Ugens anmeldelse
Anmeldelse af Asterix facts eller mangel på samme!
Så kom de endelig – de små leksika til hele Galleruniverset!
Nu kan vi få styr på mere end 70 myter og sandfærdigheder! Og naturligvis skal Latinbogen også nævnes, for hvem kender ikke de latinske udtryk som blev strøet rundt:
”Veni, vidi, vici” og det udødelige udsagn som ”Et tu, Brute!” som kendes af alle Asterix elskere i Europa.
Alt det præsenteres med Goscinny’s udødelige stregtegninger som indgang til de temaer, der tages op.
Det er altid en stor fornøjelse at dykke ned i Asterix’ univers og denne gang kaster Bernard-Pierre Molin sig over historiens gang – og tager naturligvis fat på de forskellige latinske talemåder, som Asterix tegneserierne gennem årene er fyldt op med i. For nu er det tid til at få styr på de historiske fakta.
For passer historien med virkeligheden? Eller er der mere fup end fakta med i de mere end 40 bind i serien, der er udkommet. Og hvordan står det til med dagliglivet i den galsindede gallerlandsby? Blev Majestix båret rundt på Vincengetorix’ skjold eller er det bare fri fantasi… og hvad med Obelix’ bautasten? Og hvad med alle de vildsvin, der gennem årene er blevet fortæret?
Og vi skal da endelig ikke glemme Julius Cæsars opgør med de genstridige gallere…
For selvom Cæsar skrev sin Gallerkrig, hvad var så historien bag Romerriget og deres opgør med den lille landsby op mod nord? Var romerne så begejstrede for osteorgier eller er det pure opspind? Du kan med stor fornøjelse læse med her – og få det meste af Romerrigets historie rullet op.
Læs hele Ninas anmeldelse på www.vorbib.dk og vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.
Ligeværd i Kongeriget
Kan vi nå det, eller har vi spillet fallit i relationen til Grønland? Journalist Phillippa Maigaard sætter fokus på et aktuelt emne. Hele verden bejler til Grønland, men hvor står Danmark?
”På hovedet i snedriven”, sådan lyder titlen på en ny bog skrevet af journalist Phillippa Maigaard. Hun er netop vendt hjem efter nogle højspændte uger i Nuuk, hvor Trumps interesse for alvor satte gang i debatterne om relationen mellem Grønland og Danmark. I Nuuk hjalp hun TV2 i kulissen med at stable en historisk tv-debat på benene mellem grønlandske og danske politikere, hvor de for første gang kommunikerede politik på hver deres modersmål.
Phillippa arbejdede som TV2 live-reporter i Grønland i knapt 1,5 år, da hun havnede i et opgør med Landsstyreformanden og myndighederne. Trods de shitstorme hun blev omdrejningspunkt i, insisterer hun på, at det er danskerne, der har mest at lære om relationen.
Selv sprang hun 20 års boligkø over i hovedstaden, klatrede 10 år op ad karrierestigen og kunne efter et halvt år stemme på politikere hun ikke anede, hvad stod for. Hun blev også tillagt en magtposition hun først forstod på bagkant, fordi hun ikke betragtede sig selv som ansvarlig for den årelange kolonialisme.
Hør om, hvad Trumps interesse for Grønland startede i Nuuk. Hør også om hvad Statsministeren ikke vidste om eksperimentbørnene, og hvem man skal holde øje med, hvis man virkelig vil følge med i landets udvikling.
Foredraget arrangeres i samarbejde med Lokalhistorisk Forening og foregår d. 6. maj kl. 19.00 på Vordingborg Bibliotek.
Køb din billet til foredraget med Phillippa Maigaard her
Træn mindfulness - hjerne i puslespilsbrikker
Prøv kræfter med denne måde at være til stede i sit eget liv på
Syv onsdage i maj og juni 2025 introducerer Helle Marker dig til mindfulness. Mindfulness betyder at være opmærksom på en særlig måde: bevidst i det nuværende øjeblik og uden at dømme. Mindfulness kan ikke læres gennem intellektuel forståelse, man kan ikke læse sig til det og heller ikke med sin vilje beslutte sig for det. Det skal trænes, så kom og hver med.
