Første borgerforslag er klar til behandling i Vordingborg Kommune

Publiceret 31-08-2026

30. juni åbnede Vordingborg Kommune op for muligheden for at indsende borgerforslag til behandling i kommunalbestyrelsen. Nu har det første forslag opnået stemmer nok til at blive behandlet politisk.

Billede af Rådhuset i Vordingborg

Borgere i Vordingborg Kommune har siden 30. juni 2026 kunnet indsende borgerforslag med ideer til projekter og udvikling i kommunen.

Nu har det første forslag opnået de påkrævede 400 stemmer inden for 90 dage og skal dermed behandles i kommunalbestyrelsen. 

”Det er glædeligt, at vi allerede så kort tid efter lanceringen har et borgerforslag, der har opnået støtte fra mindst 400 borgere. Det vidner om, at vi i Vordingborg Kommune har mange engagerede borgere, som brænder for at skabe en positiv udvikling på vores egn. Det vil jeg gerne sige en stor tak for,” siger borgmester Michael Seiding Larsen. 

Borgerforslaget, der handler om at etablere en ny cykelsti mellem Ørslev og Mern vil komme på kommunalbestyrelsens dagsorden til mødet den 7. oktober. Borgmesteren glæder sig til at debattere det første borgerforslag i Kommunalbestyrelsen.

”Forslaget kommer nu til politisk behandling i kommunalbestyrelsen, hvor det skal drøftes og prioriteres. Hvis forslaget vinder gehør blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, ser vi frem til den videre proces, hvor vi blandt andet skal se nærmere på mulighederne for at søge medfinansiering fra staten. Det vil naturligvis indgå som en vigtig del af det videre arbejde med at undersøge, hvordan idéen kan realiseres,” siger borgmester Michael Seiding Larsen.

Hvis du har lyst til at støtte forslaget om en ny cykelsti mellem Ørslev og Mern vil forslaget stadig være aktivt frem til den 30. september. 

Du kan stille dit eget borgerforslag på siden: https://borgerforslag.vordingborg.dk/ Her kan du også læse alle andre borgerforslag og stemme på andres borgerforslag, som du gerne vil støtte. Aktuelt er der pt. 24 forslag kommunens borgere kan støtte.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune