Flere unge bruger alternative nikotinprodukter. Nu inviterer fem kommuner forældre til gratis webinar

Publiceret 19-09-2025

Vordingborg, Faxe, Guldborgsund, Holbæk og Næstved kommuner afholder et gratis webinar 1. oktober med viden, indsigt og konkrete redskaber til, hvordan forældre kan tage snakken om nikotin med deres børn.

Kvinde der holder en vape og cigaretter

Nikotin er ikke længere kun cigaretter. I dag møder unge nikotin i nye former som nikotinposer, puff bars og vapes. Produkter, der er nemme at skjule og svære at opdage. Samtidig er nikotin stærkt vanedannende og påvirker både hjernen, koncentrationen og trivslen hos unge. Næsten hver tredje ung mellem 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt, og det er en udvikling, der bekymrer både fagfolk og forældre.

Vordingborg, Faxe, Guldborgsund, Holbæk og Næstved kommuner inviterer derfor i fællesskab alle forældre til gratis webinar den 1. oktober kl. 19.00-19.45, hvor de får viden, indsigt og helt konkrete redskaber til at tage snakken med deres børn om nikotin. Det er gratis og tilmelding sker via hjemmesiden nikofree.dk.

- Vi ved, at mange forældre føler sig usikre: Hvordan opdager man, at ens barn bruger nikotin? Hvordan starter man en god samtale uden at skabe konflikt? Hvordan kan jeg som forælder bedst hjælpe mit barn, hvis det bruger nikotinprodukter? Med webinaret er det målet at give forældre den viden og de værktøjer, de har brug for, siger projektkoordinator Charlotte F. Christensen.

Hvad får forældre ud af at deltage?

På webinaret får forældrene forskellig viden, herunder:

  • Overblik over de nye nikotinprodukter – og hvorfor de er svære at opdage.
  • Konkrete råd til dialog – hvordan starter man samtalen, og hvad er vigtigt at vide?
  • Viden om lokale tilbud og stopforløb, så forældre kan hjælpe deres børn videre.

NikoFree-projektet står bag

Webinaret tilgås via nikofree.dk og er en del af NikoFree-projektet, hvor de fem kommuner med midler fra Sundhedsstyrelsen frem mod 2027 skal udvikle nye metoder til at hjælpe unge med nikotinstop. Projektet er så småt ved at gøre sig sine første erfaringer, og resultaterne er indtil videre positive. Blandt de unge, der har evalueret de første forløb, er 17 % helt stoppet og 63 % har reduceret deres forbrug.

Projektet afprøver både fysiske og online stopforløb, så hjælpen er tilgængelig for flest muligt. Også for dem, der ikke kan møde fysisk frem.

FAKTA: Tre ting, man som forælder bør vide

  1. Nikotin er stærkt vanedannende – og påvirker unges hjerne, koncentration og trivsel.
  2. Produkterne er svære at opdage – nikotinposer, puff bars og vapes fylder ikke meget og lugter ikke som cigaretter.
  3. Din rolle er afgørende – en åben samtale med dit barn kan gøre en stor forskel.

Læs mere om NikoFree her.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune