Green2x tager vigtigt skridt mod etablering af stort anlæg på Vordingborg Havn

Publiceret 25-11-2025

Biogas-virksomheden Green2x har netop fået nye investorer om bord. Det betyder, at virksomheden nu påbegynder byggeprocessen for at opføre et pilotanlæg på Møn.

Billede af lagerbygninger - Her skal Green2x's pilotanlæg etableres
Det er i disse bygninger på Møn, at Green2x vil bygge et pilot-anlæg

Den danske energivirksomhed Green2x har længe udviklet og planlagt verdens største biogasanlæg målt på output, som skal ligge på Vordingborg Havn. Her udvider havnen kajarealet for blandt andet at gøre plads til energivirksomheden.

Nu opnår Green2x en milepæl, da den norske energigigant Equinor og den danske statslige investeringsfond Eifo, sammen med virksomhedens eksisterende investorer, investerer over 100 millioner kroner i virksomheden. Equinor og Eifo træder desuden ind i virksomhedens
ejerkreds, hvor førstnævnte bliver største enkeltstående investor. Det betyder, at Green2x påbegynder byggeprocessen for at opføre et pilotanlæg på Møn.

”Det er kæmpestort for os med opbakningen fra alle investorer, og ikke mindst Equinor og Eifo. Nu går vi fra test til egentlig produktion og finpudsning af designet før anlægget i Vordingborg. Pilotanlægget på Møn er et meget vigtigt skridt på vejen mod at opnå fuld finansiering for
storskala-anlægget på Vordingborg Havn, og derfor er vi naturligvis meget glade for, at den proces kan begynde nu,” siger CEO i Green2x, Mikkel Sjølin Kiil.

Green2x-direktøren forventer at kunne producere biogas på Vordingborg Havn i 2029. I fuld produktion vil anlægget på Masnedø kunne producere mere end 170 millioner kubikmeter gas om året. Anlægget har allerede fået miljøgodkendelse.

Østdanmarks kraftcenter

Energivirksomheden udspringer af selskabet Vordingborg Biofuel. Selskabet blev stiftet i 2020, hvor det også dengang var ambitionen at opføre et storskala-anlæg på Masnedø. Allerede i 2020 havde erhvervsfremmeorganisationen Business Vordingborg et tæt samarbejde med Green2x.

”Green2x-projektet i Vordingborg Kommune træder nu ind i en ny fase, hvor udviklingen kan tage fart. Arbejdet med denne type projekter tager tid, og derfor er det vigtigt, at vi holder fast i Østdanmarks kraftcenter for grøn energi som vores langsigtede tiltrækningsstrategi. Green2x
har de seneste fem år fastholdt kommunen som centrum for deres aktiviteter, hvilket på sigt kan give positive effekter for både jobskabelse og den videre grønne udvikling i vores lokalområde,” siger Helene Urth, direktør i Business Vordingborg.

I 2022 opstod Green2x for at markere energivirksomhedens ambition om at blive en stor aktør på biogasmarkedet. Anlægget på Masnedø vil kræve en investering på over 2 milliarder kroner.

”Det er en rigtig god nyhed for erhvervsudviklingen i Vordingborg Kommune, at Green2x nu har fået så vægtige investorer ombord, at man kan etablere pilotanlæg på Møn. Det bringer dem et stort skridt nærmere den endelige etablering på havnen i Vordingborg. Jeg vil gerne sige
stort tillykke og tak til Green2x. Jeg tror på, at dette bliver et stort boost af de grønne ambitioner i Vordingborg Kommune. Vi begynder at kunne se resultatet af mange års målrettet arbejde med dels at udvikle havnen og dels at tiltrække grønne industrivirksomheder til kommunen. Den kombination kommer både til at betyde flere arbejdspladser i kommunen og et positivt bidrag til den grønne omstilling. Og i dag markerer endnu et skridt i den rigtige retning,” siger borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune