Ugens anmeldelse
Bibliotekar Jette Mehlsen anmelder ”Dødsbo” af Inger Smærup Sørensen
Jeg elsker romaner om ”skæve” eksistenser, som er smukt skrevet og med en underspillet humor.
Har du det ligesom mig, så skal du læse denne lille, fine roman!
Bogens navnløse fortæller er en desillusioneret kvinde, der har vendt ryggen til sit hidtidige liv. Hun har sagt sin stilling op i ”Styrelsen”, solgt sin lejlighed og skilt sig af med de fleste af sine ejendele. Hun har i stedet købt et dødsbo ubeset, hvor en kvinde ved navn Elly har boet hele sit liv.
Huset står med alle den tidligere ejers møbler, komplet spisestel og klædeskabet fyldt med tøj. Uden at flytte så meget som en ørentvist glider hun ned i den forrige ejers seng, tøj og nøjsomme livsstil.
Den selvvalgte isolation brydes dog af nogle meget insisterende naboer, der trækker vores hovedperson ud i verden igen og ind i det lokale fællesskab.
Hele anmeldelsen på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.
Åbent krea-værksted i hele efterårsferien
I efterårsferien kan du komme forbi dit lokale bibliotek med hele familien og være kreativ med garn, ispinde, lim og tusser.
Du kan lave dit eget uhyggelige edderkoppespind til at hænge op derhjemme til Halloween.
Det kræver ingen tilmelding, I kan blot dukke op.
På Vordingborg, Præstø, Lundby og Møn Bibliotek d. 13.-19. oktober - også i den selvbetjente åbningstid
Dominostrik fra A til Z - Strikkeaften med tema, hvor vi hygger og strikker
I hyggelig atmosfære tager vi strikketøjet frem og hører om aftenens tema.
Denne gang præsenterer Vivian Høxbro de modeller, der kommer med i hendes næste bog. Bogen udkommer den 23. oktober.
Der bliver udleveret en opskrift, så man kan prøve at strikke dominostrik. Selv om du kender dominostrik, er der alligevel nyt at lære og prøve.
Strikkeaften på Møn Bibliotek er et tilbagevendende tilbud anden mandag i måneden i perioden oktober-april. Vi starter aftenen med et oplæg om et tema, hvorefter der er hygge om strikkepindene.
Alle med passion for strik er velkomne. Biblioteket serverer kaffe og kage.
13. oktober kl. 19.00 på Møn Bibliotek.
Køb billet til Dominostrik fra A til Z her
Lasagnefortællinger i Vordingborg
Kom til et par hyggelige timer med højtlæsning, bevægelse for børn og middag med lasagne. For familier med børn fra 3-8 år.
Kom til en hyggelig eftermiddag med dit barn (3-8 år) på Vordingborg Bibliotek, hvor vi slutter af med fællesspisning.
Vi skal bevæge os til musik - og høre en hyggelig historie. Bagefter spiser vi lasagne (der er også en vegetarisk variant).
14. oktober kl. 17.00 på Vordingborg Bibliotek
Køb billet til lasagnefortællinger her
Lav dine egne badges
Kom og lav dine helt egne badges med tekst, billeder eller tegninger!
Vi har badge-maskinen klar – du skal bare møde op med dine idéer og kreativitet. Du kan designe digitalt eller tegne i hånden, og vi hjælper dig godt i gang.
Badges er perfekte til tasken, jakken, gaver eller bare for sjov.
Workshoppen er for alle – børn, unge og voksne (børn under 12 i følge med en voksen).
Tilmelding er ikke nødvendig – bare kig forbi!
14. oktober kl. 19.00 på Vordingborg Bibliotek.
Halloween-workshop - lav dit eget kælespøgelse
Workshop med Line Hvid fra ”Kreativ med ungerne” for børn fra 3-12 år.
Tag ungerne med til (u)hyggelig kreaworkshop med Line Hvid fra Kreativ med Ungerne.
Selvom halloween skal være uhyggeligt, kan der altså også godt være noget sødt over de skræmmende væsner.
Pynt et fint glas til dit eget lille kælespøgelse.
Vi laver decoupage på glasset, maler og limer pynt på. Et fint LED-lys får den til at stå og lyse op i mørket til halloween.
For børn fra 3-12 år (børn under 6 år skal ledsages af en voksen).
16. oktober kl. 14.00 på Vordingborg Bibliotek.
Hent billetter Halloween-workshop på Vordingborg Bibliotek her
Mød den lokale forfatter Lars Rasmussen
Oplæg af Lars Rasmussen om hans fantasy-romaner ”Gundarsønnernes gerninger” og ”Dødemaneren”
Den lokale forfatter Lars Rasmussen udgav i 2024 sin første roman ”Gundarsønnernes gerninger”, og i september i år udkom ”Dødemaneren”. Begge bøger foregår i Mathar-universet, en fantasy-verden som er befolket af mytologiske væsner som elvere, dværge, drager, troldmænd og guder.
Dette univers har han arbejdet på i mange år, og flere bøger er undervejs.
Lars Rasmussen vil fortælle om, hvordan bøgerne er blevet til, hvad han er inspireret af, og hvordan han har arbejdet på Mathar-universet i mange år.
Lars Rasmussen er uddannet i teologi og oldtidskundskab og har tidligere været præst flere steder på Møn og Sydsjælland.
Det er gratis at deltage - mød bare op.
16. oktober kl. 14 på Møn Bibliotek.
Supplér din bogsamling til Vordingborg Bibliotekernes efterårs bogsalg
Mandag d. 13. oktober åbner vi for 3 ugers bogsalg på Vordingborg Bibliotekerne.
Kom og gør et godt kup!
Vi køber jo hele tiden nye bøger og skal derfor af med bl.a. det der er slidt ned, er blevet uaktuelt eller bare ikke længere har interesse for vores lånere.
Det betyder, at der måske er noget lige for dig!
I uge 42 koster et materiale 20 kr.
Men venter du til uge 43, så koster det 10 kr., forudsat at det ikke er købt af en anden inden.
Har du is i maven, så kan du fylde en pose for 30 kr. i uge 44.
Så kom og kig.
Bogbyttedag på Vordingborg Bibliotek
Giv dine bøger nyt liv!
I skolernes efterårsferie - uge 42 - har du igen mulighed for at bytte dig til fantastiske læseoplevelser på Vordingborg Bibliotek.
Bogbyttedag er den bæredygtige måde at få nye bøger, da det handler om genbrug og byttehandler. Du kan kvit og frit tage en eller flere bøger med hjem samtidig med, at du afleverer dem, du har læst.
Har du ikke noget, du kan aflevere, er du alligevel velkommen til at tage noget læsestof med hjem. Der plejer at være et pænt stort udvalg.
Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du også andre litteraturglade mennesker.
Som altid vil der være kaffe på kanden. Vel mødt!
På Vordingborg Bibliotek fredag d. 17. oktober kl. 11-16 + lørdag 18. oktober kl. 10-13.