Boligpriserne i Vordingborg Kommune udvikler sig positivt. Det viser de seneste tal fra Boligsiden.dk. De gennemsnitlige kvadratmeterpriser på boliger solgt i juli 2026 var således 17,4 procent højere end boliger solgt i samme periode sidste år.
Sammen med Bornholm tegner Vordingborg Kommune sig dermed for den største stigning i kvadratmeter-priser i hele Danmark i netop denne periode.
Den positive udvikling vækker glæde hos formand for Udvalget for Erhverv, Vækst, Energi og Bosætning i Vordingborg Kommune, Jakob Helles:
”Jeg synes, at man kan læse flere positive tegn i udviklingen. Først og fremmest viser tallene, at den generelle fremgang på boligmarkedet også kan mærkes i Vordingborg Kommune. Det er godt nyt for de mange boligejere, som oplever, at deres bolig bliver mere værd,” siger Jakob Helles og forklarer videre:
”Den positive udvikling kommer også efter et år, hvor vi har haft flere tilflyttere end fraflyttere. I 2025 havde vi den højeste nettotilflytning generelt og blandt børnefamilier i otte år – også højere end under coronaårene, hvor mange søgte mod landdistrikterne,” fortæller udvalgsformanden.
Han ser også prisudviklingen som et tegn på, at Vordingborg Kommune i stigende grad bliver opfattet som et attraktivt sted at bo:
”Når boligkøbere er villige til at betale mere for et hus her i kommunen, er det selvfølgelig positivt. Det understøtter vores oplevelse af, at flere og flere får øjnene op for Vordingborg Kommunes kvaliteter. Tilflytterne sætter pris på adgangen til vores helt unikke natur, vores rige foreningsliv og de stærke fællesskaber man kan blive en del af. Det kan vi se i vores egne analyser af tilflytterne, som blandt andet peger på ønsket om mere natur, mere ro og mere plads. Og vi arbejder målrettet på at udvikle nye boliger og boligområder, som skal gøre det endnu mere attraktivt for erhvervsaktive og børnefamilier at bosætte sig i Vordingborg Kommune,” siger Jakob Helles.
Han gør samtidig opmærksom på, at selv med den seneste prisudvikling er Vordingborg Kommune fortsat er en kommune med attraktive boligpriser.
”Man taler meget om, at stigende boligpriser i hovedstadsområdet gør det stadig sværere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet. Den situation er vi ikke i her. Man får stadig generelt rigtig meget bolig for pengene i Vordingborg Kommune,” siger udvalgsformanden.
