Flere end 100 forældre mødte op, da Vordingborg Kommune sidste onsdag aften inviterede til forældreaftenen “Mit barn bruger da ikke…?” om nikotin og andre rusmidler blandt børn og unge. Interessen var stor – og det samme var engagementet i salen, hvor mange forældre bød ind med refleksioner og spørgsmål undervejs.
Aftenen bød på oplæg ved journalist Jakob Kragelund, kendt fra DR Kontant, som tog deltagerne med bag om udsendelserne om puff bars og snus. Med konkrete eksempler og klip gav han et indblik i, hvordan nikotinprodukter markedsføres og sælges til børn og unge – og hvilke mekanismer der kan være i spil, når nikotin hurtigt bliver en vane.
Samtidig bidrog kommunens egne fagpersoner fra Sundhedsafdelingen, Team Rusmidler og SSP med lokale fakta om situationen i Vordingborg Kommune, myter og fakta om rusmidler – og ikke mindst konkrete råd til forældre. Mange forældre gav efterfølgende udtryk for, at de især satte pris på de praktiske greb, altså hvordan man kan forebygge, at ens barn starter, hvordan man tager samtalen tidligt og tydeligt, og hvad man kan gøre, hvis ens barn allerede er begyndt.
Der blev også brugt tid på at gennemgå andre rusmidler. Her var pointen, at de også findes, og at nikotin for nogle unge kan blive et springbræt til at eksperimentere med andre stoffer, og at forældre derfor kan have stor gavn af at kende både faresignaler, samtaleteknikker og mulighederne for rådgivning og hjælp.
Spørgelysten var stor, og der kunne godt have været endnu mere tid til dialog og spørgsmål. Vordingborg Kommune overvejer nu, om der skal laves flere arrangementer af lignende slags, men der laves i dag løbende indslag på både skoler og til forældremøder, hvor elever og forældre kan høre mere om både nikotin og rusmidler.
Gode råd til forældre
Hvis man vil vide mere om, hvordan man helt konkret kan forebygge, at ens barn bruger nikotinprodukter og andre rusmidler, kan man læse mere på nikofree.dk.