Erhvervsforeningsmedlemmerne Byggeland, Filtenborg El, Willi Becke, Colorplus, Pribo, Liselund Fontænen, Lollands Bank, Møns Bank samt virksomheden Bygma Rønnede og Vordingborg Kommune bød ind med et flot sponsorat, så 200 skoleelever fra Vordingborg Kommune kunne komme til EuroSkills 2025 i Herning.
200 elever fra Vordingborg Kommunes 8. klasser er netop vendt hjem fra en spændende tur til EuroSkills 2025, som er det officielle europamesterskab for unge faglærte i 2025.
Her skulle ca. 600 dygtige, unge fagatleter fra hele Europa dyste om EM-medaljer inden for 38 forskellige fag, som for eksempel murer, tømrer, elektriker, blomsterdekoratør, IT-specialist, kok, frisør, kosmetiker, mekaniker, social og sundhedsassistent og meget mere.
EuroSkills 2025 er det største uddannelsesevent nogensinde på dansk jord, og takket være sponsorater fra Vordingborg Kommune og Vordingborg Erhvervsforenings medlemmer Byggeland, Filtenborg El, Willi Becke, Colorplus, Pribo, Liselund Fontænen, Lollands Bank, Møns Bank samt virksomheden Bygma Rønnede, fik unge fra Vordingborg Kommune også mulighed for at være med.
”Det er vigtigt, at flere unge får øjnene op for mulighederne i at tage en erhvervsrettet uddannelse, derfor er vi glade for, at der har været sponsorer til at bakke op om at give vores lokale unge muligheden for at opleve de bedste unge faglærte fra hele Europa folde sig ud,” siger formand for Vordingborg Erhvervsforening Dorthe Irvold og forklarer videre:
”Vores håndværksvirksomheder har brug for flere faglærte nu og det bliver mere udtalt i fremtiden. Derfor giver det selvfølgelig god mening, at der sættes initiativer i gang for at inspirere vores unge i kommunen – og vi er meget glade for, at der kunne findes sponsorer blandt vores medlemmer.”
Der var et lille overskud på sponsoratet, som betød, at der også var lidt lækkert til eleverne til den lange bustur til og fra Herning. Du kan læse mere om EuroSkills 2025 via dette link: https://da.euroskills2025.com/