Tirsdag den 18. november er en af demokratiets helt store festdage, når der er kommunalvalg og valg til regionsrådene i Danmark.
I Vordingborg Kommune arbejder vi – ligesom rigtigt mange andre aktører – på at så mange borgere som muligt skal bruge deres demokratiske ret og stemme til kommunalvalget.
Det sikrer det bedst mulige fundament under vores demokratiske institutioner, hvis mange stemmer.
Vi har fra kommunens side gjort mange konkrete tiltag, men forskning viser, at et af de allermest effektive greb til at øge stemmeprocenten er faktisk, hvis vi alle husker de nære fællesskaber, vi er en del af til daglig, når vi skal stemme.
For eksempel har de unge førstegangsvælgere en høj stemmeprocent, fordi de ofte stadig er hjemmeboende og bliver påvirket af far og mor til at komme afsted og stemme.
Herefter falder stemmeprocenten drastisk i aldersgruppen 22-29, hvor de unge voksne flytter hjemmefra og måske ikke har en nær daglig relation, der kan minde dem om at stemme ved kommunalvalget.
Så. Husk hinanden på tirsdag den 18. november. Lav en aftale med familie, venner eller kollegaer om at stemme sammen.
Og Husk. Du behøver ikke være ekspert i alle kommunalpolitiske forhold for at stemme. Din stemme er lige så vigtig som alle andres.
Læs mere om kommunalvalget på denne side: Stem med ved kommunalvalget