Bred politisk aftale om budget 2026-2029 med fokus på velfærd og det gode liv for borgerne

Publiceret 23-09-2025

Et bredt flertal i Vordingborg Kommunes kommunalbestyrelse har indgået en ny budgetaftale for perioden 2026-2029. På trods af fortsat økonomisk pres, prioriterer aftalen velfærd, grøn omstilling og stærke lokalsamfund – med investeringer i både børn, unge, socialt udsatte, ældre og det frivillige Danmark.

28 aftaleparter bag budgetaftale 2026-2029

28 ud af 29 kommunalbestyrelsesmedlemmer i Vordingborg Kommune har tirsdag den 23. september indgået en fælles aftale om Vordingborg Kommunes budget for 2026 og overslagsårene 2027-2029. Dansk Folkeparti er ikke en del af aftalen.

Budgetaftalen styrker centrale velfærdsområder, herunder skoler, specialundervisning, ældrepleje og social indsats for udsatte børn og unge. Tilsammen tilføres årligt 72 mio.kr. til velfærd og borgernære aktiviteter.  Aftalen indeholder desuden en række målrettede investeringer i fritidsliv, kultur, klima og bæredygtighed, herunder UNESCO Verdensarv Møns Klint og udvidelsen af biosfæreområdet.

"Vi har med denne aftale fundet en god balance mellem økonomisk ansvarlighed og nødvendige investeringer i mennesker, fællesskaber og natur. Det er lykkes, fordi vi gennem ansvarlig økonomistyring og nødvendige politiske prioriteringer har skabt et stabilt fundament for kommunens fremtidige udvikling og på trods af, at vi her i Vordingborg Kommune har færre midler til rådighed end gennemsnittet af danske kommuner. Det er en aftale, der peger fremad og som understøtter det gode liv – uanset om man er barn, ung, voksen eller ældre i Vordingborg Kommune. Jeg er meget tilfreds med aftalen og vil gerne takke mine kolleger i Kommunalbestyrelsen for de gode konstruktive forhandlinger," udtaler borgmester Mikael Smed.

Blandt de mange initiativer i budgetaftalen er:

  • Styrket specialundervisning og trivsel i skolerne, med 19 mio. kr. afsat i 2026 og ekstra 2,5 mio. kr. til lokale trivselstiltag.
  • Forbedret skolebusbetjening fra skoleåret 2026/2027 med flere eftermiddagsafgange.
  • Tidlig indsats i udsatte familier, med prioritering af spædbarnssager og flere sagsbehandlere.
  • 8,5 mio. kr. i 2026 og 2,4 mio. kr. i 2027 til implementering af den nye Ældrelov, med fokus på de ældres selvbestemmelse, helhedspleje, medarbejdertrivsel og rekruttering.
  • 4 mio. kroner til botilbud eller støtte i eget hjem for borgere som udskrives fra retspsykiatrien og til andre udsatte borgere, som har svært ved at finde en bolig, som de er i stand til at betale.
  • Udvidet indsats for unge, med 15 mio. kr. til specialiseret støtte, forebyggende indsatser eller anbringelser.
  • Styrkelse af frivilligheden, herunder en frivilligkoordinator og en fritidsguide-ordning, som kan støtte børn og unge, der har svært ved at finde vej ind i foreningsaktiviteter.
  • 500.000 kr. til videreførelse af initiativet med borgerbudgetter til styrkelse af nærdemokratiet og lokalsamfundenes handlekraft.
  • 300.000 kroner til etablering af Børnehavebiblioteker i alle kommunens dagtilbud for at styrke børnenes læselyst og læseglæde og 1 mio. kroner til Kulturrygsækken, som skal sikre at alle børn og unge får kulturoplevelser af høj kvalitet i deres skoletid.
  • Forhøjelse af aktivitetspuljen på 300.000 kr. og Kultur- og Eventpuljen på 250.000 kr.
  • Grønne investeringer, bl.a. i naturgenopretning, kystbeskyttelse og strandrensning.
  • Forbedret kollektiv transport, herunder nærbus, billigere flextrafik og styrkede buslinjer.
  • 1,5 mio. kr. til analyse og rådgivning med henblik på en permanent løsning for Hjertebjerg Skole.
  • Midler til ansættelse af en kommunalt forankret erhvervsrådgiver, som kan hjælpe virksomheder og iværksættere med sparring og støtte.
  • 2,5 mio. kr. til medfinansiering en kunstgræsbane i Ørslev og 0,5 mio. kr. til medfinansiering af tennisbane i Stege.
  • Styrkelse af de offentlige servicefaciliteter bl.a. offentlige toiletter og skraldespande i Købstæderne.

