Fuldt hus og god stemning til årets håndværkermøde

Publiceret 10-03-2026

Det var svært at finde en ledig stol, da Vordingborg Kommune mandag eftermiddag holdt håndværkermøde, hvor lokale virksomheder blandt andet kunne høre mere om kommende opgaver.

Traditionen tro holdt Vordingborg Kommune mandag eftermiddag det årlige håndværkermøde. 

På mødet kunne lokale håndværks- og entreprenør virksomheder blandt andet høre mere om, hvilke opgaver Vordingborg Kommune kommer til at udbyde i 2026. 

Borgmester Michael Seiding Larsen bød velkommen og understregede at kommunen har stort fokus på at dyrke det gode samarbejde med det lokale erhvervsliv.

Herefter tog afdelingsleder i Anlæg og Ejendomme Simon Wede Lohse over og fortalte om de konkrete større håndværksopgaver, som kommunen skal have løst i 2026. 

I år var også Vordingborg Forsyning inviteret med til at fortælle om deres kommende projekter. 

Kommunens Erhvervsplaymaker, Asbjørn Juel Tegnhammar, fortalte om muligheden for at få unge skoleelever fra 8. og 9. klasse i juniormesterlære. Det er en ordning, der giver unge muligheden for en lidt anderledes skolegang med 1-2 dage om ugen i praktik i en virksomhed.

Ordningen er særligt målrettet unge, der overvejer en erhvervsuddannelse og som måske har det svært ved den almindelige skolegang. Erfaringerne viser, at juniormesterlære-ordningen kan give de unge et løft både fagligt og socialt. Er du nysgerrig på ordningen, kan du læse mere på denne side: https://www.vordingborg.dk/borger/boern-og-familie/folkeskoler/juniormesterlaere 

Slutteligt var der også tid til at præsentere kommunens nye Erhvervsrådgiver, Anders Høyer, der får til opgave at være en central sparringspartner for det lokale erhvervsliv, både når det handler om at navigere i kommunens afdelinger, men også i forhold til mange andre spørgsmål, hvor Anders kan trække på en lang erfaring med at udvikle virksomheder.

Til sidst var der rig mulighed for at netværke både med andre virksomheder og med mange relevante medarbejdere og politikere fra kommunen. 

Tak til alle fremmødte for et rigtigt godt møde. 

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune