Ugens anmeldelse
Gys og Gru
I ugens anmeldelse kigger Pernille Vangaa Knudsen nærmere på den kendte bogtitel ”7.a”, som oprindeligt blev skrevet som ungdomsroman af Bjarne Reuter i 1992.
Bogen er nu udkommet i en helt ny graphic novel-udgave med tekst af Erik Barfoed og illustrationer af Kristian Eskild Jensen. Og hold da op en læseoplevelse!
Vi ser lige nu en stor interesse for graphic novels blandt børn og unge, og denne bog er et virkelig godt bud til læsere fra 13-15 år, der er vilde med graphic novels, men også gys og spænding.
Der er dømt uhygge fra allerførste side, når vi følger 7.a’s forberedelser på, at de skal på lejrtur.
Deres lærer Gitte kører i forvejen dagen før, og det er noget af et syn, der møder hende, da hun efter at have kørt over en dæmning, hvor bølgerne næsten rammer bildækkene, lander foran et gammelt faldefærdigt slot. Hun betragter begejstret huset udefra – og bemærker, at der ikke er mobildækning, hvilket hun i første omgang ser positivt på, så de unge mennesker er nødt til at gå offline, mens de er der.
Gitte bliver mødt af en ældre dame i lang frakke, der udleverer nøglerne og samtidig fortæller, at den gamle ejer ligger begravet i kælderen… Så er scenen sat!
7.a og deres lærer Finn ankommer dagen efter i højt humør, men hurtigt begynder uhyggen at sprede sig. Nogle af eleverne opfører sig besynderligt, Gittes hund bliver væk, de fornemmer en underlig lugt af nelliker i huset, og helt galt går det, da klassen skal på orienteringsløb om natten.
Sideløbende med fortællingen om 7.a følger vi besætningen om bord på et skib ud for Zanzibar i 1913, som kommer i vanskeligheder ved en vulkanø. Er der mon paralleller til halvøen, hvor 7.a befinder sig?
Pernille er begejstret, men læs mere om det i anmeldelsen og se også tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.
En Biting
En teaterforestilling for børn fra 5-11 år, hvor skuespilleren går i dialog med publikum.
Børneteaterforestillingen ”En biting” er en gammel guldklump i dansk børneteaterhistorie, der nu er sat op igen af Nørregaards teater.
Teaterforestillingen er en rigtig god og lærerig fortælling, hvor budskabet er, at man sagtens kan finde værdien i andet end det materielle. Denne forestilling viser, at teatret kan noget helt magisk.
Vi møder i starten af forestillingen hovedpersonen liggende på gulvet pakket ind i et vattæppe som i en puppe og sover. Så linder han på hatten og ser på publikum med et øje. Tavst.
Langsomt kommer han på benene... og forestillingen kan gå i gang.
Husk at købe billet til både børn og voksne.
Vordingborg Bibliotek d. 21. marts kl. 11:00
Køb billet til forestillingen her
Christian Mørk - forfattermøde
Som søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk fortæller Christian Mørk den personlige og ærlige historie om at være barn af berømte forældre, og om at stå midt i en kulisse, der først og fremmest tilhører andre.
Christian fødes ind i en usædvanlig familie. Hans forældre er feterede og folkekære skuespillere, og i hjemmet er der altid fyldt med gæster og liv. Selv er den unge Christian den ensomme betragter af det sceneri, der omgiver ham, og som han har svært ved at finde fodfæste i.
Christian og hans far forsøger i mange år krampagtigt at nå hinanden. Da Erik forlader sin kone og søn, fordi han ikke længere kan skjule, at han er homoseksuel, er det et stort tab, men også en velsignelse for Christian. For da Erik Mørk flytter ud, flytter Bent Mejding ind, og han er måske netop dét menneske, Christian har allermest brug for.
"Mine tre forældre" undersøger det smerteligt kærlige forhold mellem en far og en søn. Det er en fortælling om at være til overs i familierelationer, om at komme i klemme mellem store gestusser og selvudslettende tavshed.
Det er samtidig en rørende og ærlig historie om at række ud, før det er for sent, om at ofre sig for hinanden og den fælles kærlighed, der alligevel kan findes i en brudt familie. Hør den rørende historie, som Christian Mørk har udfoldet i bogen "Mine tre forældre", der udkom i efteråret 2025.
Vordingborg Bibliotek d. 25. marts kl. 19:00
Køb billet til forfattermødet med Christian Mørk her
Brætspilscafé
Det er så hyggeligt at være fælles – også om et godt brætspil!
Mangler du én at spille med, eller ønsker du at møde andre med samme interesse for brætspil som dig selv?
Vi har indkøbt en række af de nyeste og bedste spil, samt de uundværlige klassikere der er på markedet, så der er noget for enhver smag.
Du er også velkommen til at medbringe dine egne.
Det er gratis at deltage, du møder bare op. Vi byder på noget at drikke samt søde sager.
Du finder brætspilscaféen lige inden for dørene på biblioteket.
Næste gang er på Vordingborg Bibliotek d. 26. marts 2026 kl. 19:00.