Der var stor interesse og stærkt engagement, da 29 fremmødte deltagere mødtes på Stege Gamle Rådhus onsdag den 21. maj for at drøfte etableringen af en ny, lokal biosfæreforening. Værter for mødet var arbejdsgruppen bag Sporløs Færd og Møn UNESCO Biosfæresekretariatet.
Blandt deltagerne var både nye og erfarne biosfæreambassadører samt borgere, der var nysgerrige på, hvordan de kan bidrage til bæredygtig udvikling og fællesskab i Møn UNESCO Biosfæreområde.
Mødet blev afholdt på initiativ af Sporløs Færd-arbejdsgruppen i samarbejde med Møn UNESCO Biosfære. Under mødet blev det præsenteret, hvordan foreningen skal være en uafhængig og åben platform, hvor borgere, erhvervsliv og foreninger kan mødes og arbejde sammen om projekter og initiativer, der fremmer biodiversitet, grøn omstilling, bæredygtig turisme og lokal udvikling – alt sammen i tråd med UNESCO’s biosfæreprincipper.
Formålet med den nye forening er at styrke den lokale forankring og medejerskab i Møn Biosfæreområde – og skabe en ramme, hvor idéer og samarbejder kan vokse og få gennemslagskraft.
Der var stor opbakning til idéen om at samle kræfterne i et formaliseret netværk med plads til både ildsjæle, projekter og idéudvikling. Blandt forslagene var nye partnerskaber med forskningsverdenen, etablering af fondsstøttede initiativer og ideer om, hvordan foreningen kan styrke både natur og lokalsamfund på Møn.
På baggrund af informationsmødet indkaldes nu til Stiftende generalforsamling onsdag den 25. juni 2025 kl. 16.00–18.00 på Stege Gamle Rådhus, Storegade 39, 4780 Stege. Tilmelding sker via: biosfaere@vordingborg.dk
Alle interesserede er velkomne til at deltage – også dig, der ikke deltog i informationsmødet, men er nysgerrig på, hvordan du kan være med til at forme foreningen fra starten.
Møn UNESCO Biosfære hilser etableringen af en lokal biosfæreforening velkommen som en vigtig samarbejdspartner i det fortsatte arbejde med at fremme bæredygtig udvikling i biosfæreområdet.