Aftalen er indgået uden skattestigninger og indeholder ingen låneoptag. Den lever op til Vordingborg Kommunes økonomiske politik.

Med den nye budgetaftale sætter kommunalbestyrelsen en klar retning for de kommende år: Et Vordingborg, hvor mennesker og natur trives – og hvor fællesskab og ansvarlighed går hånd i hånd.

Udtalelser fra parterne bag aftalen:

Brit Skovgaard, Socialdemokratiet

”Vi er glade for et bredt budgetforlig. Det giver ro hos medarbejderne og ro til det nødvendige politiske arbejde. Vi er særligt glade for aftalen om medfinansiering af kunstgræsbane i Ørslev, da det er fremtiden, at vi samarbejder tæt med foreningerne om at udvikle og forløse potentialer. Vi er også særligt glade for de massive investeringer der er i vores fælles velfærdsområder. Det underbygger og viderefører de prioriteringer vi har haft på borgernes vegne om Det Gode Liv.”

Martin Graff Jørgensen, SF

"I SF er vi meget tilfredse med det brede budgetforlig, som vi nu har vedtaget for 2026. Vi er særligt glade for den brede opbakning til flere af de kerneområder, vi i SF, har bragt ind i forhandlingerne; yderligere ressourcer til den grønne omstilling, styrkelse af vores kollektive transport, investeringer i vores skoler, yderligere ressourcer til ældre for at nævne nogle. Tak til borgmesteren for at fremme et åbent og positivt forhandlingsmiljø, som har givet en bred opbakning til en fælles retning for det kommende budgetår."

Michael Seiding Larsen, Venstre

“Vi har vist, at Venstre kan tage ansvar for økonomien og samtidig sikre konkrete resultater, som borgerne og erhvervslivet vil mærke. Flere busafgange, forskønnelse af vores købstæder, en erhvervsrådgiver, bedre strande, flere toiletter og styrkede cykelforhold er alt sammen tiltag, der gør Vordingborg mere attraktiv. Det er netop denne kombination af ansvar og udvikling, der er brug for – nu og i fremtiden.”

Daniel Irvold, Radikale Venstre

”Det absolut vigtigste for Radikale Venstre er, at børnene bliver prioriteret med et løft af skoleområdet, som gerne skal udmønte sig i en styrket folkeskole med bedre trivsel. Derudover er vi glade for flere penge til kultur, idræt og foreningsliv, som sammen med den nye cykelstrategi, vil bidrage til øget sundhed, bevægelse og gode liv i Vordingborg Kommune.”

Jesper Adler, Konservativt Folkeparti

”Det Konservative Folkeparti er en del af budgetaftalen for 2026. Med aftalen er vi med til at sikre ansættelsen af en erhvervsrådgiver, så virksomheder og iværksættere får bedre støtte. Vi har desuden begrænset stigningen i SFO-forældrenes egenbetaling, fastholdt borgerbudgetterne – som vi gerne havde set styrket – samt sat fokus på nye tilskudsmodeller, der også giver støtte til foreningsmedlemmer over 25 år.”

Heino Hahn, Løsgænger:

”Jeg er især glad for at de ældre er tilgodeset og ikke mindst forskønnelse af hovedstrækningerne mellem motorvejens afkørsler og UNESCO's Verdensarv Møn”

Torben Folke Månsson, Moderaterne

“Jeg er glad for atter at bidrage til nye skridt for at styrke både hverdagen og fremtiden i Vordingborg Kommune. Jeg fæstner mig særligt ved, at der undersøges muligheden for at etablere lokalplejehjem, at vi investerer i børns og unges trivsel i skolerne, fordi fællesskab og faglighed er grundlaget for et godt liv samt, at der kommer en erhvervsrådgiver, der skal hjælpe lokale virksomheder og iværksættere med at vokse og skabe nye arbejdspladser. Budgetaftalen indeholder mange konkrete tiltag, som kan mærkes i hverdagen”

Mette Gerdøe Frederiksen, Løsgænger

”Det er en god aftale, som bygger oven på de visioner, som vi har for kommunen på de borgernære områder som ældreområdet, kollektiv trafik og skoleområdet. Personligt er jeg meget glad for, at vi blev enige om at tilføre 1,3 mio. til finansieringen af SFO-forældrebetalingen og enige om, at Børn- og Familieudvalget skal prøve at finde en løsning på de sidste 1,3 mio. kr.”

Budgetaftale 2026

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune