Nyt fra biblioteket uge 23

Publiceret 04-06-2025

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Nina anmelder Kate Quinns roman ”Pensionatet”

Endnu engang begiver Kate Quinn sig ud i at skrive en fantastisk historisk roman – denne gang på bagkant af 2. verdenskrig med en begyndende kold krig og koreakrigen som et perifert, men alligevel vedkommende billede af efterkrigstiden.

Romanen er fortællingen om 1950’ernes Amerika med senator McCarthy’s fanatiske kamp mod kommunismen eller måske mod den påståede russiske infiltration af den amerikanske regering og andre politiske institutioner.

At det var en tid med frygt, mistro og falske beskyldninger står uimodsagt, og at den ligner det amerikanske samfund under den nuværende præsident – det er nok mere et tilfælde set i lyset af vores samtid.

7 kvinder får logi hos Hæklenålen også kendt som mrs. Nilsson, som er pengegrisk og fordømmende både over sine Damer, men også overfor sine to børn Pete og Lina.

De 7 kvinder er alle forskellige og har søgt logi, fordi det er billigt, men rammen ”Huset - The Briar”, bliver vakt til live, da Grace March får taglejligheden. Grace klarer sig ved forskellige småjobs. Hendes hemmeligheder afsløres løbende, og Huset kalder hende: min yndling!

Grace samler de andre 6 kvinder og de to børn i The Briar Club, hvor der hver torsdag bliver lavet fællesmad baseret på hver kulturel forskellighed. En hemmelighed mrs. Nilsson aldrig finder ud af – for det er bingoaften.

At de 7 kvinder er vidt forskellige, bliver beskrevet med en utrolig sikkerhed: Alle får stemmer, og skæbner og venskaber vikler sig ind i både mulige og umulige tråde lig de malede vinranker, som nu snor sig over alle 4 etager på pensionatet.

Og vi skal ikke glemme, at 7 kvinder tiltrækker mænd – alle forskellige, lige fra bl.a. FBI-agenten, jazzmusikeren, lægen, manden med gangsterfamilien og den voldelige søn af en senator. Endnu engang trækker Kate Quinn utilsigtet(?) tråde til nutidens Amerika: DEI, abort, homoseksuelle og syn på veteraner med posttraumatisk stress.

Du kan læse hele Ninas vurdering af romanen på www.vorbib.dk og vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.

Byvandring i Gl. Lundby

Arkivleder Karen Johansson fortæller.

Kom med på en historisk byvandring i Gl. Lundby med arkivleder Karen Johansson. Vi skal blandt andet høre om smedene, om sprøjtehuset, om gårdene, om teglværket, om Moster og om købmanden. 

Gratis med billet, som hentes på biblioteket eller på vorbib.dk. 

Mødested: Parkeringspladsen ved Lundby kirke, lørdag d. 14. juni kl. 10.00.

Hent billetter til byvandringen her.