Enighed om at arbejde for to togstop på kommende togforbindelse til Femern  

Publiceret 03-09-2025

På sit møde 2. september er KKR Sjælland blevet enige om, at man vil arbejde for at sikre to togstop på den kommende togforbindelse i Femern: Et stop i Nykøbing Falster og et stop i enten Næstved eller Ringsted.

Billede fra perronen på Vordingborg Station.

Der skal arbejdes videre med andre muligheder end Vordingborg Station, når det drejer sig om mulige stop på den kommende højhastigheds togforbindelse til Femern.

Det står klart efter KKR Sjællands møde tirsdag d. 2. september, hvor man er blevet enige om at arbejde for at sikre et stop i hhv. Nykøbing Falster og enten Næstved eller Ringsted.

Vordingborg Kommune havde ellers budt sig til med muligheden for at etablere et stop på forbindelsen på Vordingborg Station. Beslutningen vækker derfor en vis ærgrelse hos borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed, men han bakker fuldt op om flertallets beslutning.

”Vi havde budt ind med en – synes vi – god løsning med et stop i Vordingborg, som både kunne have været gateway for et stort opland og et godt udgangspunkt for turister sydfra til at fordele sig rundt i regionen. Men der er lavet et grundigt stykke analysearbejde og der er enighed i KKR om at arbejde for et stop i Nykøbing Falster og enten Næstved eller Ringsted, og det bakker jeg naturligvis op om,” siger borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed.

Om der skal lægges et stop i Næstved eller Ringsted, lægger KKR i sin beslutning op til at staten skal vurdere i forhold til planlægningen af den øvrige togdrift. Det er også i sidste ende staten og den fremtidige operatør, der bestemmer, om der skal være et, to eller ingen stop på Sjælland.

”Vi er i KKR enige om at arbejde for gode regionale forbindelser både mod København og mod Tyskland. Den næstbedste løsning for os i Vordingborg vil være med et stop i Nykøbing og et stop i Næstved. Det vil være til gavn for rigtig mange mennesker og have stor betydning for udviklingen på både Sydsjælland og Lolland-Falster,” siger borgmester Mikael Smed.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune