Nyt fra biblioteket uge 16

Publiceret 16-04-2026

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Merete Stockfleth anmelder ”Piranesi” af Susanna Clarke, en roman der er oplagt til dig, der elsker magisk realisme, filosofisk fantasy og at fordybe dig i en god fortælling.

Vi møder Piranesi, en ung mand, der lever i et uendeligt hus med utallige sale fyldt af statuer. Havet bruser ind over de nederste etager, mens skyer svæver gennem de øverste. Piranesi trives i sin isolation og dokumenterer husets hemmeligheder i sine dagbøger – som en slags detektiv i sit eget liv.

Hans eneste kontakt med omverdenen er den mystiske ’Den Anden’, men Piranesi møder verden med en nysgerrighed og taknemmelighed, der er dybt rørende. Gennem hans dagbogsoptegnelser bliver du langsomt suget ind i det mysterium, der omgiver hans eksistens.

Men bag den trygge facade af dagbøger og statuer begynder virkeligheden at krakelere. Piranesis uskyldige verdensbillede får revner, og han må forholde sig til sin egen identitet og plads i verden.

Læs Meretes anmeldelse og se også tidligere anmeldelser på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.

Træarbejde som kunst

Svenske Åke Nilsson udstiller sit smukke træarbejde på biblioteket

Den 85-årige Åke Nilsson, bosiddende i Bromma, Stockholm, udstiller fra den 20. april et udvalg af sine træarbejder på Vordingborg Bibliotek.

Åke Nilsson har udstillet flere steder i Stockholm, og når han kommer til Vordingborg, skyldes det hans mangeårige familierelationer i byen. Han er glad for Danmark og ikke mindst Vordingborg, hvor har i en længere årrække flere gange årligt har besøgt sine danske slægtninge.

Inden Åke Nilsson kastede sig over træarbejdet, var han inkarneret frimærkesamler og har i den forbindelse også deltaget i flere større træf for samlere i Vordingborg. Da frimærker begyndte at blive udfaset, kastede Åke Nilsson sig over en ny hobby. Han anskaffede sig en drejebænk – og siden mere avancerede maskiner – og begyndte at dreje traditionelle skåle, fade, æggebægre o.l. i træ.

Åke Nilsson har udviklet en teknik, hvor han blander de forskellige træsorter og farver og skaber dekorative billeder, hvor spillet mellem de enkelte træsorter har en helt særlig virkning.

De enkelte billeder har ingen titler, men skaber associationer til det ene og det andet. - Beskueren må selv gøre sig sine tanker, understreger Åke Nilsson

Vordingborg Bibliotek fra den 20. april og en måneds tid frem.

Bliv introduceret til hørspinding og hvordan du væver med hør

Anne Vinter og Victoria Mouton afholder workshop i hørvævning – en rejse ind i et af verdens ældste og mest fascinerende naturmaterialer.

Hør er en plantefiber, kendt for sin styrke, holdbarhed og smukke, let kølige glans. Den har været brugt i årtusinder til tekstiler og er værdsat for sine åndbare og bæredygtige egenskaber. Stoffet bliver kun smukkere med tiden og rummer en særlig forbindelse mellem natur, håndværk og historie.

På workshoppen introducerer Anne og Victoria de traditionelle redskaber og teknikker. I begynder med en enkel øvelse i brydning, hvor I får en forståelse for, hvordan fibrene forarbejdes. Derfra arbejder I videre med fibre, som allerede er gjort klar til spinding – og I får selv lov til at spinde jeres egen tråd, som I kan tage med hjem.

Deltager I i hele workshoppen, får I desuden mulighed for at skabe et lille stykke vævet hørstof – et unikt og håndlavet minde om processen fra plante til tekstil.

Workshoppen er for voksne og børn over 12 år.

Hørworkshoppen tilbydes i forbindelse med Bibliotekernes Verdensmålsuge 17.

Vordingborg Bibliotek d. 20. april kl. 12:00.

Berlin - byen, der nægter at gå under

Et foredrag fra Forskningens Døgn af forsker Jørgen Mikkelsen fra Rigsarkivet

Bliv klogere på Berlins udvikling fra middelalderen til i dag, med fokus på byens vækst og turbulente historie - i nær sammenhæng med den politiske udvikling i de tyske stater.

Fra residensby i det lille nordtyske hertugdømme Brandenburg til et af Europas absolutte politiske, økonomiske og kulturelle knudepunkter:

Med udgangspunkt i en ny bog, "Berlin: Mellem øst og vest", giver dette foredrag en oversigt over Berlins rivende udvikling - et forløb, der er tæt forbundet med den politiske udvikling i de tyske stater fra 1600-tallet og frem.

Men Berlin har ikke blot oplevet en kraftigere vækst end de fleste andre storbyer. Byen har også haft en usædvanligt turbulent historie: Ingen anden hovedstad er gentagne gange blevet så magtfuld for herefter at falde så dybt.

Foredraget følger Berlin fra tidlig middelalder til nutiden med hovedvægt på 16-, 17- og 1800-tallet – en periode, hvor byens udvikling nok ikke er så velkendt i Danmark.

Støberihallerne - Præstø Bibliotek d. 23. april kl. 19:00.

Hent billetter til foredraget Berlin - byen, der nægter at gå under her

Kalkmalerier i de danske kirker

Tove Niclasen, Lektor, der er cand. mag. i tysk, latin og oldtidskundskab fortæller om de danske kirkers enestående skat af middelalderlige kalkmalerier – fra høj kunst til folkelige billeder.

