Midlertidigt vandingsforbud i Vordingborg og omegn

Publiceret 02-07-2025

Vordingborg Forsyning oplyser, at man grundet ekstraordinært pres på vandressourcerne har udstedt et vandingsforbud for Vordingborg og omegn

Billede af havevanding med en haveslange

På grund af ekstraordinært pres på vandressourcerne indfører Vordingborg Forsyning med øjeblikkelig virkning vandingsforbud i følgende områder: Vordingborg by, Nyråd, Bakkebølle og Kastrup–Neder Vindinge. Det oplyser Vordingborg Forsyning i en pressemeddelelse.

Baggrunden for forbuddet er, at de to vandværker i området – Mørkeskov og Bakkebølle – aktuelt er udfordret af begrænset kapacitet i de i alt 13 boringer, der forsyner dem med råvand. Vandværkerne har i sig
selv kapacitet til at levere den nødvendige mængde vand, men råvandsindvindingen fra vandboringerne kan ikke følge med det nuværende forbrug.

Forsyningen oplyser fredag d. 4. juli, at vandingsforbuddet forlænges til at gælde til og med mandag den 7. juli. 

Kritisk balance i vandindvindingen

Forsyningen oplyser, at man allerede har optimeret boringernes ydelse til det maksimalt forsvarlige. En yderligere belastning kan medføre risiko for at trække uønskede stoffer med op i råvandet og potentielt ødelægge boringer permanent.

Det er derfor nødvendigt at handle nu for at beskytte vores vandressourcer og sikre drikkevand til alle borgere.

Samtidig er der naturlige grænser for, hvor hurtigt vand kan strømme til en boring fra indvindingsoplandet. Et for højt pumpetryk kan føre til undersænkning af boringen og reduceret effektivitet.

Vordingborg Forsyning arbejder løbende på at sikre forsyningssikkerheden og har to nye boringer under planlægning. Disse forventes idriftsat i november 2025 og vil øge den samlede kapacitet med 12,5 %.

Vordingborg Forsyning opfordrer alle borgere til at vise omtanke og respektere vandingsforbuddet – for fællesskabets og fremtidens skyld.

Flere nyheder fra Vordingborg Kommune