Mindfulnesstræningen kan være en hjælp til at håndtere hverdagens mentale pres. Det kan være i forbindelse med egen sygdom, som pårørende, arbejdspres på jobbet eller mange andre af livets udfordringer.
Træning med Mindfulness-teknikkerne er ingen mirakelkur mod noget som helst, men mentaltræning.
Hver træningsgang består af guidet meditationer, blide og enkle yogastræk samt mulighed for at stille spørgsmål om meditation og mindfulness.
Første gang er onsdag den 7. maj og sidste gang er onsdag den 25. juni 2025. OBS onsdag den 14. maj er der ikke mindfulness.
Helle Marker er mindfulnessinstruktør, uddannet på Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet i 2017. Hun har siden undervist i yoga og mindfulness samt i MBSR-programmet.
Der kræves ingen tilmelding, du skal blot møde kl. 16.45 på Vordingborg Bibliotek.
Alle kan deltage, en gang, to gange eller alle gange; det er helt op til dig.
Dialogmøde 'Borgernes værksted'
Støberihallerne bliver det nye Præstø Bibliotek i efteråret.
Støberihallerne rummer flere lokaler, som du kan være med til at give indhold. 'Borgernes værksted' er et fritstående lokale på 45 m2 med egen indgang og tilhørende toiletfaciliteter.
Repair café Præstø vil fremover have til huse i lokalet, hvor der blandt andet opsættes et værkstedsbord. Repair caféen er der 2 gange om måneden.
Har du en idé til, hvordan du og andre borgere kan benytte lokalet?
Vi vil kort fortælle om rammerne for brugen af lokalet onsdag d. 7. maj kl. 17. på Præstø Bibliotek.
Derefter vil vi gerne i dialog med dig om dine idéer og hvordan vi kan støtte op om dem. Alle idéer er velkomne.
Der er ingen tilmelding, så du møder bare op.
Brysternes kulturhistorie - et foredrag om bryster, kvindekroppen og kropsidealer
Mød op til et spændende foredrag om Brystets biografi når bogens forfatter, museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen, besøger Præstø Bibliotek d. 8. maj kl. 19.00.
Foredraget tager afsæt i bogen, hvor omdrejningspunktet er brysternes kulturhistorie og dermed et portræt af en kontroversiel, kommerciel, undertrykt, moderlig, erotisk og (indimellem) befriet kropsdel.
Foredraget er spækket med billedmateriale og fængende historier om modige kvinder, som har udfordret samfundets normer. Under foredraget perspektiverer Mette Byriel-Thygesen brysternes historie og skaber dermed sammenhæng for publikum.
Samtidig er der både plads til at grine, at blive overrasket – og blive klogere. Brystets biografi er videnskabelig, underholdende og overraskende. Bogen kvalificerer enhver snak om bryster, fordi den klæder læserne på med ny viden og nye argumenter om en omdiskuteret del af kvindekroppen.
Mette Byriel-Thygesen (f. 1987) er etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet. Hun beskæftiger sig med seksualitet, krop og køn. Bogen Brystets biografi udkom i maj 2024.
Køb din billet til foredraget med Mette Byriel-Thygesen her.
Nerf Battle Night på Præstø Bibliotek
Har du tænkt over, hvad der sker på biblioteket efter lukketid? Denne fredag er helt særlig. Vi lukker nemlig biblioteket og holder Nerf Night – Helt specielt og kun for børn i 3.-5.- klasse.
Så er du vild med Nerf, pizza og snacks? Vi har det hele.
Vi har guns, patroner og alt det, der skal bruges til en perfekt aften. Du skal bare møde op sammen med alle vennerne. Så holder vi et brag af en fest på Præstø Bibliotek fredag d. 9. maj kl. 17.30.
Du skal ikke medbringe penge, Nerf guns eller egne drikke- og madvarer.
Vi har Nerf guns, så I skal ikke medbringe jeres egen og selvfølgelig sørger vi for sikkerhedsbriller.
Sidste tilmelding skal ske onsdag d. 7. maj kl. 22.
Køb din billet til Nerf Battle Night her