I dette foredrag følger vi udviklingen og ser nærmere på de berømte værker i Elmelunde- og Fanefjord kirke samt andre eksempler fra Sydsjælland og Falster. Vi undersøger, hvem der bestilte udsmykningerne, hvad man yndede at afbilde, og hvordan kalkmalerierne indgik i et samspil med kirkens øvrige indretning – fra altre til udskårne figurer.

Endelig skal vi også se på, om man kan aflæse konkrete historiske udviklinger i maleriernes motiver, fx i forbindelse med reformationen. 

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet. 

Billetter kan kun købes digitalt. 

Møn Bibliotek d. 23. april kl. 19:00.

Køb billet til foredraget om kalkmalerier i de danske kirker her

Ulla Abdullas Cocobongoband i Præstø

Kulturkufferten præsenterer en stor oplevelse for børn fra 0-3 år.

Traditionen tro besøger Ulla Abdullas Cocobongoband bibliotekerne med deres fantastiske musik for børn fra 0-3 år - for små børn skal også have store oplevelser!

Tag fantasien i hånden rejs med til CocobongoLand, hvor de skønneste rytmer og melodier findes. Her kan I bl.a. møde Sille Krokodille, Solsorten Skralde, Loppen Bobbe, og måske skal I med ud i junglen på nervepirrende løvejagt!

Syng med på de fængende omkvæd og vær klar til at slide danseskoene, hoppe i takt, klappe, grine og spille luftguitar!

Husk at købe billet til både børn og voksne.

Støberihallerne - Præstø Bibliotek d. 24. april kl. 16:00.

Køb billet til forestillingen med Ulla Abdullas Cocobongoband her

Bæredygtig byttedag

Vi hylder verdensmålsugen med store byttedag, hvor du kan bytte bøger, garn og planter/stiklinger til haven.

Giv dine overskydende planter og frø et nyt hjem og kom hjem med nye grønne familiemedlemmer til haven. Har du overskud af stauder, indsamlede frø eller planter, du mener, andre vil kunne få glæde af, så tag dem med til biblioteket på store byttedag, hvor du kan være heldig at bytte dem til nogle nye. 

Byt dit garn og ufærdige håndarbejde.

Har du et nøgle garn, der bare samler støv? Eller en rest af det lækreste cashmere, du ikke ved, hvad du skal bruge til? Så kom og giv dit garn et nyt hjem!

Nu kan du få ryddet op én gang for alle – eller få erstattet din uvurderlige samling garn med andres uvurderlige samlinger.

Så kom med dine garnrester og dine ufærdige projekter – og tag gerne andres med hjem.

Du kan også bytte bøger, den bæredygtige måde at få nye bøger, da det handler om genbrug og byttehandler.

Du kan kvit og frit tage en eller flere bøger med hjem samtidig med, at du afleverer dem, du har læst. Har du ikke noget, du kan aflevere, er du alligevel velkommen til at tage noget læsestof med hjem. 

Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du også andre litteraturglade mennesker.

Tilmelding til store byttedag er ikke nødvendig - bare mød op. 

Vi har kaffe på kanden og en småkage til ganen.

Arrangementet er en del af UGE17 - Bibliotekernes verdensmålsuge. UGE17 er en landsdækkende temauge omkring FN’s 17 verdensmål. Den tager afsæt i en national og fælles bibliotekskampagne med fokus på folkelig forankring, borgerinddragelse og oplysning om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling - sammen med en masse samarbejdspartnere, både nationalt og lokalt.

Har du spørgsmål til arrangementet, så kontakt Merete på mest@vordingborg.dk

Lundby Bibliotek 25. april kl. 10:00.

Grøn handling 1.0 - Møde om grønne fællesskaber

Mødet er for alle, som er optaget af det grønne i deres hverdag, hvad enten man er konkret engageret eller har en levende interesse. Det kunne være permakultur, Grønne Nabofællesskaber, Repair Cafeer, børn og haver, grøntsagsproducenter, markedshaver, praktisk økologi, hørdyrkning, affaldssortering, madspild, præster og menighedsråd, politikere m.fl. 

På dagen vil vi facilitere et rum, hvor vi kan lære hinanden at kende, inspirere hinanden, drømme sammen og forhåbentlig sætte endnu mere skub i den grønne omstilling lokalt. 

Initiativtagere til dagen: Skibinge og omegn og Skaverup Grønne Nabofællesskaber i Vordingborg kommune.

Alle er velkomne.

Støberihallerne - Præstø Bibliotek 25. april kl. 10:00.

Hent billetter til møder Grøn handling 1.0 her

Peddersen og Findus – Rævejagten

Knudsen og Nørby ruller den velkendte fortælling ud, hvor det gælder om at få ræven til at holde sig væk fra hønsene.

Væbnet med guitarer og billigt legetøj, kaster kammeraterne Niclas og Morten sig ind i Peddersen og Findus' kamp: At få lært ræven at holde sig fra deres skræmte høns. Uden våben, sammen - og med hjælp fra publikum, udtænker, udvikler og udfører de, en festforestilling af en snedig plan, som indbefatter en kunstig høne, masser af fyrværkeri og tilpas med spøgeri.

Peddersen og Findus hjælpes ad og ændrer Verden! For børn fra 4-9 år.

Husk at købe billet til både børn og voksne.

Vordingborg Bibliotek 25. april kl. 11:00.

Køb billet til forestillingen Peddersen og Findus - Rævejagten her