Ugens anmeldelse
Harry Dresden – troldmanden der står i telefonbogen
- Når Philip Marlowe møder Gandalf
Jim Butchers serie Dresdenfilerne følger Harry Blackstone Copperfield Dresden, en hårdkogt detektiv, som også er den eneste praktiserende troldmand i Chicagos telefonbog. Ja, du læste rigtigt – telefonbogen. Under "Troldmand". Man kan ikke lade være med at smile.
Serien består indtil videre af fire bind oversat til dansk: Stormfront, Heksemåne, Dødsfare og Sommerridderen, som jeg læste efter hinanden. Urban fantasy med et herligt glimt i øjet.
Jeg vil være ærlig: Jeg er normalt mere til klassisk fantasy og science fiction end til dette genre mashup, og jeg havde forberedt mig på at være overbærende. Men Butcher fik mig i løbet af de første tredive sider, og så var det ellers bare at bestille de næste tre bind fra biblioteket. Tempoet er højt, sproget er let, og bøgerne er decideret vanedannende. Man læser lige "et kapitel mere" – og pludselig er aftenen gået.
I Stormfront møder vi Dresden som ekstern konsulent for Chicago-politiets afdeling for usædvanlige forbrydelser. Han balancerer som regel på kanten af huslejerestance, da en kvinde banker på og beder ham finde sin forsvundne mand. Kort efter ringer telefonen: vicekriminalkommissær Karrin Murphy står ved et dobbeltmord, hvor ofrenes hjerter er flået ud af brystkassen. Ikke særlig rart.
De to sager flettes sammen i noget langt større og mørkere, og Dresden ender med at skulle overtræde Det Hvide Råds regler for brug af magi – hvilket er et problem, for Rådet har i forvejen et skarpt øje på ham. Som om det ikke var nok, får han dæmoner i nakken mens han står i brusebadet iført udelukkende hårshampoo og bar bagdel. Ikke værdigt. Men ret morsomt.
Læs hele Hennings vurdering af serien og se også tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.
Kom og læs med Bibliotekshunden Perry
Perry sidder klar til at tage imod børn, forældre og bedsteforældre 3 lørdage i maj måned på Vordingborg Bibliotek.
Kom og få en hyggelig læsestund med vores Bibliotekshund Perry. Først vil Perrys ejer Rikke læse en historie op for børnene - og bagefter kan børn fra 5-9 år selv læse højt for Perry i læsehulen.
Mød bare op!
Vordingborg Bibliotek d. 2. maj kl. 10.00
Træn mindfulness
- Prøv kræfter med denne måde at være til stede i sit eget liv på
Mindfulness betyder at være opmærksom på en særlig måde: bevidst i det nuværende øjeblik og uden at dømme.
Mindfulness kan ikke læres gennem intellektuel forståelse, man kan ikke læse sig til det og heller ikke med sin vilje beslutte sig for det. Det skal trænes, så kom og hver med.
Mindfulnesstræningen kan være en hjælp til at håndtere hverdagens mentale pres. Det kan være i forbindelse med egen sygdom, som pårørende til mennesker der har det svært, arbejdspres på jobbet eller mange andre af livets udfordringer.
Træning med Mindfulness-teknikkerne er ingen mirakelkur mod noget som helst, men mentaltræning.
Med Mindfulness-meditationen kan du blive i stand til at træne dig selv til at være mere til stede i nuet samtidig med, at du øver dig i at se dine reaktionsmønstre og din vanetænkning. Det skulle gerne gøre det lettere at administrere den tid, du har, og at fokusere på det, du synes er vigtigt i dit liv. For mange er målet med meditationen mindre stress og mere trivsel og livsglæde.
Første gang er tirsdag den 5. maj og sidste gang er tirsdag den 9. juni.
Hver træningsgang består af guidet meditationer, blide og enkle yogastræk samt mulighed for at stille spørgsmål om meditation og mindfulness.
Der kræves ingen tilmelding. Alle kan deltage, hvad enten du aldrig har prøvet at meditere før eller har en fast meditationspraksis.
Du kan desuden deltage en gang, to gange eller alle gange; det er helt op til dig.
Helle Marker er mindfulnessinstruktør, uddannet på Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet i 2017. Hun har siden undervist i yoga og mindfulness samt i MBSR-programmet (Mindfulness-baseret stressreduktion).
