Ved sidste års budgetforhandlinger enedes politikerne om at afsætte ekstra midler til renholdelse af kommunens tre købstæder. Det blev omsat til ansættelse af tre sæsonansatte såkaldte ”sommerfugle” eller ”by-pedeller” – en til hver købstad.
Fokus for medarbejderne har været at renholde særligt gågader, torve og pladser, samt ved indfaldsvejene ved for eksempel rundkørsler eller heller. Samtidig har de kunnet komme til nogle af de steder, hvor de større maskiner ikke kan, ved bænke, skilte og skraldespande.
- Medarbejderne har givet et tydeligt løft til byerne, siger Ronni B. Lykkehus, næstformand for Klima- og Teknikudvalget og fortsætter:
- Man kan tydeligt se forskel, for der er blevet renere og pænere. Og så er det en fornøjelse at støde på en af ’sommerfuglene’ og opleve det engagement, der ligger bag, og samtidig få mere at vide om, hvor udfordringerne er, når det kommer til at holde vores byer pæne.
Dette års sæson slutter med udgangen af oktober, men med den netop indgåede budgetaftale har politikerne ønsket at gøre ordningen permanent. Så næste sommer kan du igen møde medarbejderne i de tre byer.
- En ekstra sæsonmedarbejder i hver købstad kan ses i bybilledet, men jeg ved godt, at der vil være nogle af vores borgere, der kunne ønske sig meget mere grøn pleje eller som ser steder, vi ikke har været, siger Anders J. Andersen, formand for Klima- og Teknikudvalget og slutter:
- Det er jo en balancegang mellem ønsker og økonomi, men nu har vi gjort ordningen permanent, og det er jeg rigtig glad for.