Den nu ophævede lokalplan blev vedtaget i august 2024 og gjaldt et erhvervsområde på hjørnet ved Ulvshalevej og Skydebanevej. Området har siden 1998 været planlagt til erhverv, men har ikke tidligere tiltrukket virksomheders interesse. Med ønsket fra et byggemarked om at etablere sig i området blev en ny lokalplan nødvendig for at muliggøre detailhandel.
Efter vedtagelsen blev lokalplanen påklaget, og Planklagenævnet har nu vurderet, at forholdene omkring beskyttede arter – særligt flagermus – ikke var tilstrækkeligt belyst. På den baggrund er lokalplanen ophævet.
- Planklagenævnets afgørelse er udtryk for en væsentlig stramning i forhold til planlægning og udvikling af vores byer, som vi også så sidste år i en sag i Vordingborg, hvor lokalplanen dog lå op mod et naturområde. I den aktuelle lokalplan i Stege har vi at gøre med et område, som allerede er udlagt til erhverv, og hvor der ikke er påvist truede dyrearter. Med denne afgørelse må vi nu fremadrettet forvente at skulle gennemføre grundige undersøgelser på forhånd for hvert enkelt projektområde, for at sikre os mod risikoen for, at der kan være arter, som endnu ikke er registreret. Det vil kræve et markant større ressourcetræk på vores administration især i forhold til vurderingen af natur og truede dyrearter. Det vil betyde længere lokalplanproces for fremtidige projekter, og vil også medføre yderligere krav om omkostningstunge analyser og monitoreringer hos en udvikler, udtaler Centerchef Anja Valhøj.
Formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, Anders J. Andersen, har også modtaget besked om afgørelsen:
- Vi tager naturligvis Planklagenævnets afgørelse til efterretning. Men jeg er virkelig ærgerlig over denne afgørelse. Vi skal som kommune selvfølgelig passe på vores natur. Det står slet ikke til diskussion. Men dels betyder det, at vi ikke får et nyt byggemarked og dermed flere nye arbejdspladser og bedre handelsudbud til Stege. Men det, der også bekymrer mig, er, at Planklagenævnets nye praksis kan sætte en stopper for vigtige udviklingsprojekter, fordi det vil blive for omkostningstungt og risikofyldt at investere – selv i områder som her, der i forvejen er udpeget til et erhvervsområde, udtaler formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune Anders J. Andersen. Han kritiserer også den nye praksis for at øge kompleksiteten i kommunernes opgaver:
- Regeringen taler om afbureaukratisering og pålægger kommunernes sparekrav på administrationen med den ene hånd, og gør det med hjælp fra en statslig instans stadig mere komplekst at administrere lovgivningen med den anden. Det vil særligt ramme landkommuner, hvor de store investorer ikke står i kø. Vi er bedre tjent med at sikre, at der kommer mere og bedre natur, derude hvor naturen allerede er. Det handler bl.a. om at omlægge landbrugsjord til natur og særligt ud til vandløb og kyster for også at forbedre tilstanden i vores farvande. Det er det, vi arbejder for i den grønne trepart. Vores knappe ressourcer er bedre givet ud her, fremfor at vi skal bruge tid på grundigt at undersøge områder, der allerede er udlagt til erhverv, siger udvalgsformanden.
Med ophævelsen af lokalplanen træder den tidligere lokalplan igen i kraft. Kommunen skal nu tage stilling til, om man vil udarbejde en revideret lokalplan med supplerende naturundersøgelser, eller om man vil lade den gamle lokalplan forblive gældende.
I forbindelse med lokalplanarbejdet blev det også politisk besluttet at lukke for gennemkørsel mellem Nymarksvej og Skydebanevej for at imødegå den øgede trafik, et byggemarked ville medføre. Samtidig blev det besluttet at nedlægge de omkringliggende erhvervsarealer og føre dem tilbage til landzone af hensyn til naboerne. Begge beslutninger skal nu genovervejes, da de var knyttet til den nu ophævede lokalplan.
Administrationen er i gang med at gennemgå afgørelsen og forventer at fremlægge en sag til politisk behandling efter sommerferien.