Fejring af Dronning Margrethe II's Bro blev en sand folkefest

Publiceret 08-06-2026

Tusindvis af mennesker deltog i fejringen af Dronning Margrethe II's Bro til den store Brofest i weekenden med cykelløb, officiel indvielse med H.K.H Kronprins Christian og den store løbefest til Storstrømmens Broløb.

Billede af mennesker samlet med flag foran pylonen på en bro

Fotografi Per Rasmussen

Selvom H.M. Dronning Margrethe desværre ikke selv kunne komme, blev Dronning Margrethe II's Bro stadig fejret med manér. Weekenden blev en sand folkefest med tusindvis af besøgende på begge sider af Storstrømmen.

Lørdag deltog H.K.H. Kronprins Christian i den officielle indvielse af broen. Her overværede Kronprinsen taler fra blandt andet vejdirektør i Vejdirektoratet Jens Holmboe, den nyudnævnte transportminister Signe Munk, borgmester i Guldborgsund Kommune Simon Hansen og borgmester i Vordingborg Kommune Michael Seiding Larsen. 

Borgmester Michael Seiding Larsen fremhævede i sin tale blandt andet broen som et symbol på samhandel, udveksling af ideer, udvikling og fred. Han fremhævede også at indvielsen af Dronning Margrethe II's Bro og afskeden med Storstrømsbroen på mange måder markerer et generationsskifte. 

Det generationsskifte blev blandt andet markeret ved at H.K.H Kronprins Christian kørte den sidste tur i bil over den gamle Storstrømsbro som nu permanent er lukket for trafik. Det var Kronprinsens tipoldefar Kong Christian den 10. der i sin tid indviede Storstrømsbroen den 26. september 1937 - på sin fødselsdag.

Lørdag bød udover det officielle program også på gåture på broen et stort cykelløb, med ruter over begge broer og rundt i landskabet på Falster.  

Søndag bød DGI Storstrømmen, Guldborgsund Kommune og Vordingborg Kommune på en stor folkefest til Storstrømmens Broløb. 

Her var mange tusind løbere mødt op med godt humør for at prøve kræfter med 5, 14 og 21 kilometer på både den nye og gamle bro. 

Tusind tak til alle, der deltog i weekendens fejring af den nye forbindelse over Storstrømmen.  

Og stort tak til alle samarbejdspartnere, sponsorer og de mange frivillige, der har ydet en kæmpe indsats hele weekenden. 

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune