Plusser og minusser i Økonomiaftale 2026

Publiceret 30-05-2025

Regeringen og KL indgik tirsdag den 27. maj en ny økonomiaftale for 2026. Aftalen udstikker det økonomiske grundlag for kommunernes budgetlægning det kommende år og danner dermed rammen for de budgetforhandlinger, der snart går i gang i Vordingborg Kommune.

Der er både plusser og minusser i den nye økonomiaftale, vurderer borgmester Mikael Smed. Han afventer stadig de konkrete tal for Vordingborg Kommune, før han kan vurdere, hvad aftalen betyder for kommunens økonomi. 

Vordingborg Kommunes økonomi har i de seneste år bevæget sig i en positiv retning. Derfor har der i kommunalbestyrelsen været store forventninger til, hvad årets økonomiforhandlinger mellem Regeringen og KL ville bringe. Økonomiaftalen for 2026 er nemlig med til at definere de økonomiske rammer, som kommunen skal planlægge efter i det kommende budgetarbejde.

Økonomiaftalen tegner ved første øjekast et både ambitiøst og balanceret billede. Der er tilført lidt flere midler til både service og anlæg, hvilket er positivt. Samtidig skal kommunerne dog tilbagebetale omkring 4 mia. kr. som led i den såkaldte midtvejsregulering – en særlig teknisk mekanisme i aftalen, som påvirker kommunernes samlede råderum. De 4 mia. kroner er dog et engangsbeløb, der reguleres i indeværende år og har derfor ikke direkte sammenhæng med budgetlægningen for 2026.

“Der er mange plusser og minusser i økonomiaftalen, og vi kender ikke de konkrete tal for Vordingborg Kommune endnu. Dem får vi i løbet af sommeren, og når vi har et konkret overblik, så vil vi selvfølgelig gerne fortælle mere om, hvad aftalen betyder for os,” siger borgmester Mikael Smed.

Udover de økonomiske rammer indeholder aftalen en række nationale tiltag, som også vil få betydning lokalt – blandt andet inden for beredskab, sociale indsatser, beskæftigelse og sundhed. Aftalen lægger også op til en styrket grøn trepartsaftale samt en ny fælles opgave for kommunerne om at samle og effektivisere den kommunale it-drift på tværs af landet.

Kommunen afventer nu de konkrete tal og beregninger for Vordingborg Kommune, som ventes klar efter sommerferien. Først derefter kan der tegnes et klart billede af, hvordan aftalen konkret kommer til at påvirke budgettet for 2026.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune