Nyt fra biblioteket uge 39

Publiceret 25-09-2025

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Bibliotekar Pernille Vangaa Knudsen anmelder børnebogen Bette Bodil Ortopædsko og ostefletninger  – af Kim Ace og Bodil Jørgensen.

Bog med retro-stemning!

I denne sjove højtlæsningsbog møder vi skuespilleren Bodil Jørgensen som barn. Hun er hovedperson i de 9 humoristiske og (næsten) sande historier i bogen.

Hun var barn i 1970’erne, og gennem små hverdagsscener får vi indblik i hendes barndom dengang. Og den var ikke kedelig, kan jeg godt røbe!

Det helt særlige ved bogen er kontrasten mellem barndommen i 1970’erne og børnelivet i dag, der lægger op til rigtig gode samtaler med barnet om alt fra lege og fritidsaktiviteter, til hvordan man klarede sig uden nutidens teknologi.

For de voksne læsere er den fyldt med nostalgi og genkendelse, og det gør den til en rigtig interessant bog at læse højt.

Læs hele Pernilles anmeldelse og vurdering af bogen på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.

Læs bogen ”Harpiks” af Ane Riel og se filmen i Bio Bernhard

September måneds bog, til 'Læs bogen - se filmen', er ”Harpiks” skrevet af Ane Riel.

”Harpiks” er fortællingen om pigen Livs opvækst i en anderledes familie; faren Jens og den gigantiske mor Maria.

Det er en historie om kærlighed, loyalitet og omsorg, men også en uhyggelig fortælling om angst for at miste, om fastholdelse og paranoia - og om ondskab.

Bogen blev filmatiseret i 2019 og med Daniel Joseph Borgman som instruktør. Af skuespillere i filmen kan blandt andet nævnes Peter Plaugborg, Sofie Gråbøl og Ghita Nørby. 

Deltag i bogsnak kl. 9.15 inde i biografsalen, hvor vi sammen får en snak om bogen og alle kommer til orde. Bogsnakken faciliteres af en bibliotekar. 

Filmen vises d. 29. september kl. 10.00 i Bio Bernhard. Billet købes i Bio Bernhard. 

Lasagnefortællinger på Møn

Kom til et par hyggelige timer med højtlæsning, bevægelse for børn og middag med lasagne. For familier med børn fra 3-8 år.

Vi skal bevæge os til musik - og høre en hyggelig historie. Bagefter spiser vi lasagne (der er også en vegetarisk variant).

Det sker d. 2. oktober i salen på Møn Bibliotek kl. 17.

Køb billet til lasagnefortællinger her

Så er det igen tid til Tøjbyttedag!

Har du garderoben fuld af tøj, som aldrig rigtig kommer i brug? Nu får du chancen for at give dit tøj nyt liv – og samtidig gøre en forskel for både andre og klimaet.

Kom og deltag i vores tøjbyttedag, hvor du kan glæde andre med dit overskydende tøj, finde unikke styles til din egen garderobe og samtidig mindske dit klimaaftryk ved at genanvende frem for at købe nyt.

Vi modtager tøj, overtøj og accessories – fra fine bluser til lækre jakker og smukke tørklæder. Dog tager vi ikke imod undertøj og sko.

Alt tøjet skal være pænt, rent og uden lugtgener, huller eller skader, så alle kan finde noget, de virkelig vil elske at bruge. Tøj med firma- eller navnelogoer samt tøj af dårlig kvalitet modtager vi heller ikke.

Du behøver ikke nødvendigvis at have noget med – kom endelig forbi og find en god handel eller bare for at blive inspireret af andres skatte.

Skulle der være tøj, der ikke finder en ny ejer på dagen, sørger vi for, at det bliver doneret til lokale genbrugsbutikker, så det får mulighed for at glæde andre.

Vi glæder os til at se dig på Møn Bibliotek lørdag d. 4. oktober kl. 10, til en dag fyldt med bæredygtighed, fællesskab og gode fund!