Vordingborg Bibliotek d. 5. maj kl. 16:45
Digitaliseringens filosofi
Filosoffer skriver og tænker i og om deres egen tid – og derfor har mange af dem også skrevet kloge ting om den teknologiske udvikling, der er værd at tænke over.
I dette foredrag skal vi stifte bekendtskab med nogle af disse tanker. Jeg har tilladt mig at samle dem til en måde at tænke filosofi på, der (forhåbentlig) provokerer ved at tilbyde lidt større dybde, end vi almindeligvis får med.
Så om man er teknologioptimist, -skeptiker eller et sted midt imellem, vil foredraget med sikkerhed give nye værktøjer til at gennemtænke den virkelighed, vi lever i, og som er under konstant teknologisk forandring.
V. Emil Carlsen, Cand.mag. dansk og filosofi. I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet.
Billetter kan kun købes digitalt.
Vordingborg Bibliotek d. 5. maj kl. 19:00
Køb billet til foredraget med Emil Carlsen her
Prøv kræfter med Jesmonite – kreativ støbning for alle!
Jesmonite er et superalsidigt og miljøvenligt støbemateriale, perfekt til dig der elsker at være kreativ.
Jesmonite er vandbaseret, lugtfrit og let at arbejde med. På denne workshop lærer du at støbe smukke og unikke skåle, lysestager eller små figurer, som du selvfølgelig får med hjem.
Hvad lærer du?
Hvordan du blander og farver jesmonite
Teknikker til støbning og efterbehandling
Tips til at skabe farvespil og personlige detaljer
Det er helt gratis at deltage – men kræver billet.
Vi forbeholder os retten til at aflyse, hvis der er færre end 4 deltagere.
Vordingborg Bibliotek d. 5. maj kl. 19:00
Hent billetter workshoppen her
Artist talk
Tre billedkunstnere med rødder i Vordingborg Kommune er gået sammen om at skabe udstillingen "Nye spor i kendt jord".
Gennem nye værker undersøger de, hvordan personlige historier, landskab og lokal identitet hænger sammen.
Emmarosa Verdoner Liebgen, hvis mor er opvokset i Hårbølle på Møn, har tilbragt alle somre på øen hos sine bedsteforældre - og hun vil derfor arbejde med sin morfars fortælling ”Lille dreng med butterfly”, som han har skrevet kort før sin død i sit hus i Hårbølle. Bogen er et vidnesbyrd på hans liv og det sidste aftryk, han har sat i verdenen. Hendes værker i malerier og tryk kredser om familie, arv og erindring.
Malte Frej Linnebjerg, som har boet i Præstø, og hvis familie har rødder i og omkring Vordingborg, arbejder med etnologi, bondekultur og traditionelle håndværk. Til udstillingen har Malte skabt værker ud fra en konceptuel undersøgelse af Holger Munks “Hasselskoven. Et skov- og landbrugshistorisk studie fra Sydsjælland i 1660-1700”, samt konkrete nedslag i lokalområdet (Viemose skov).
María Kristín Antonsdóttír er bosat på Østmøn. Hun arbejder omkring eksistens og ofte med temaer som identitet, familie og erindring. Til udstillingen tager hun udgangspunkt i sin egen flytning til Møn. María vil bl.a. skabe værker ud fra det hus, hun og hendes familie har købt og bor i. Et dødsbo i landsbyen Hjertebjerg, der efterlod et levet liv, manifesteret i alle de ting der stadig lever videre, og som er blevet til rammesætning for det liv, hun og hendes familie er ved at forme sig.
Vi vil i "artist talk" fortælle om processen bag værkerne og vise, hvordan man kan arbejde med billeder og fortællinger som udtryk. Formålet er at bringe professionel billedkunst tættere på borgerne i kommunen og samtidig vise, hvordan kunst kan tage udgangspunkt i lokale liv og landskaber. Projektet styrker den kulturelle identitet i området og synliggør tre kunstnere, som alle har personlige rødder i kommunen. Vi håber, udstillingen kan skabe genkendelse og nysgerrighed - og vise, at kunst også kan vokse ud af noget nært og kendt.
