Nyt fra biblioteket uge 26

Publiceret 26-06-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Præstø Bibliotek i Støberihallerne

Ugens anmeldelse

Det tredje riges øjne og ører

Bibliotekar Mette Storm anmelder i denne uge et værk om det tyske samfund under 2. Verdenskrig.


Det er sjældent munter læsning, når man læser om det 3. rige. Og det er det heller ikke i Peter Harmsens bog ” Det tredje riges øjne og ører: de hemmelige SS-rapporter 1939-1945”.

Bogen bygger på statens hemmelige rapporter, som nazisternes sikkerhedsapparat SD udarbejdede til regimets ledelse.

Her brugte man rapporterne til at lure hvad befolkningen tænkte, følte og gjorde.

Havde befolkningen behov for at høre om krigssejre, fordi moralen faldt på hjemmefronten, eller skulle man skrue ned for sejrsretorikken, for at forstå, at der var vareknaphed. 

Goebbels vidste nøjagtig hvilke knapper han skulle skrue på.

Fx viste det sig tydeligt, at det tyske folk ikke var imponeret af Hitlers tale til nationen d. 30. januar 1945. Der var ingen jubel eller glæde at spore fra befolkningen efterfølgende – intet tydede på at han indgød til håb og kampvilje, som man havde forventet - tværtimod. 

Det betød, at det blev Hitlers sidste tale til folket, for noget tydede på, at folket havde mistet den blinde tro på Hitler, og på snakken om Tysklands snarlige sejr.

SD-rapporterne giver et sjældent indblik i civilbefolkningens dagligdag. Sladder og hændelser opsnappet af regimets informanter – om alt hvad der rører sig i lokalsamfundene rundt omkring i det krigsramte Tyskland. 

Her fortælles om, hvordan man behandlede udenlandsk arbejdskraft, både tvangsarbejdere og frivillige. Hvordan nogle mente, at man var for hårdhændet, andre det modsatte.

Vi hører om, at det er problematisk, at noget udenlandsk tyende var bedre klædt og spiste bedre, end den almindelige tysker havde råd til. 

Generelt gik sladderen også om tyske kvinder og deres såkaldte promiskuitet. Om krigsenker, ensomme kvinder og unge piger, der plejede omgang med ”fjenden”. Om graviditeter imens manden var sendt væk i krig.

Det er også værd at bemærke, at der fandtes modstand mod behandlingen af jøderne, at man talte om at nogle tiltag gik for vidt. 

Nogle bemærker i slutningen af krigen, at man formentlig kan forvente hævn fra jøderne, hvilket måske indikerer, at tyskeren vidste lidt mere om jødeforfølgelserne, end man efterfølgende påstod.  

Vi hører om vareknaphed, ikke bare på mad, men på fx børnesko, som ikke kunne skaffes i nødvendigt omfang, allerede tidligt i krigen. 

Vi hører selvfølgelig også om, hvordan Hitler blev opfattet som Führer – fra start til slut. 

Læs hele Mettes anmeldelse og se også tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente anden inspiration.

 

Sommerbogsalg

Børnenes skolesommerferie står for døren, som den jo altid gør sidst i juni, hvilket også betyder, at vi afholder vores årlige sommerbogsalg.

I ugerne 27-28-29 kan du finde masser af sommerbøger, når vi holder bogsalg af kasserede materialer på Vordingborg-, Præstø- og Møn Bibliotek.

Vi starter mandag den 29. juni ved frokosttid, hvor du kan være heldig at gøre et eller flere gode bogkøb. Bogsalget vil derefter vare i 3 uger eller så længe lager haves.

Kig forbi og find sommerens gode læseoplevelser før din nabo!

Bogsalget er selvbetjent og der betales via MobilePay. I den betjente åbningstid er det også muligt at betale med kontant og kort på biblioteket.

Husk din egen pose, at bære bøgerne hjem i. 

Møn-, Præstø- og Vordingborg Bibliotek 29. juni - 19. juli 2026

 

Mød Vordingborg Bibliotekerne i Vordingborg Festuge 

Som altid kan du hilse på os i vores bod i festugen. Vi står med et lille udvalg af bøger, en quiz og højt humør. 

Kom og hør lidt om alle de ting vi render og laver på kommunens biblioteker. Få inspiration til sommerlæsning eller brætspilshygge.

Få en intro til vores biblioteksapp, hvor du også kan oprette dig som låner.

Vi krydser fingre for godt vejr.

 

Vordingborg Bibliotekerne ønsker jer alle en forrygende sommer!