Nyt opgaveudvalg for Borgerinddragelse er kommet godt fra start

Publiceret 27-08-2026

Udvalget skal det kommende år udvikle nye måder at styrke dialogen mellem kommunen og borgerne på

Opgaveudvalg

Vordingborg Kommunes nye opgaveudvalg for Borgerinddragelse har taget hul på arbejdet med at udvikle og styrke dialogen mellem kommunen og borgerne.

Opgaveudvalget, som er et såkaldt ’paragraf 17, stk. 4-udvalg’ afholdt sit første møde den 26. august, hvor medlemmerne mødtes for at sætte retningen for det kommende års arbejde. Opgaveudvalget skal frem mod september 2027 undersøge og udvikle metoder, der kan få flere borgere til at deltage i den demokratiske samtale og skabe endnu stærkere samarbejde mellem kommunen, borgere, foreninger og lokale aktører. Arbejdet tager udgangspunkt i fem fokusområder, blandt andet borgerbudgetter, dialogmøder, borgerinddragelse ifm. større lokale projekter og inddragelse i kommunens budgetproces.
På det første møde blev der bl.a. drøftet arbejdsproces samt taget hul på opgaveudvalgets første fokusområde: borgerbudgetter. 
Formand for opgaveudvalget, Karina Fromberg-Christensen, glæder sig over, at arbejdet nu er i gang:

“Vi har et stærkt og bredt sammensat opgaveudvalg, som deler ambitionen om at skabe endnu bedre muligheder for, at borgere kan få indflydelse på udviklingen af Vordingborg Kommune. Borgerinddragelse er vigtig, fordi de bedste løsninger skabes, når vi lytter til dem, der kender hverdagen og lokalsamfundene. På vores første møde fik vi sat en god retning for arbejdet, og jeg ser frem til de mange dialoger og idéer, som skal omsættes til konkrete anbefalinger.”

Opgaveudvalget består af politikere og repræsentanter fra blandt andet lokalfora, kulturlivet, de frivillige og handelslivet. Lars Kleist, der sidder i udvalget som repræsentant for Råd for Frivillighed og Folkeoplysning, blev valgt til næstformand. Undervejs i processen vil opgaveudvalget inddrage relevante aktører og samle erfaringer og perspektiver fra hele kommunen. Målet er at udvikle konkrete anbefalinger, som kan styrke nærdemokratiet og borgernes mulighed for at præge de beslutninger, der har betydning for deres lokalområde.

Opgaveudvalget forventes at aflevere sine anbefalinger løbende til Kommunalbestyrelsen og andre relevante fagudvalg og senest 1. september 2027 afslutte arbejdet.
    

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune