Nyt fra biblioteket uge 13

Publiceret 26-03-2025

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Thomas Mann essay anmeldt af Merete Stockfleth

I ”Herre og Hund” giver Thomas Mann et kærligt og humoristisk portræt af sit forhold til sin hund, Bauschan. Gennem et smukt og bevægende erindringsessay skildrer Mann sin hunds liv i naturen og deres fælles oplevelser, som hurtigt viser sig at være mere end blot daglige gåture.

Bogen har et glimrende forord af Lykke Friis, forfatter og tidligere politiker, der også er en glad hundeejer.

Mann formidler hundens liv med en fin balance mellem humor og alvor. De små øjeblikke af nysgerrighed og jagt, hvor Bauschan forfølger kaniner, hjorte og egern, fremstår som symboler på det livlige bånd mellem menneske og dyr.

Bogen rummer en stille, rolig skønhed, hvor naturens magi udfoldes på hver side. Denne enkelhed og fordybelse i de daglige ture gør ”Herre og Hund” til et værk, der giver plads til eftertanke om livets simple glæder.

Sproget, som vi kender det fra Mann, er en fornøjelse at læse. Hans evne til at indfange den dybe forbindelse mellem menneske og hund, som er præget af ubetinget loyalitet og kærlighed, er noget helt særligt.

Denne dybe, ordløse forbindelse står som et smukt vidnesbyrd om venskab, som ikke nødvendigvis behøver mange ord for at blive forstået.

Læs hele Meretes anmeldelse på www.vorbib.dk og vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.

Indsamling af tøj til tøjbyttedag d. 12. april

I perioden fra d. 28. marts til d. 9. april kan du indlevere dit pæne tøj fra garderoben, som du alligevel aldrig bruger og give det nyt liv.

HVAD TAGER VI IMOD?: 

Pænt, rent og ikke ildelugtende tøj, overtøj og accessories, dog ikke undertøj og sko

HVAD TAGER VI IKKE IMOD?:

Vi tager ikke imod firma/navne-t-shirts, tøj af ringe kvalitet, defekte/hullede/beskidte/ildelugtende effekter. 

INDLEVERINGSSTEDER 

Der er mulighed for at indlevere tøj og sko i Vordingborg, Præstø, Lundby og Møn på adresserne:

  • Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg
  • Lindevej 45, 4720 Præstø
  • Lundby Hovedgade 100, 4750 Lundby
  • Møllebrøndstræde 12, 4780 Stege

Man skal indlevere tøjet i bibliotekets åbningstid, så personalet kan tage sig af tøjet.

Hvor er fuglene og padderne blevet af?

Der er registreret halvt så mange småfugle i efteråret 2024 som i 2023. Hør om de senere års undersøgelser.

Mange har i efteråret 2024 lagt mærke til, at der er meget færre fugle i haverne. Synes vi bare, at der er færre, eller er det rigtigt? I Vordingborg Kommune har man i mange år registreret antallet af padder, og trods nye vandhuller er der sket en stor tilbagegang i antallet af frøer og tudser. Men der er da også nogle lyspunkter for naturen.

Bo Kayser fra Dansk Ornitologisk Forening og Flemming Kruse fra Danmarks Naturfredningsforening præsenterer resultater fra de senere års undersøgelser på Vordingborg Bibliotek d. 31. marts kl. 19.   

Hvordan ser det reelt ud?

Arrangeret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening

Hent billetter til foredraget 'Hvor er fuglene og padderne blevet af?' her.

Protestens filosofi – modstand mod magt

Med fokus på udvalgte filosoffer, diskuterer vi over 5 aftener, hvad magt er.

Vores verden er så kompliceret, at man let kommer til at give op på at forstå, hvordan den hænger sammen. Hvorfor der sker de ting, der sker. Men filosofferne har et svar: MAGT. Ved at undersøge begrebet MAGT; ved at udvide det, så det er mere end bare trusler om vold, kan vi begynde at forstå i hvert fald en del af, hvordan vores virkelighed er skruet sammen.

Over fem aftener skal vi i selskab med filosoffer som Karl Marx, Walter Benjamin, Hannah Arendt, Michel Foucault og Giorgio Agamben diskutere hvad magt er, og hvordan vi ved at blive bevidste om magten i alt fra storpolitiske konflikter til ægteskabelige opstød, kan forstå vores verden bedre. Og måske endda, alene ved at tænke magten, gøre oprør imod den.

Foredragsholder er Emil Carlsen, som er cand.mag. i filosofi og dansk.

Vi mødes kl. 19 d. 1/4, 8/4, 22/4, 29/4 og 6/5 på Vordingborg Bibliotek.

Man tilmelder sig alle 5 aftener og deltagelse koster 400 kr. 

I samarbejde med Vordingborg Folkeuniversitet.

Køb billet til diskussionsaftenerne her.

Læs bogen 'Tommy' og se filmen 'Under stjernerne på himlen'

Denne gang er der Mr. Melodi Grand Prix på programmet, når filmen om den folkekære musiker Tommy Seebach vises.

Det er Anders Matthesen, der spiller hovedrollen som den forpinte og alkoholiserede Seebach.

Bogsnak starter i salen kl. 9.15. 

Husk at købe billet til filmen inden bogsnakken starter, hvis du ønsker at deltage i denne, da filmen vises direkte derefter kl. 10.00.

Man er velkommen til kun at se filmen, uden at deltage i bogsnak.

Lån bogen på biblioteket, og se filmen i Bio Møn!

Bogbyttedag på Lundby Bibliotek

Giv dine bøger nyt liv

Bogbyttedag er den bæredygtige måde at få nye bøger, da det handler om genbrug og byttehandler. Du kan kvit og frit tage en eller flere bøger med hjem samtidig med, at du afleverer dem, du har læst. Har du ikke noget, du kan aflevere, er du alligevel velkommen til at tage noget læsestof med hjem. 

Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du også andre litteraturglade mennesker.

Der er kaffe på kanden.

Vel mødt på Lundby Bibliotek d. 5. april kl. 10-13!