Vordingborg Bibliotek d. 6. maj 2026 kl. 19:00
Hent billetter til arrangementet Artist talk her
Danmark i rummet med astrofysiker Christina Toldbo
Hør om Christina Toldbos fascinerende arbejde med det ydre rum, hvordan man træner til en mission på den internationale rumstation og om Andreas Mogensens rumrejser!
I foredraget kan du høre mere om, hvad den nye opdagelse betyder for vores forståelse at universet og om hvordan det går med at sende vores eget liv (det her på jorden) ud i rummet og til Månen og Mars.
Du kan også høre mere om Andreas Mogensen som vendte sidste år hjem fra den internationale rumstation ISS 400 km over jorden. Men hvad lavede han deroppe og hvad er ISS for en størrelse? Og bør vi egentlig bruge så mange penge på rumfart, når der er rigeligt med problemer her på jorden?
Christina Toldbo er uddannet astrofysiker med en Ph.D. grad fra netop DTU Space som har været med til at bygge instrumentet PIXL på Mars roveren, der har gjort opdagelsen. Og så har hun arbejdet i den europæiske rumorganisation ESA. Hun besøgte Andreas i Houston før hans rummission for at følge med i hans forberedelser.
Hør bl.a. om hvordan man træner til en mission på ISS, hvordan man lever i rummet og om nogle af de eksperimenter, Andreas har udført. Hvordan bidrager disse eksperimenter til vores forståelse af rummet, og hvad betyder det for vores fremtidige udforskning og mulige kolonisering af Månen og Mars?
Foredraget er en enestående mulighed for at få en bedre forståelse for Danmarks bidrag til rumforskning. Christina Toldbos ekspertise og unikke indsigt vil give publikum et dybere indblik i rumfartens betydning for vores samfund og den fascinerende rejse i det ydre rum.
Møn Bibliotek d. 7. maj kl. 19.00
Køb billet til foredraget Danmark i rummet med astrofysiker Christina Toldbo her
De farlige kvinder i religionshistorien
De er farlige, forførende og fandenivoldske.
De stjæler mænd, æder børn og lokker med deres forførende former og sensuelle ydre. Denne type kvindebilleder findes i alle kulturer på tværs af tid, sted og religion.
Kom med på en rejse ind i Kvindernes Religionshistorie, hvor vi skal finde flere af de farlige kvinder, der findes i myter, i skrifterne og i arkæologiske fund. Vi skal møde mægtige kvinder som Adams første hustru, dæmonen Lillith, grækernes mægtige Hekate og vi når selvfølgelig også at kaste et blik på Nordens magtfulde gudinde Freja.
På rejsen møder vi også mægtige shamankvinder, seende orakler og magiske vølver, samt selvfølgelig de ondsindede hekse.
Alle disse mange kvindebilleder, viser på hver deres måde en tid, et sted og et kvindesyn.
Vi skal prøve at forstå, hvorfor kvinderne forstås som farlige og hvorfor man mente, at kvinder var mere modtagelige for ondskab og dæmoner.
Vi skal finde de farlige kvinder i myternes verden og måske endda lige her og lige nu iblandt os.
Kom med på denne spændende rejse med religionshistoriker Sisse Marie Kromann, skaber af Vidensuniverset Kvindernes Religionshistorie.
I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet.
Billetter købes kun digitalt.
Støberihallerne - Præstø Bibliotek d. 7. maj kl. 19.00
Køb billet til foredraget De farlige kvinder i religionshistorien her
Appelsiner og citroner
Ishøj Teater opfører forestillingen om venskabet mellem Yrsa og Anders. For børn fra 3-7 år.
Yrsa og Anders er meget forskellige, men når de leger, bliver de ét og glemmer helt tid og sted.
Nu skal de ud på en fælles mission og finde appelsiner til bedstemors appelsin-roulade, som smager Mums!
Forestillingen genopliver de gamle børnerim, som "Nede i fru Hansens kælder" og "Oppe i gardinerne, - hænger appelsinerne".
Historien opfordrer til den gode leg - og mere leg i legen for alle børn. En fortælling om venskab, gåpåmod og appelsinroulade - med et strejf af citron.
For de mindste børn fra 3-7 år, der har appetit på at opdage mere sprog - og leg.
Husk at købe billet til både børn og voksne.
Støberihallerne - Præstø Bibliotek d. 8. maj kl. 16.00
Køb billet til forestillingen Appelsiner og citroner her