Siden december 2022 har hotelprammen Bibby Bergen ligget til kaj i Sydhavnen i Vordingborg for at huse ansatte på byggeriet af den nye Storstrømsbro.
De sidste beboere fraflyttede prammen i sommeren 2025 og ved udgangen af 2025 opsagde det daværende klima- og teknikudvalg i Vordingborg Kommune aftalen med ejerne af hotelprammen, som skulle forlade Sydhavnen i Masnedsund med udgangen af februar 2026.
Den meget kolde februar måned med langvarig frost har dog forsinket slæbeopgaven med nogle uger.
Det skyldes rent lavpraktisk at firmaet, der skal stå for at slæbe prammen væk, på grund af frosten har mange opgaver, som man først har kunnet genoptage efter at isen er smeltet væk igen.
Bibby Bergen ligger derfor lige nu i ”kø” og venter blot på at slæbebådene ankommer. Vordingborg Kommune forventer, at Hotelprammen kan fjernes i løbet af 2-3 uger.
Prammen skal videre til en opgave i Tyskland, hvor den skal være indflytningsklar 1. april. Den vil ifølge ejerne af skibet derfor blive slæbt væk lige så snart, det er muligt.