Fund af skimmelsvamp på Møn Skole, Hjertebjerg afdeling – elever flyttes til midlertidige lokaler

Publiceret 23-09-2025

Ved en stikprøvekontrol er der konstateret skimmelsvamp i bygningerne på Møn Skole afdeling Hjertebjerg. Elever og personale flyttes derfor midlertidigt til andre lokaler.

elever på hjertebjerg skole
Elever på hjertebjerg skole, under fejringen af "Den kæmpestore læsedag"

Vordingborg Kommune har netop modtaget resultaterne af en stikprøvekontrol af bygningerne på Hjertebjerg afdeling. Prøverne viser desværre, at der flere steder i skolens bygninger er skimmelsvamp.

Der er konstateret skimmelsvamp i kontor, personalerum samt i enkelte lokaler.

Alle elever og lærere skal derfor midlertidigt flyttes fra lokalerne på Hjertebjerg afdeling.

I første omgang vil løsningen midlertidigt være at flytte undervisningen til Møn skole afd. Stege, indtil der kan opstilles pavilloner ved Hjertebjerg. Parallelt hermed vil der blive forelagt en sag til politisk behandling om en permanent løsning for Hjertebjerg afdeling.

”Det er en rigtig ærgerlig situation for både ansatte, elever og forældre, men vi arbejder ud fra et forsigtighedsprincip, og selvom det ikke er alle dele af skolen, der er ramt, har vi vurderet, at det var nødvendigt at flytte undervisningen ud af lokalerne. Heldigvis har vi allerede en midlertidig løsning klar ved et rykke eleverne til Stege, indtil vi får opstillet pavillioner ved Hjertebjerg,” siger centerchef i center for dagtilbud og skoler Trine Schloss Pedersen.

Medarbejdere og forældre er blevet orienteret via Aula, og mens der arbejdes på planlægning af flytning og potentiel buskørsel, fortsætter hverdagen på skolen som sædvanlig – med særligt fokus på at lave udeundervisning, når det er muligt.

”Vi ved godt, at det her kommer til at være en omvæltning både for forældre og elever. Vi vil forsøge at holde så normal en struktur i vores hverdag som overhovedet muligt,” siger skoleleder på Møn Skole, Dorthea Ryhl Pedersen og fortsætter:

”Vi arbejder tæt sammen med administrationen i Vordingborg Kommune på at lave en god løsning i forhold til flytning af elever og ansatte til Stege.”

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune