. Datacentret kan dermed vokse gradvist i takt med, at der er strøm og efterspørgsel, og det kan tilpasses omgivelserne. 

atNorth har 12 måneder til at afklare strømforsyningen med elselskaberne. Tidsplanen for byggeriet lægges fast, når strømmen og de nødvendige godkendelser er på plads. Business Vordingborg og atNorth undersøger desuden mulighederne for at bruge lokalt produceret grøn strøm.

"Vi er glade for samarbejdet med Vordingborg Kommune og Business Vordingborg. Vi vil udvikle projektet skridt for skridt og i tæt dialog med naboer og lokale virksomheder,” siger Johann Jonsson, Site Selection Direktør i atNorth.

Arbejdspladser og lokale leverandører

Den første etape forventes at skabe omkring 30-50 faste arbejdspladser inden for blandt andet drift, teknik og elinstallationer. Derudover vil byggeriet skabe aktivitet for entreprenører, håndværkere og leverandører.

Business Vordingborg og atNorth arbejder allerede for, at lokale virksomheder får mulighed for at byde ind på opgaver både under byggefasen og i den efterfølgende drift. På projektet ved Ølgod bruger atNorth lokale rådgivere og entreprenører. Business Vordingborg arbejder sammen med atNorth om at finde virksomheder, der kan bruge overskudsvarmen. Det kan være eksisterende virksomheder, men også nye, fx drivhuse.

"Vi ønsker at bidrage til lokal vækst og samarbejde med erhvervslivet i området. Derfor vil vi aktivt arbejde for, at lokale virksomheder får mulighed for at blive en del af projektet og får mulighed for at byde ind med opgaver, både når vi bygger, og når datacenteret kører," siger Johann Jonsson, Site Selection Direktør i atNorth.

Hensyn til naboer og miljø

Vordingborg Kommune og atNorth lægger vægt på, at datacenteret etableres i tråd med gældende lovgivning og med størst muligt hensyn til omgivelserne. Datacenteret placeres i industriområdet Ørslev Erhvervspark, som allerede er udlagt til erhvervsformål. Lokalplanen indeholder krav til blandt andet støj, bygningshøjder, beplantning og afskærmning mod de nærmeste boliger.

Støj fra anlægget skal overholde gældende miljøkrav, og dette vil blive kontrolleret som en del af de nødvendige myndighedsgodkendelser. Kølingen sker i et lukket kredsløb uden løbende vandtilførsel, og der vil blive stillet krav gennem de relevante miljøgodkendelser, så vandanvendelsen ikke belaster lokale ressourcer. Når projektet går ind i byggefasen, vil atNorth etablere en lokal informationsindsats og et byggekontor, hvor borgere og naboer kan få information og stille spørgsmål.

atNorth arbejder på at arrangere og afholde et borgermøde i nærmeste fremtid.

Partner i Energiens Værksted

atNorth bliver samtidig partner i Business Vordingborgs projekt Energiens Værksted. Projektet er det første af sin slags i Danmark og kobler undervisning, erhvervsliv, teknologi og grøn omstilling.

”Med atNorth får vi en stærk partner i Energiens Værksted. De har stor erfaring med overskudsvarme og nye energiløsninger og kan være med til at vise børn, unge og besøgende, hvordan den grønne omstilling ser ud i praksis,” siger Helene Urth.

 

Fakta om datacentret i Ørslev

Placering: Ørslev Erhvervspark nord for Vordingborg.

Størrelse: Op til 60 MW i første etape.

Strøm: atNorth har 12 måneder til at afklare strømforsyningen.

Tidsplan: Byggestart fastlægges, når strøm og godkendelser er på plads.

Arbejdspladser: Omkring 30–50 faste medarbejdere i første etape og flere i byggefasen.

Køling: Lukket kredsløb med lavt vandforbrug.

Overskudsvarme: Mulighederne for, at virksomheder i området kan bruge varmen, undersøges.

Om atNorth: Nordisk datacentervirksomhed grundlagt i 2009 med hovedkontor i Reykjavik. atNorth er majoritetsejet af CPP Investments med en ejerandel på cirka 51 %. Equinix ejer cirka 34 %, og Partners Group ejer cirka 10 %. De resterende cirka 5 % ejes af ledelsen og andre interne aktionærer i atNorth.
Udvikler og drifter datacentre i Island, Sverige, Norge og Finland og har to anlæg i Danmark.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune