Ugens anmeldelse
Den ultimative hemmelighed
Nina Vestergaard anmelder Dan Browns seneste værk.
Som sædvanlig med en Dan Brown roman går det over stok og sten; denne gang i det smukke Prag. Robert Langdon er langt om længe blevet så forelsket, at han er taget med Katherine Solomon, som er på bogturne med sin epokegørende bog om bevidsthedens eller hjernens kapaciteter.
Med i spillet er der de sædvanlige helte og skurke; sikkerhedstjenester med skjulte dagsordner og til tider illegale operationer. Vi skal heller ikke glemme de sædvanlige mord og Robert Langdons måde at løse gåderne og samle romanens mange tråde.
For det skal siges; denne gang har Dan Brown skrevet en mastodont af en roman – lidt over 740 sider. Hvis du elsker Dan Brown, læser du med fryd hver side – hvis ikke, kan den godt være lidt lang, når de forskellige videnskabelige ideer skal forklares og fortolkes.
Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til en ny Dan Brown roman – med alle de videnskabelige teorier og spidsfindigheder, der gør, at jeg vender hver side meget hurtigt!
Flere kvindelige forskere forsvinder – den ene myrdes og den anden får stjålet sit manuskript! Og Robert Langdon står endnu engang som både formodet skurk og helt i løsningen af mysterierne.
Robert Langdon må i ”Den ultimative hemmelighed” give sig i kast med betragtninger over livets største spørgsmål: hvad sker der når vi dør? Er det vi kalder sjælen væk eller lever den videre i noget vi ikke forstår? Og hvad kan hjernen? Og hjernen er denne romans centrale omdrejningspunkt!
Robert Langdon må flygte fra CIA, politiet og dykke ned i hvad sandheder, der nu dukker op! For CIA spiller en væsentlig rolle med hemmelige selskaber som Tærskel, der forsker i sindets muligheder. CIA har siden 1950’erne bl.a. forsket i Hjerne Kontrol for at udvikle metoder til hjernevask, afhøringer og manipulation af menneskelig adfærd. Også Rusland forsker i hjernens funktioner og hjernebølger.
Læs hele Ninas anmeldelse og tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.
Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
En personlig fortælling om tab, håb og livsfilosofi.
Hvordan former politiske beslutninger og personlige tab et menneskes liv? Det fortæller Poul Nyrup Rasmussen med afsæt i sin bog ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”.
En livsfilosofi formet af erfaringer - du møder Danmarks tidligere statsminister, som åbent deler de erfaringer, der har formet ham.
Fra de politiske kampe i Statsministeriet til arbejdet i Europa-Parlamentet og indsatsen for unge gennem Headspace i Danmark.
Poul Nyrup Rasmussen vil også fortælle, hvordan farens ungdomsår på Livø og tabet af sin datter har givet ham en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske – og hvordan det har styrket hans tro på, at vi sammen kan gøre det bedre.
Arrangementet giver plads til refleksioner om både politik, globalt ansvar og personlig livsfilosofi.
Foredraget er i samarbejde med Headspace Vordingborg, der ubeskåret modtager pengene fra billetsalget.
Vordingborg Bibliotek d. 10. marts kl. 19.00
Køb billet til foredraget med Poul Nyrup Rasmussen her
Byttemarked - genbrug med omtanke
Tøm skabe og skuffer for legetøj, sko, tøj, lamper og bøger – ting, du alligevel ikke bruger – og kom til byttemarked på Vordingborg Bibliotek.
Trænger du til at få ryddet ud i klædeskabet? Måske i stuen eller i køkkenet?
Vil du give dit gamle tøj og ting nyt liv til glæde for andre og miljøet?
Byttemarkedet er en gratis og miljøvenlig begivenhed, hvor man kan bytte ”gammelt” til ”nyt”. Har du lyst til at deltage i ”bytteriet”, skal du blot medbringe det, du vil give væk, og sætte det på bordene. Dernæst kan du selv gå på opdagelse og tage ting med hjem, som andre ikke længere har brug for. Eventuelt ”overskud” vil gå til humanitært formål.
Tingene, der byttes, skal kun være i størrelse, så man selv kan bære det med to hænder.
Der er gratis adgang og vi sørger naturligvis for, at du kan nyde en dejlig kop kaffe undervejs. Vi glæder os til at se dig!
Byttemarkedet er drevet af frivillige i samarbejde med Vordingborg Bibliotek. Der kan altid bruges ekstra hænder til at byde velkommen, holde orden og rydde op på selve dagen. Skriv en mail til Susanne på suni@vordingborg.dk, hvis du er interesseret i at hjælpe.
Vordingborg Bibliotek 4. marts kl. 10:00 - 13:00