Ny centerchef for Dagtilbud og Skoler i Vordingborg Kommune

Publiceret 04-06-2025

Vordingborg Kommune har ansat Trine Schloss Pedersen som ny centerchef for Dagtilbud og Skoler. Hun tiltræder stillingen den 15. juni 2025.

Barn rækker hånden i vejret

Der er nu sat navn på den nye centerchef for Dagtilbud og Skoler i Vordingborg Kommune. Det bliver Trine Schloss Pedersen, som skal stå i spidsen for det fortsatte arbejde med at styrke fællesskaberne og kvaliteten på de to store og vigtige områder.

Trine Schloss Pedersen kommer med en solid og mangeårig erfaring fra det kommunale børne- og skoleområde og har tidligere været centerchef i både Gribskov Kommune og Bornholms Regionskommune. Med en uddannelsesmæssig baggrund som cand.mag. og en igangværende Master of Public Governance fra CBS, bringer hun således både et stærkt fagligt og ledelsesmæssigt fundament ind i stillingen.

Direktør Mads Young Christensen ser frem til at byde den nye centerchef velkommen til Vordingborg Kommune:

- Vi har valgt Trine, fordi hun har en stærk kombination af solid ledelseserfaring, stor faglig viden og en stærk passion for børn og unges trivsel og læring. Hun har stort fokus på læring, trivsel og forældresamarbejdet, og jeg er sikker på, at Trine er den helt rigtige til at stå i spidsen for at indfri Vordingborg Kommunes ambitioner på børneområdet, siger Mads Young Christensen.

Som centerchef får Trine Schloss Pedersen det overordnede ansvar for ledelsen og udviklingen af Vordingborg Kommunes dagpleje, dagtilbud, specialpædagogiske tilbud, folkeskoler, Kalvehave specialskole og børnehus, Vordingborg Ungdomsskole og 10. klasse samt de tværgående enheder: Sekretariatet for børns læring og trivsel og PPR.

Selv ser Trine Schloss Pedersen frem til opgaven:

- Jeg glæder mig til at rulle den røde løber ud for de yngste vordingborgensere og arbejde tæt sammen med kommunens ledere, medarbejdere og politikere om at skabe inkluderende fællesskaber og tilbud af høj kvalitet. Jeg er særligt optaget af, hvordan vi gennem strategisk ledelse og psykologisk tryghed kan styrke både faglighed og trivsel – til gavn for børn, unge og deres familier.

Trine Schloss Pedersen er fra 1968, født i Odense og student fra Vestfyns Gymnasium. Trine er gift og har tre børn i alderen 30 til 15 år. Trine tiltræder stillingen den 15. juni 2025.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune