Nyt fra biblioteket uge 40

Publiceret 01-10-2025

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Bibliotekar Eva Themsen anmelder skøn italiensk roman

"Brevbærersken" af Francesca Giannone er en skøn roman, der fortæller historien om to italienske familier. Hovedpersonen Anna er en stærk og modig kvinde, der i 1934 flytter til en lille by i Syditalien sammen med sin mand Carlo og deres lille søn Roberto. Det er Carlos hjemegn, og her modtages de af Carlos bror Antonio, som får en fremherskende rolle i romanen.

Historien spænder over perioden fra 1934 til 1961 og følger både Annas personlige rejse og de to familiers skæbne i medgang og modgang. Det er en tid præget af liv, død, hemmeligheder, krig og ikke mindst kærlighed.

Trods den konservative kultur og landsbyens skepsis tør Anna bryde normerne. Hun bliver byens første kvindelige postbud, hvilket gør hende til en vigtig person for landsbyens indbyggere grundet de breve, hun afleverer.

Romanen skildrer hendes kamp for selvstændighed, kvinders rettigheder, og hendes ønske om at leve et liv uden at bøje sig for samfundets uskrevne regler. Det er en tid, hvor kvindens plads er i hjemmet og i øvrigt skal indordne sig mandens vilje. Bare man bliver godt gift, så kan man ikke ønske sig mere som kvinde.

Den store kærlighed - ægte italiensk amore – er et af romanens hovedtemaer. Kærlighed både i og udenfor ægteskabet – den der bliver gengældt, og den der aldrig blev opfyldt.

Hele Evas anmeldelse kan du se på www.vorbib.dk og på vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.

Læs højt for en læseglad hund på Vordingborg Bibliotek

Over tre lørdag formiddage i efteråret kl. 10-12 får vi besøg af bibliotekshunden Perry, der bare elsker at få læst bøger højt af børn. 

Formiddagen starter med en fælles historieoplæsning med Perry og hans ejer, Rikke. Derefter er der afsat tid til, at man selv kan læse op for Perry. 

For Perry er det lige meget, hvor godt du læser - Han elsker bare at få fortalt gode historier og at blive nusset lidt undervejs. Det er en helt særlig oplevelse at læse op for en bibliotekshund, og særligt nye læsere eller børn med læseudfordringer, kan finde ro i at læse op for et levende dyr.

Program byder på fælles højtlæsning med Perry og Rikke. Alle er velkomne uanset alder.

Sololæsning med Perry for børn i alderen 6-9 år. Hvert barn får 15 min. med Perry.

Der er krea-bord med Perrytema hele formiddagen, hvor alle ligeledes er velkomne, uanset alder. Børn ifølge med voksen til hele arrangementet.

Næste gang er d. 4. oktober.

Så er det igen tid til Tøjbyttedag!

Har du garderoben fuld af tøj, som aldrig rigtig kommer i brug? Nu får du chancen for at give dit tøj nyt liv – og samtidig gøre en forskel for både andre og klimaet.

Kom og deltag i vores tøjbyttedag, hvor du kan glæde andre med dit overskydende tøj, finde unikke styles til din egen garderobe og samtidig mindske dit klimaaftryk ved at genanvende frem for at købe nyt.

Vi modtager tøj, overtøj og accessories – fra fine bluser til lækre jakker og smukke tørklæder. Dog tager vi ikke imod undertøj og sko.

Alt tøjet skal være pænt, rent og uden lugtgener, huller eller skader, så alle kan finde noget, de virkelig vil elske at bruge. Tøj med firma- eller navnelogoer samt tøj af dårlig kvalitet modtager vi heller ikke.

Du behøver ikke nødvendigvis at have noget med – kom endelig forbi og find en god handel eller bare for at blive inspireret af andres skatte.

Skulle der være tøj, der ikke finder en ny ejer på dagen, sørger vi for, at det bliver doneret til lokale genbrugsbutikker, så det får mulighed for at glæde andre.

Vi glæder os til at se dig på Møn Bibliotek lørdag d. 4. oktober kl. 10, til en dag fyldt med bæredygtighed, fællesskab og gode fund!

Lav skilte eller tryk på tøj med folieskærer & sublimationsprinter

Deltag i en workshop og lær at bruge vores folieskærer og sublimationsprinter!

Vores sublimationsprinter kan trykke alle slags motiver på tøj og porcelæn, der er beregnet til formålet.
Du kan købe T-shirts og krus på stedet, hvis du vil prøve det af med det samme.

Workshoppen ledes af Tonni og Lene, og alle er velkomne – uanset erfaring!
Kom og få en hyggelig og kreativ aften i Makerspace Vordingborg.

Tilmelding er ikke nødvendig – bare kig forbi!

Så har du lyst til at lave dine egne skilte – eller trykke tekst og motiver på tøj?

Så mød op på Vordingborg Bibliotek d. 7. oktober 2025

19:00 - 21:00

Emil Carlsen: Frihed i livet - frihed i politik

Efter anden verdenskrig arbejdede flere tænkere med et skel mellem to former for frihed: Den, der ligner kontrol, og en mere ægte frihed, hvor forandring er muligt.

Kontrol fører nemlig, i vores egne liv og i politik, til en fortsættelse af nutidige tendenser, og vil vi undgå at havne, hvor vi er på vej hen, må vi lære at handle og leve frit i egentlig forstand.

I dette foredrag skal vi derfor stifte bekendtskab med denne skelnen, og se hvordan den kan bruges til at forstå både verdenssituationen og privatlivet.

Jeg lover jer, at I vil tænke over det ultralokale og det helt globale på en ny måde, når I går herfra. 

Foredragsholder, Emil Carlsen, er cand.mag. i filosofi og dansk.

7. oktober 2025 kl. 19:00 - 21:00 på Møn Bibliotek

Køb billet til foredraget med Emil Carlsen her.

Grav ned i fortiden og find ud af, hvor du kommer fra, og hvilke gener du bærer videre

Hvis du er nysgerrig på din families fortid og ønsker at komme i gang med slægtsforskning, så er dette noget for dig.

Gennem fire workshops lærer deltagerne de grundlæggende teknikker og principper i slægtsforskning, og med en dynamisk kobling mellem undervisning og afprøvning bliver deltagerne i stand til at skrive deres egen anetavle (stamtræ) og på sigt arbejde videre med slægtsforskning på egen hånd.

Hele forløbet varetages af Torben Albret, historiker og professionel slægtsforsker, der underviser og vejleder deltagerne på inkluderende og inspirerende vis.

Forløbet henvender sig til nybegyndere inden for slægtsforskning.

Datoer: 8/10, 29/10, 19/11, 10/12

Tidspunkt: kl. 18.00-21.00 workshoppen foregår i salen på Møn Bibliotek. Du skal medbringe din egen bærbare computer.

Man tilmelder sig alle fire workshops ved køb af billet.

Køb billet til de fire workshops her.